En helt almindelig ualmindelig dag i Københavns Byrets 13. afdeling
Det er første retsmøde, efter at kæden sprang af for Niels Rasmus Trads Rasmussen, der foran domhusets indgang i Stutterigade udtalte sig i utvetydige vendinger til Kurt Thorsen: "Dit store røvhul," og "For fanden, hvor er du en led fyr!"
Trads skal kante sig bag om Kurt Thorsen for at komme hen til sin plads i retssalen. Den joviale Thorsen hilser ham med et venligt god morgen. Trads trykker ham i hånden med et: "Ja, jeg har ikke meget lyst til at hilse på dig, vil jeg godt sige..." Så er tonen ligesom anslået.
Men lad os tage dagen forfra:
Prolog
(Mandag morgen kl. ca. 8 på trappeopgangen og i forværelset til Københavns Byrets 13. afdeling)
Efter et tip om, at køen vil være lang, er jeg mødt i morgenens mulm og mørke. Retsmødet begynder kl. 9.30. Det viser sig at være unødvendigt. Vi står tre mand høj og venter i en time, før flere kommer til. Andre dage har der dog været kø langt ned ad trapperne, fortæller mine medventere. Den ene af d'herrer er kommet ind med S-toget ude fra Brøndbyvester. Han følger sagen af skær interesse, og fordi han har god tid. Er efterlønsmodtager. Den anden, en yngre mand, er nyuddannet jurist, men uden arbejde. Han har aldrig under studiet haft lejlighed til at følge en hel retssag fra start til slut.
De er enige om, at denne sag er virkelig interessant, og i stedet for en tavs venten, går kneveren om alt det, der er sket, og de teorier, vi nu har hver især om skyld og uskyld.
Vi taler også om advokaterne og journalisterne. "Det er dem, der ligner bistandsklienter," siger den ene. "Ja," siger den anden, "men ser journalister ikke altid sådan ud?"
Pressen kan i øvrigt ikke reservere pladser i en retssal - som den heller ikke kan i en kirke. Men i praksis er de to første af tre rækker forbeholdt journalisterne. Hver række har ca. 10 stole til offentlighedens repræsentanter. Der må ikke fotograferes, og har man tegner med, skal denne melde sig hos dommeren først.
En velklædt mand i (tror jeg) 40-årsalderen ankommer, hilser kort og låser os ind i forværelset til selve retssalen. Det er dommeren, hviskes der, og et øjeblik efter er vi pludselig mange, mest mænd, men også et yngre og et ældre par. En tidligere tekniker fra Danmarks Radio underholder med historier om sin tid dèr. Om en journalist, der til en dokumentarudsendelse om våbenhandel selv havde købt sig en diktafon, som han havde skjult i sin påklædning, da han interviewede den formodede våbenhandler. Ved båndudløb begyndte den pludselig at bippe...
Der er en næsten familiær summen nu af en 30-35 ventende, journalister og andre i en skøn blanding og skøn forventning om én på opleveren. Flere af dem er med garanti på overførselsindkomst og fylder dagen ud med meningsfuld, gratis underholdning. Mange kender hinanden løst fra tidligere retsmøder i sagen. Der gisnes og diskuteres. Men helt for sig selv sidder en ekstremt velklædt yngre yuppietype med blikket fastskruet i en avis (ikke Information). "PFA's advokat." hvisker efterlønneren. "De sender en ny hver dag." Pensionsforsikringsanstalten, hvis penge denne sag oprindeligt handlede om, sender egen referent. Dens direktør er indblandet, omend meget mod sin vilje.
Og nu åbner dørene sig, og vi myldrer ind.
2. akt
(Retssalen)
"Jeg er ved at uddanne mig til elektriker," siger en distingveret herre nede fra gulvet, hvor han sætter et stik fra en bærbar til systemet. Det viser sig at være forsvarsadvokaten. Retsreferent og efterforsker tager plads. Anklageren og de to forsvarsadvokater ligeledes. Der er stadig en del småmumlen, da sagens egentlige stjerner træder ind, den tætte Thorsen i sort, hårdtpumpet læderjakke med pelskrave. Begge i mørke habitter. Den høje Trads har valgt en nobel, sort rullekravebluse, Thorsen hvid skjorte og grønt slips. Kevin Costner og mafiabossen - hvis det var en film.
Mumlen afløses af andægtig totaltavshed. Vi venter på dommeren. Retssalen er meget lille, hvilket er blevet påtalt af pressen. Netop denne sag behøvede mere. Der er sort-hvid grafik på væggene. Det mest farvestrålende er ryggene på de mange ringbind med sagsakter. Det grafiske arbejde, der er nærmest mig, er abstrakt, men med en figur, der kan udlægges som et ansigt med to lange næser.
Thorsen og Trads sidder ved siden af hinanden med en advokat imellem sig over for den elegante kvindelige anklager. De er formelt set ikke modparter, men begge anklaget. I realiteten er de dog modparter. Det er påstand mod påstand om, hvorvidt Thorsen var vidende om Trads' falske underskrift og dermed den egentlige bagmand. De kan ikke begge have ret.
3. akt
(Retssalen)
Alle rejser sig med ét - dommeren kommer ude fra sit kontor - og alle sætter sig, da først dommeren har sat sig. "Hvor kom vi til," siger han og bladrer i sine papirer. "Vi kom til dér, hvor der var møde hos Per Kirkeby, jeg vil lige diktere..."
Computeren gik ned ved slutningen af sidste afhøring, og der skal derfor samles op. Ved hvert forhør får vi tilhørere med jævne rum ordlyden en gang til, når dommeren læser referatet op. Alle implicerede skal på stedet kunne gøre indsigelse eller komme med præciseringer. Det giver en stemning af velvilje, at man er fælles om noget, og der smiles og nikkes, så referatet kan blive så korrekt som muligt.
Dagen i dag er helliget yderligere afhøring af Kurt Thorsen, der uden at ryste på stemmen har svar klar på alt. Kun et par meter derfra kommenterer Trads' minespil Thorsens forklaringer, når der er afgørende punkter. Trads har af dommeren fået henstilling om, at han skal beherske sit kropssprog. (I starten satte han fingeren mod tinding og den slags, når han ville antyde, at Thorsen løj). Det gør han så. Han er på et svært job. Ansigtet fortæller, at han både forsøger at beherske sig, men også hvad han mener om Thorsens forklaringer - eller bortforklaringer. Man kan altid løft et bryn eller slå lidt smut med øjnene. Men Trads smiler også meget.
Thorsens historie er en lang fortælling om møder, mange møder, i den indre bys labyrint af bedre restauranter og hoteller - med forretningsforbindelser, advokater, investorer og sågar Poul Schlüter, som Thorsen havde trukket med op til en pengemand i Norge. Denne havde talt i et groft sprog, ligesom fiskere taler, men det havde Schlüter godt kunnet klare. Alligevel var den tidligere statsminister til Thorsens forundring dagen efter sprunget fra en tilbudt post som bestyrelsesformand - modsat, hvad han havde lovet. Jeg noterer navnene på stederne, som har været skueplads: Hotel Admiral, restaurant Alsace, Café Petersborg, Hotel Royal, Æ Hereford Beefstouw, Lumskebugten.
En telefon ringer pludselig og voldsomt i retssalen. Referenten ta'r den. "Sig jeg er optaget," kommenterer Thorsen til alles moro.
Klimaks er, da Thorsen fortæller om, hvordan han forlanger at få et møde med Lublin, direktøren for PFA, som - tror han dengang - har skrevet under på lånegarantien på 703 mio. kr. De penge, som hele svindelen handler om, og som har gjort sagen til kriminalhistoriens største svindelaffære siden Alberti. Det har Trads - stadig ifølge Thorsen - forhindret ham i. Trads og Thorsen mødes i en bil i Lyngby, hvor Trads siger, at mødet er unødvendigt, da han - Trads - har forfalsket Lublins underskrift. Trads bryder grædende sammen og snakker om selvmord. Thorsen finder det ubehageligt, men for at få liv i Trads siger han noget om, at "vi må jo prøve at finde en løsning." Han afviser at have lovet Trads noget.
Under dette sidder Trads først med hovedet i hænderne. Så begynder han på én gang at lave øjne - og beherske sig.
(Pause)
Thorsen forsvinder med sin advokat, Ebbe Mogensen, ud i et baglokale. Trads stiller sig til rådighed for journalisterne i forlokalet - og andre, som har lyst at slå en sludder af. Han ryger en smøg, småsnakker venligt til højre og venstre. En afslappet stemning. Dette er mønsteret ved de to små pauser, formiddag og eftermiddag. I den timelange frokostpause ser jeg Thorsen og Mogensen styre hen mod frokostrestauranten, Huset med det grønne træ, på Gammel Torv.
4. akt
(Retssalen)
Kendeligt oplivede tager aktørerne plads efter frokosten. Thorsen fortsætter sin krønike, men får et mindre hosteanfald. "Skal du ha' en gajol?," spørger Trads' advokat med et lille smil. "Jeg turde ikke spørge," siger Thorsen. Gajolerne er hans faste gimmick - ligesom Glistrup i sin tid havde marcipanbrødene.
Min sidemand, radioteknikeren, som også har været et smut ude i byen, hvisker: "Lublin vidste alt! Det står på hele forsiden af Ekstra Bladet!" Bag mig hører jeg følgende let hviskende ordveksling: "Det er helt skævt det, aviserne skriver om sagen." "Ja, når man ved noget om et emne og ser, hvad aviserne skriver..." "Tænk, hvis de er lige så upræcise i alle de artikler, de skriver." "Det er de sgu nok!" Ikke særligt flatterende for standen.
Trads græmmer sig åbenlyst, da Thorsen kommer ind på det, der i pressen er blevet kaldt 'Lublins uægte datter'. Og behersker sit kropssprog.
Thorsen vækker igen moro, da han fortæller, hvordan han gik ind i en af Den Danske Banks afdelinger og hævede halvanden million kontant på en check, udstedt af banken, og som han havde modtaget fra et advokatfirma.
Trads' forsvarer, der har overtaget afhøringen, forholder sig tvivlende.
"Og de åbnede virkelig kassen og trak kontanterne frem?"
Kurt Thorsen: "Ja. Og jeg var blevet meget forbavset, hvis de ikke gjorde..."
Thorsen forklarer, at han på det tidspunkt i forløbet ikke var nogen velset checkkontokunde i bankerne, hvorfor han havde foretrukket at leve et liv med penge i kontanter, et kontantliv, som han udtrykker det.
Dagen rummer et filosofisk indslag, et spørgsmål om et overrevet A4-ark, som spiller en rolle i sagen, og som han på et tidspunkt er kommet ind med et eller andet sted. Thorsen kan ikke huske, om det virkelig var overrevet. Spørgsmålet bliver aktuelt i forbindelse med, hvilken formulering, der skal føres ind i retsbogen.
"Jeg kan ærlig talt ikke huske det," siger Thorsen.
"Det vil sige, at du godt kan være kommet ind med et overrevet A4-ark," lyner Trads' anklager.
"Det tror jeg ikke," siger Thorsen.
Dommeren bakker anklageren op. "Rent principielt må vi antage, at De godt kan være kommet ind med et overrevet A4-ark, når De siger, at De ikke kan huske det".
Thorsen forklarer, at han normalt ikke kommer ind med overrevne A4-ark, men med hele ark.
Dommeren noterer: "Han vil nærmest udelukke, at det kan være tilfældet."
Thorsen indskyder: "...da jeg almindeligvis bruger papir, der er helt."
Dommeren (til protokollen): "Da han normalt river papir i stykker, hvis det skal smides ud..."
Det er atter blevet mørkt, da retsmødet slutter, men forinden har der været en lille forhandling om det næste retsmøde, idet forsvarsadvokaten ønsker et vidne skudt ind nogle dage før aftalt, nemlig bygherre Thorsens håndgangne kvinde i Spanien, Anna Thygesen, idet han mener, hun er ved at emigrere til Bolivia(!). Det er anklageren ikke meget for, da hun gerne vil afhøre Thorsen før Anna Thygesen. Forsvarer Mogensen siger spidst, at det så, hvis afhøringen skal jaskes igennem, ikke er nogen fair trial. Efter nogen parlamenteren enes man om at rette henvendelse til Anna Thygesen for at få klarlagt, hvorvidt det er rigtigt, at hun damper af til Bolivia allerede på fredag.
Epilog
(Uden for byretten, i Stutterigade kl. 15.45)
En lille, tapper flok af pressefotgrafer har ventet i en times tid, fordi retsmødet trak ud. Nu står de på nakken af hinanden, kameraerne snurrer, da Trads træder ud.
Hvad er hans kommentar til, at Thorsen igen har nævnt den unge kvinde, Carina, Trads' tidligere veninde, og forklaret, at det var Trads selv, der påstod, at hun var Lublins datter uden for ægteskab.
Trads har én kommentar: "Det er rablende irriterende. Rablende galt. Rablende løgnagtig."
Hele flokken vender sig fra Trads, da Thorsen kommer ud i sin pelslæderjakke.
Både han og forsvareren Ebbe Mogensen spørges om, hvordan de synes, dagen er forløbet.
Mogensen roser Kurt, som han siger, for at have klaret ærterne selv, så Mogensen ikke behøvede at blande sig meget.
Trads har stillet sig i periferien af flokken som en nysgerrig skoledreng, der vil have det hele med.
Selv går jeg fra stedet med en række ubesvarede spørgsmål.
Hvad nu hvis Lublin vidste alt? Kan det virkelig være et komplot, som tre personer har aftalt? Næppe, men man ved aldrig. Ligger der en masse millioner og venter i en bankboks i Schweiz? Kan Thorsen svare så sikkert på alt, hvis noget af det er noget, han finder på? Og hvis Thorsen er bagmand for svindelen, har de så ligefrem aftalt, at Trads som en anden skuespiller skal kalde ham røvhul og det, der er værre, for åben skærm? For at det så meget mere kan virke troværdigt? Eller er det Trads, der lyver for at trække Thorsen med i faldet?
Tilbage står mest tydeligt 64.000 kroners-spørgsmålet:
Hvorfor i alverden skulle Trads overhovedet have interesse i at forfalske underskriften, hvis han ikke havde udsigt til noget til gengæld?q
