Læsetid: 4 min.

Ti dage, der rystede Ecuador

25. januar 2000

Ecuadors historisk oversete bønder og indianere fik deres 15 timers berømmelse og en aldeles momentan andel i landets regeringsmagt

QUITO - Fredag den 21. januar vil skrive sig ind i historien, som noget, der ligner dagen for det første indiansk ledede oprør rettet direkte mod en regeringsmagt siden Tapuc Amuru II's revolte mod de spanske kolonisatorer i 1780. I tre timer havde Ecuadors indianere og bønder i alliance med landets militær tilsyneladende magten. Et gedigent - omend begrænset - folkeligt oprør endte i et kaotisk, men stort set ublodigt kup, hvor militæret hurtigt forvandlede indianere til statister.
Efter en time besluttede hærens ledelse at lukke de demonstrerende indianere ind på pladsen foran regeringsbygningen. Da landets nye triumvirat henimod midnat viste sig frem i regeringspaladset til pressemøde var oprørsobersten Lucio Gutièrrez erstattet af landets hærchef, Carlos Mendoza - og indianerlederen Antonio Vargas forvandlet til statist. Der var et sandt mylder af militærfolk og alle pressens spørgsmål rettedes til hærchefen. Allerede to timer senere meldte denne, at han trådte tilbage. I mellemtiden var det tyndet ud blandt demonstranterne på pladsen foran regeringspaladset. Næsten hele landet var gået til ro, da vicepræsidenten Gustavo Noboa i den årle morgentime bekræftede, at hæren havde overladt ham regeringsmagten.

De dramatiske timer
To mennesker var døde og over hundrede såret. Indianerne havde krævet et systemskifte. Hvad de fik var en ansigtsløftning med udsigt til den samme velstående, overvejende hvide elite ved taburetterne. Hvad skete der i de dramatiske timer, da demonstranterne foran regeringspaladset blev holdt i ånde, mens forhandlingerne stod på bag lukkede døre, indtil den sociale protestbevægelses nederlag var åbenbart?
Efterfølgende har den ecuadorianske hærchef forklaret, at han kun sluttede sig til oprørerne, der var på vej mod regeringspaladset, for at undgå et opgør internt i hæren og et blodbad. I bak-spejlet er det tydeligt, at den sociale oprørsbevægelse modtog et dødskys fra landets militæreledelse, da den blev lukket ind på Quitos Store Plads. Protesterne fra udlandet - USA truede med boykot af landet - måtte nødvendigvis afskrække eventuelle kuptilbøjeligheder. Men meldinger til tv-stationerne fra kaserner over hele landet hele fredagen igennem viste, at kupmagerne kun havde meget ringe støtte i hæren. Et andet spørgsmål, der rejser sig, er, hvorfor militæret lod demonstranterne indtage kongresbygningen i første omgang?
Quito-avisen Hoy beretter, at der allerede i november måned var følere mellem den indianske organisation Conaie og en gruppe oberster. De yngre officerer var angiveligt utilfredse såvel med præsidentens nedskæring af hærens budget som med hans håndtering af landets eksplosive sociale situation. Indianerne vidste, at et systemskifte i Ecuador kun kunne ske med hærens velsignelse.
Ifølge Hoy skulle en aftale være blevet bragt i stand om, at de militære kupmagere ville slutte sig til indianerbevægelsen, når denne havde belejret parlamentet og højesteretten i Quito.
Udlægningen afvises i dag af de indianske ledere. Men den giver en forklaring på, hvorfor indianerbevægelsen for første gang - og med stor selvsikkerhed - sigtede mod selve magtapparattet i stedet for som tidligere blot at aktionere for enkeltkrav som f.eks. fastfrysning af subsidier til benzin. Den forklarer også, hvorfor indianerbevægelsen tilsyneladende umotiveret brat skiftede kurs i november fra kompromis til konfrontationssøgende i forhold til regeringen.

Troværdighedskrise
Tilbage bliver så at at forklare indianerbevægelsens ejendommelige alliance med en gruppe yngre officerer uden en klar social profil - hvad der fremgik af anføreren, oberst Gutièrrez' nationalistiske retorik - og, skulle det vise sig, med en endog meget begrænset opbakning i militæret som helhed.
I sin sidste tale lørdag morgen inden han skyndsomst forlod Quito udtalte indianerlederen Antonio Vargas, at han ikke anerkendte den nye præsidents legitimitet, og at den indianske opstand fortsatte. Søndag sagde han, at en social eksplosion på sigt er uundgåelig, hvis der ikke sker forandringer.
Men det synes utvivlsomt, at den indianske organisation Conaie - som det sidste tiår har spillet en ledende rolle i den sociale bevægelse i Ecuador - har mistet troværdighed og gennemslagskraft for lang tid fremover.
Samtidig har Ecuador med den ufolkelige præsident Jamil Mahuad mistet en kompetent og seriøs leder, som i modsætning til tidligere præsidenter ikke har givet anledning til begrundede mistanker om korruption, og som ved gentagne lejligheder har vist sig imødekommende over for den indianske bevægelse.
Den nye præsident, den farveløse Gustavo Noboa, har lovet at fortsætte den planlagte indførelse af dollaren som national møntenhed og den såkaldte moderniseringspolitik (privatiseringer, fjernelse af subsidier og af love om beskyttelse af arbejdskraften m.v.) af landet, som i hvert fald på kort og mellem-lang sigt vil indebære yderligere afsavn for det hårdt trængte befolkningsflertal.
For Ecuador var det en velsignelse, at militæret vendte tilbage til kasernerne, hvor de har holdt sig i ro gennem 20 år. Men man må konstatere, at de dramatiske begivenheder har tydeliggjort et skisma i Ecuador, som kan genkendes i Peru og Bolivia. På den ene side en overvejende, hvid befolkningshalvdel, som i sin egen selvopfattelse lever i Europa - i et demokratisk land, som blev truet af et militært kup, som nu er overstået, hvorefter alt er fryd og gammen. På den anden side den store andel af befolkningen, som lever under stadig mere miserable kår, og som måske i den mislykkede revolution så en mulighed for at stille den korrupte elite til regnskab og starte på en udvikling til gavn for de bredere lag i befolkningen.

Niels Boel er kortfilmsinstruktør og p.t. bosiddende i Ecuador

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her