Læsetid: 2 min.

Tilbage til big band'et

17. januar 2000

Palle Mikkelborgs nye Louisiana-suite blev en koncert, men med forhindringer

Koncert
15 år er gået, siden Palle Mikkelborg sidst skrev orkestermusik. Han har selv nævnt, at det var erfaringerne med suiten Aura, skrevet til Miles Davis, som i 1984 modtog Leonie Sonnings Musikpris, der fik ham til at forlade de store partiturer.
Davis, der selv ønskede at indspille Aura, foretog under indspilningen radikale indgreb i kompositionen, som Mikkelborg måtte anerkende berettigelsen af, men som også betog ham lysten til at gå videre i samme spor.
I de mellemliggende år har han derfor koncentreret sig om sit trompetspil og om små besætninger, helt ned til duo med Helen Davies' harpe.
Og det skyldes et udspil fra Danmarks Radio, at han nu ikke blot har revideret sin 27 år gamle Lousiana-suite for Radioens Big Band, men har skrevet en ny suite til samme orkester og museum, navngivet med afværgende selvironi
"Dette er ikke en koncert," (under inspiration fra René Magrittes berømte maleri, "Dette er ikke en pibe").

Farvel Gil
De 15 år er ikke passeret sporløst forbi big band-komponisten Mikkelborg.
Han har fjernet sig fra den tidligere så stærke indflydelse fra Gil Evans, ligesom han i det ny værk renoncerer på at være hovedsolist som trompetist og helt koncentrerer sig om at dirigere.
Suiteformen er dog stadig hans foretrukne genre, her med prolog og epilog som ramme om syv dele, der hylder forskellige aspekter ved museet.
At sætte det godt 80 minutter lange, kontinuerlige musikforløb i relation til de ni afsnit er imidlertid sin sag, selv om man nok kan regne ud, at f.eks. stykket med rockagtig el-guitar og rytme tilhører første del, "Tempus/Pop Art."
Hvordan de overvejende visuelle indtryk, som programnoterne refererer til, modsvares af musik, kan dog være underordnet i forhold til de mange smukke enkeltheder, f.eks. det impressionistiske ensemble bag Tomas Francks sopransax; flygelhorn-trioen, der lægger op til Henrik Bolbergs saftige trompetsolo; det langsomtskridende orkester, som forbinder to markante soloer, Thomas Ovesens på bas og Nikolaj Bentzons på klaver; Vincent Nilssons basun, som indrammer det Kurt Weill-agtige citat fra et ældre Mikkelborg-stykke; og basunerne, som lægger op til orkestrets sidste tutti.

Marathon
Jeg savner imidlertid en opdeling af forløbet, hvis helhed nu kommer til at virke unødigt sammenstykket og uorganisk.
Og bliver det ikke lidt for meget deja-vu, når spilledåserne, som var så vittigt overrumplende i "Terry Perry" fra 1984, nu genoptages som det ny værks afslutning?
I øvrigt var det svært at få et uforstyrret billede af værket. Jeg valgte at høre uropførelsen i radio i stedet for i Louisianas koncertsal, der ikke er skabt til big band-musik - men den første trediedel af den direkte transmission blev væk undervejs.
Og tredieopførelsen, i København, blev skæmmet af højttalerstøj, som også var distraherende for flere af musikerne.
Begge koncerter kom altså i utilsigtet grad til at svare til deres navn. Forhåbentlig går det bedre, når værket kommer på cd om et par måneder.

*Palle Mikkelborg: Dette er ikke en koncert. Radioens Big Band ledet af Mikkelborg i Dronningesalen, Det Kgl. Bibliotek, fredag.

P.S. Radio-optagelsen af uropførelsen på Louisiana udsendes på P2 torsdag den 27. januar kl. 22,10 - om magterne vil det: uden forstyrrelser.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her