Læsetid: 3 min.

Et todelt helt menneske

8. januar 2000

Essays af Jørgen-Frantz Jacobsen

Ny bog
Romanen Barbara, to gange filmatiseret, har givet Jørgen-Frantz Jacobsen et langt efterliv. Hans egen kortvarige eksistens som europæisk menneske var delt mellem to lande og sprog, eller snarere fordoblet, som dansk skrivende og færøsk tænkende, en 'national hermafrodit'. Kun 37 år blev det til, før tuberkulosen gjorde en ende på hans "stormende meddelelsestrang", som vennen og grandfætteren William Heinesen også siger i brevbiografien Det dyrebare Liv. Breve udformet som essays skrev denne Jørgen-Frantz Jacobsen, "ejendommeligt lykkeberuste", selv under den snigende og langstrakt pinefulde sygdom, hvor evige og skiftende sanatorieophold fremtræder nærmest som musikalske skæbnefortællinger.
Nu foreligger med titlen Den yderste kyst som en slags efterslæt et udvalg af kronikker og breve til Heinesen, foretaget med efterskrift af landsmanden Jógvan Isaksen, lektor ved Københavns universitet. Det indbefatter et uddrag af Jacobsens bog om Færøerne. Natur og Folk (1936), en fin, nostalgisk indføring i den svundne færøske almuekultur, hvor den romantiske side af hans faglige og saglige historiebevidsthed træder frem. Det suppleres med erindringsessays om barndom og slægt, i en indkredsning af det færøske særpræg af værdighed, enkelhed og let ironi.

Overlærer Lauritsen
Skoleerindringerne er uimodståelige, bl.a. i den modstræbende beundring for overlærer Lauritsen og hele lærerstaben, der kan beskrives i mytologiske vendinger med denne Jupiter i spidsen og den lokeagtige magister Michelsen fjendtlig ved hans side. Det var overlæreren, der indførte ham i den pragtfulde verden, der hedder dansk salmedigtning, høstlig gylden og bundtrist jammerfuld. Overlæreren fastslog overbevisende, at Gud var verdens Gud og han, overlæreren, skolens Gud med magt langt uden for skolens verden. Jacobsens siger det med virkelig beundring for hans patriarkalske og disciplinære genius. Han stod også for undervisningen i litteratur, som han meddelte umiddelbart og uden pegepind. Her er et opgør med den biografiske litteraturforståelse: "Der skubbes et isoleringslag af skoleidioti ind mellem eleven og de digterværker, han skal nyde godt af, og som trods alt er vigtigere end digteren." Så temmelig nykritisk var Jacobsen, også i sin karakteristik af professor "Vilhelm Andersens åndfuldt besnakkende forelæsninger."
Men det er brevenes varme fortrolighed, der afsætter det stærke indtryk af en fribåren personlighed med en intakt glædesevne. Ikke mindst den lange sansemættede rapport fra en tidlig Frankrigsrejse, 1922, ad turistens sædvanlige rute, som opleves naivt skarpsindigt i overraskende detaljer, Avignon med pavepaladset og Orange, hvor hans ser en tragedieopførelse i det mægtige amfiteater, Marseille med Cannebièren, Arles og Tarascon, hvor han valfarter til sin litterære yndlingsfigurs hus, Tartarin, som Alphonse Daudet har skabt ham. Jacobsen var måske ikke en storlæser, men grundig med hensyn til sine favoritter, Goethe, Molière, Voltaire, Anatole France og især La Rochefoucauld, hvis maximer tilfredsstillede hans sans for sober sandfærdighed og afsky for lumre vaneforestillinger om død og tapperhed og forfængelighed.
Hans egen skepsis kommer til orde i en hvas kritik af Poul Henningsen, som han i saglighed ellers står nær, men ækles ved for hans billige, ufølsomme teorier om en demokratisk, helst proletarisk kunst. "Hvad Satan rager sociologien den mindste smule poesien?" Otto Gelsted derimod, siger han, vidste noget om den almagt, det bor i dansen og i poesien, den frigjorte uanvendte kunst.

Tidstypisk sammenstød.
Poesi viser sig hos Jørgen-Frantz Jacobsen selv i den nærmest prosalyrisk præcise skildring af den lille, grønne Isle of May i fjorden ud for
Leith i Skotland, ligeledes i en køretur til Sjællands Odde og i synet af den færøske bugt Sjeydir lige ud mod Nordhavet.
Jørgen-Frantz Jacobsens venner beundrede ham som skribent, men troede næppe på ham som forfatter. De måtte dog give sig for den næsten færdiggjorte roman, han efterlod sig, Barbara, nøje tegnet efter model, Estrid Bannister Good, der just er død 95 år gammel, men altså også nærmest udødeliggjort. Han var ikke god til at finde på, og at romanen er gjort efter naturen, er så mange træk i disse papirer vidnesbyrd om med deres journalistiske verve. William Heinesen opbevarede 1.500 breve fra vennen. Dem kommer man med tiden ubetvivleligt til nærmere kendskab om.

*Jørgen-Frantz Jacobsen: Den yderste kyst og andre essays. 96 s., 148 kr. Fisker & Skou

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her