Læsetid: 3 min.

Udvist efter et spark i maven

15. januar 2000

Klammeri med togrevisor blev kostbart for ung somalier

Retsformanden og de to domsmænd i Struer lagde vægt på "de meget begrænsede følger af den udøvede vold", da de i august 1999 nøjedes med at idømme en 22-årig somalisk flygtning 30 dages fængsel for at sparke en kvinde i maven.
Men "de meget begrænsede følger" redder ikke den 22-årige fra udvisning i fem år.
Hans problem er, at kvinden, som han sparkede under en togrejse i april 1999, er togrevisor og således omfattet af straffelovens paragraf 119 - altså reglen om "vold mod tjenestemand i funktion", som den hedder i daglig tale.
Folketinget vedtog med den såkaldte udlændingepakke i juni 1998, at en udlænding kan udvises, hvis han er idømt blot en kortere frihedsstraf for overtrædelse af en række straffelovsparagraffer - heriblandt 119.
Vestre Landsret i Viborg skærpede i december dommen over den 22-årige til 40 dages fængsel og fastholdt udvisningen:
"Selv om vi har forståelse for din situation, så har vi ikke fundet, at vi kunne gøre dommen betinget," forklarede retsformanden, landsdommer Stig Glent-Madsen, ifølge retsreferatet i den lokale avis, Dagbladet. Og netop denne retsformand kan ikke beskyldes for at være flygtningefjendsk. Han er tidligere næstformand i Dansk Flygtningehjælp.

Skænderi om billet
Den 22-årige var i april 1999 steget på et regionaltog i Struer sammen med to andre somaliere uden at have købt billet på forhånd.
Han kom i skænderi med togrevisoren, da hun krævede 25 kroner i ekstragebyr for billetter købt i toget.
I domsmandsretten i Struer forklarede den 22-årige, at han i frustration sparkede ud efter dørkarmen i togrevisorens tjenestekupe, som han var på vej ud af, og at han derved kom til at ramme hende i maven. Dommerne fandt det bevist, at han havde sparket togrevisoren i maven, "og at der er tale om en forsætlig handling".
De henviste til togrevisorens vidneforklaring og afviste "at der har været tale om forståelsesvanskeligheder mellem tiltalte og vidnet".
Den 22-årige blev også dømt for godt to uger senere med en kniv at snitte hul i en ung mands jakke uden for en ungdomsklub og for at tilføje ham en "fem mm stor overfladisk snitlæsion" på maven. Denne del af dommen var imidlertid ikke anledning til udvisningen.
Her er den 22-årige dømt efter straffelovens paragraf 260 om ulovlig tvang. Det er ikke en af de straffelovsparagraffer, der giver særlig nem adgang til udvisning.

De facto-flygtning
Den 22-årige kom til Danmark i juni 1996 og har status som de facto-flygtning. Han bor i Struer sammen med sin storesøster.
Socialrådgiver Lene Brandsborg, der mødte den 22-årige, mens hun arbejdede for Dansk Flygtningehjælp, og som også har hjulpet ham siden, oplyser, at den han trak sig ind i sin selv og afbrød forbindelsen til en stor del af sine venner efter byretsdommen i august.
Efter landsretsdommen i december flygtede han til Norge, hvor Lene Brandsborg har været i telefonisk kontakt med ham. Hun håber at kunne overtale ham til at vende tilbage til Danmark:
"Han troede, han kunne starte et nyt liv et andet sted. Det havde han vist ikke rigtig tænkt igennem," siger Lene Brandsborg.
Hun beskriver den 22-årige som umoden, psykisk ustabil og traumatiseret - blandt andet af at have set sin far blive skudt i Somalia.
Den 22-åriges forsvarer Anne Grete Kampmann har søgt Procesbevillingsnævnet om tilladelse til at indbringe sagen for Højesteret. Nævnet forventes at tage stilling til ansøgningen 28. januar eller 4. februar.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her