En nye udgave af 'Danske digtere i det 20. århundrede' er på vej. Her fortæller værkets redaktør, professor i litteraturvidenskab Anne Marie Mai om nyskabelser, linjer og overvejelser i forbindelse med arbejdet
Interview
Torben Brostrøm, der sammen med Mette Winge redigerede den forrige udgave af Danske digtere i det 20. århundrede, griber i sin indledning 100 år tilbage.
Dengang mente kritikeren Niels Møller, ifølge Brostrøm, at 1870'ernes og 80'ernes gennembrudsdigtere, altså folk som Pontoppidan, Bang og J.P. Jacobsen ikke kunne måle sig med romantikerne i det 19. århundredes begyndelse. Der var sket en kvalitetsforringelse, samtidig med at den almene dannelse var blevet mere udbredt, syntes Møller.
Brostrøm, der skriver sin indledning i efterdønningerne af studenteroprør og midt i masseuddannelsernes store bølge, bemærker, at man kunne fristes til at sige det samme i dag - hvis ikke netop afstanden havde belært os om, at Pontoppidan, Bang og Jacobsen fint kan måle sig med romantikerne. Fortsætter den nye udgave denne linje, eller lægges der en helt ny, spørger vi.
"På en måde kan man godt sige, at jeg fortsætter betragtningen," svarer Anne Marie Mai. "Dog med en anden vægtning - idet jeg tager udgangspunkt i det paradoks, at litteraturen læses af få, men på den anden side når langt ud i kraft af uddannelsessystemet. Litteraturen er en art nicheproduktion på linje med bisonokse- og strudseavl, men den er samtidig hele tiden på den offentlige dagsorden, hvad man blandt andet kan forvisse sig om på den årlige bogmesse i Forum, hvor folk strømmer til for at høre digterne læse op og blive interviewet. Samtidig er der sket et fald i antallet af titler, der sælger mere end 5.000 eksemplarer."
Mange nye
- Hvordan afspejler situationen sig i den nye udgave?
"Det er jo den litteratur, der ikke sælger i mange eksemplarer, det i høj grad handler om. Også Ib Michael og Benny Andersen er naturligvis med, men der er taget mange forfattere med, som ikke er nået så langt ud endnu - eksempelvis Pablo Henrik Llambías, som jeg finder meget spændende, skarp og intelligent."
"Jeg har hellere villet tage én for meget med end én for lidt," siger Anne Marie Mai.
"Desuden skal man kunne finde dem, der bruges meget i undervisningen, såsom Katrine Marie Guldager og Helle Helle."
Af andre nytilkomne nævner Anne Marie Mai Christian Skov og Günter Hansen samt Hans Otto Jørgensen, der både selv får et portræt og som skriver om Marie Bregendahl med hvem han på en måde deler tematik hen over generationerne, siger hun.
"De har begge på forskellige præmisser en forbindelse til det folkelige gennembrud."
"Og så er der Henrik Pontoppidan! Såvel Lykke-Per som De dødes rige er udgivet på tærsklen til det 20. århundrede, og han skrev helt til 1943, så han indleder Bind I."
- Hvad er røget ud?
"Nogle af de mere perifere er ikke længere med, men jeg synes ikke, vi har foretaget voldsomme omvurderinger. Eksempelvis Storm-P. kommer dog muligvis ikke med. Jeg havde sat en skribent på, men han mente, det var for dårligt."
I forhold til den tidligere udgave er overblikket samlet ét sted: Anne Marie Mai har skrevet 50 siders samlet fremstilling til hvert af bindene - sat efter de individuelle forfatterskabsportrætter. Til gengæld optræder der ikke samleartikler henad vejen.
"Mine artikler kan ikke stå uden portrætterne," understreger hun, "de udgør en klangbund, samtidig med at de samler en række forfattere op, som ikke får selvstændige portrætter."
"Det er en svær balancegang at undgå, at det bliver en opremsning af 'dem-der-ikke-kom-med'. Men jeg har været i den priviligerede situation, at værkets skribenter har læst mine artikler og har gennemtærsket dem, gjort sig tanker og gjort opmærksom på ting, jeg havde overset. Det har jeg været utroligt glad for."
Intervieweren lufter nogle af sine mistanker til 'udgåede' forfattere, og disse bekræftes i det store og hele til:
Finn Methling og Henning Ipsen finder man således ikke i den nye udgave. Mere overraskende er det måske, at også en række ældre realister af en vis betydning såsom Poul Ørum og Hans Lyngby Jepsen må undvære selvstændige portrætter. Martha Christensen og Knud Hjortsø hænger på vippen, Ingeborg Buhl og Aase Hansen er ude.
Til gengæld får Hulda Lütken, Tove Meyer og Bodil Bech, der hidtil har været faste trillinger i samleartiklernes anden division, hver deres artikel - skrevet af redaktør Mai personligt:
"Jeg skrev om dem i endnu en samleartikel til Kvindelitteraturhistorien og havde frygtelig dårlig samvittighed over at gentage traditionen. Så nu er det nok!"
Større overblik
- Nu har vi talt om eksempler, hvad er de overordnede retningslinjer?
"Tja, det er jo noget så umuligt, som at det skal være den bedste litteratur!"
- Er det eneste kriterium?
"Nej, vi er også gået efter forskellige slags forfattere. Man kan jo være forfatter på mange måder, for eksempel skriver Carsten Jensen en særlig rejseessayistik. Man kan være eksklusiv lyriker, bredt fortællende eller samfundsdebatterende. Ebbe Kløvedal Reich er for eksempel repræsenteret, for at vi kan få hans måde at være forfatter på. En slags politisk brugslitteratur."
"Der er færre digtere med i den nye udgave, til gengæld er portrætterne lidt større. De mindste er på fem sider, mange er på 22-25 og de vigtigste helt op til 30 sider."
Anne Marie har lagt vægt på at lægge offentligt frem, hvad værket skulle indeholde; hun har ønsket at lytte til kolleger, til de forslag, der kommer ind på projektets hjemmeside, og desuden er der blevet indgået en aftale med enkelte gymnasieskolers 3. g-klasser om, at eleverne kan stille spørgsmål, således at der også er en hot-line til de undervisningsbehov, værket skal opfylde.
"Jeg ved, at man begår fejltagelser, man kan ikke undgå det, så selvom jeg ikke er lige begejstret for alt, hvad der kommer med, så vil jeg ikke ind i dén fejltagelse, der består i, at det udelukkende er min opfattelse, der hersker."
- Men værket er vel på den anden side ikke et resultatet af en afstemning?
"Nej, for nogen skal jo træffe en beslutning, og det er mig. Men der er skribenter, som er kommet med noget, de gerne ville skrive om, og når det er noget, som gode læsere brænder for, så siger jeg ja, selvom jeg ikke brænder selv."
De gode læsere, Anne Marie Mai taler om, udgør en helt ny generation af skribenter. På kritikersiden er der ikke mange gengangere fra den foregående udgave, det er den unge generations kanon, vi får, bekræfter hun.
"Jeg har dels forsøgt at tænke i temperamenter, der klinger sammen - og jeg har også gerne villet have norske og svenske synsvinkler ind. Således skriver eksempelvis norske Tone Selboe om Karen Blixen."
De litterære metoder
- Den forrige udgave var til dels præget af den universitære mode på daværende tidspunkt - marxistisk og psykoanalytisk litteraturforskning, arbejderlitteratur og kvindelitteratur. Hvilke teoretiske strømninger ligger bag den nye udgave?
"Opgaven består jo i at forene forfatterportrættet med den litteraturhistoriske artikel, og det har været ganske vanskeligt for skribenterne. Næsten ingen har fundet opgaven let."
"De unge er jo vant til poststrukturalisme, til at 'forfatteren er død', opgået i sit værk, og hvordan forvalte forfatterskabsportrætter på den baggrund? De er fremragende tekstlæsere, men ikke vant til den genre, der kræves her."
"Vi har valgt at forvalte dén tradition sådan, at forfatterskabet er den overordnede kategori, hvor forholdet mellem forfatterens liv og værk er én af de vinkler, man kan lægge på det. Vi prøver, om vi kan bruge helheden, altså forfatterskabet som formidlingskategori."
"Samtidig læses eksempelvis nogle af de kvinder, som 70'ernes kvindebevægelse fandt frem og sikrede plads i litteraturhistorien under nye synsvinkler. For nu, de er sikret, kan man godt tænke anderledes. Agnes Henningsen ses således fra en tekstnær synsvinkel, og Thit Jensens historiske romaner sættes ind i en romantisk tradition af Karin Esmann, hvis baggrund netop er kendskabet til Romantikken."
Endnu et gennembrud
- Har de nye synsvinkler også betydet, at der er dukket nye linjer op, nu hvor en pæn del af artiklerne er i hus?
"Bind tre, som er færdigt, viser måske, at ti-års-tænkningen, som vi har vænnet os til, ikke er så relevant endda. Forfatterne er ikke enige, men jeg ser det sådan, at der sker en vældig brydning i 60'erne. Den begynder med den modernistiske samtidsbetragtning og brydningen viser sig i dag som en samtidighed mellem mange forskellige strømninger. Mit eget stikord til samling af tendenserne er 'Det formelle gennembrud'."
"Det er en synsvinkel, der for eksempel lægger en ny forståelse ned over 70'er-avantgarden, der kan ses som en formens prøvelse."
Som repræsentanter nævner Anne Marie Mai den unge Kirsten Thorup med I dag er det Daisy, Love from Trieste og Baby. Men hun nævner også Inge Eriksens Victoria og verdensrevolutionen, hvilket umiddelbart forekommer mindre indlysende.
"Victoria og verdensrevolutionen indgår meget bevidst i en debat med dannelsesromanen," påpeger Anne Marie Mai imidlertid og fremhæver som én af landvindingerne ved den formelle synsvinkel, at man får øje på de gåseøjne, Inge Eriksen sætter om genren, og som man ikke havde sans for i 70'erne.
"Med mit begreb om 'det formelle' lægger jeg vægten på, at man i de forskellige værker kan rette fokus mod forskellige steder. Og i det øjeblik, man retter det mod ét aspekt, spidsformuleres samtidig andre sider af værket. Ser man eksempelvis på Suzanne Brøggers kvindepolitiske værker, sættes der samtidig fokus på såvel den skrivende som på læseren. Betegnelsen, 'det formelle gennembrud' skulle gerne virke formidlende og øjenåbnende," slutter Anne Marie Mai.
*Bind III: Fra Kirsten Thorup til Solvej Balle udkommer efteråret 2000 - Bind I: Fra Henrik Pontoppidan til Karen Blixen og Bind II: Fra Morten Nielsen til Hans-Jørgen Nielsen forventes afsluttet år 2002
