Læsetid: 4 min.

USA går til kamp mod aids i Afrika

12. januar 2000

USA vil fordoble den årlige bevilling til bekæmpelsen af aids i Den Tredje Verden. FN's Sikkerhedsråd sætter kampen mod aids på dagsordenen

BOSTON - Den katastrofale aids-epidemi i Afrika syd for Sahara er langt om længe dukket op på den politiske radarskærm i USA.
Mandag tog vicepræsident Albert Gore plads i Sikkerhedsrådets formandsstol og bebudede, at den amerikanske regering vil anmode Kongressen om at fordoble den årlige bevilling til bekæmpelse af hiv/aids i Den Tredje Verden.
Samme aften blev emnet taget op i en tv-debat mellem de seks republikanske præsidentkandidater, og de to førende - guvernør George W. Bush og senator John McCain - erklærede begge, at de kunne støtte en bevilling i næste finansår på 342 mio. dollar under den forudsætning, at pengene ender i de rette hænder.
Det er helt uden fortilfælde, at Sikkerhedsrådet sætter en verdensomspændende epidemi på dagsordenen. Initiativet blev taget af USA, der fra 1. januar overtog formandsskabet i rådet under ledelse af den nye FN-ambassadør Richard Holbrooke.

Holbrooke i Afrika
I december besøgte Holbrooke flere afrikanske lande, hvor aids-epidemien raser.
"Jeg var blevet godt orienteret i forvejen, men intet kan måle sig med virkeligheden. Jeg så mennesker ligge der og dø, forældreløse børn der lever på gaden og folk i panik over at skulle blive testet for hiv," siger han til Newsweek.
Holbrooke bad vicepræsident Gore om at holde USA's indlæg og lede debatten i Sikkerhedsrådet for at skabe mere opmærksomhed om aids-epidemien i USA og på international plan.
I første omgang modsatte Kina og Rusland sig initiativet af frygt for, at rådet vil tage andre humanitære emner op af en karakter, som berører de to lande direkte. Men USA lovede, at aids-debatten ikke vil skabe præcedens.
Vicepræsident Gore har været involveret i Clinton-regeringens aids-politik, hvilket gjorde ham til et naturligt valg som taler. Han er imidlertid også demokratisk præsidentkandidat og vil høste politisk gevinst blandt homoseksuelle og sorte vælgere ved at bringe aids-epidemien frem i lyset under primærvalgene.

Sikkerhedstrussel
I sin tale argumenterede vicepræsident Gore for, at hiv/aids er blevet en sikkerhedstrussel for afrikanske lande syd for Sahara. Derfor er emnet en debat værdig i Sikkerhedsrådet.
"Det skyldes, at epidemien ikke kun truer borgerne i disse nationer, den truer også de institutioner, som staterne er lavet af, og som skal forsvare deres eksistens," sagde Gore i FN.
Verdensbankens præsident James Wolfensohn uddybbede dette punkt.
"Epidemien er et mere effektivt middel end krig til at destabilisere lande. I Afrika ser vi, at aids sætter de sidste 40 års fremgang tilbage. Eksempelvis er den gennemsnitlige levetid steget med 20 år; i 2010 vil den gevinst være gået tabt på grund af epidemien."
Wolfensohn fortsatte: "Tænk blot på situationen i Botswana, Namibia, Zambia og Zimbabwe, hvor en fjerdedel af alle unge mellem 15 og 19 er hiv-positive. Disse lande mister skolelærere, dommere, advokater, regeringsembedsmænd, soldater og officerer hurtigere, end de kan blive erstattet."

Vil overgå byldepest
Verdensbanken vurderer, at det internationale samfund bør spendere mellem 1 og 2,3 mia. dollar om året i officiel bistand til forebyggelse, uddannelse, hjemmepleje, blodprøver og pleje af millioner af forældreløse børn i Afrika syd for Sahara. I denne region er 13,7 mio. mennesker døde af aids siden epidemiens start, og der findes i dag 10 mio. forældreløse, hvor af mange er hiv-smittede.
Med mindre FN og de rige lande griber ind og afrikanske lande og deres ledere iværksætter en gigantisk oplysningskampagne, vil disse tal nå dimensioner, som langt overgår byldepestens ofre i Europa i middelalderen. En katastrofe, der i øvrigt molesterede økonomi og infrastruktur i flere generationer frem.
Afrikanske staters akutte pengemangel forværres af deres høje gæld til vestlige banker og regeringer. Gældsfrigivelse koblet sammen med mere bistand og salg af billigere medicin bør ifølge FN's aids-organisation og Verdensbanken være vejen frem.

Kampen mod stilheden
Men det blev også stærkt fremhævet under debatten i Sikkerhedsrådet, at den sociale udstødelse og tys-tys behandlingen af hiv-smittede og aids-syge er kilden til spredning af sygdommen i Afrika.
"Det første slag, der skal vindes i krigen mod aids, bliver kampen mod den mur af stilhed og skam, som omgiver sygdommen," sagde FN's generalsekretær Kofi Annan.
Den tolkning af problemet er ikke ovenud populær blandt nogle af de afrikanske delegationer i FN. At knytte promiskuøs seksuel adfærd til sorte afrikanere bringer uhyggelige minder om fortidens racisme i Afrika og Amerika tilbage.
Emnet er så følsomt, at det har været svært at få afro-amerikanske ledere til at engagere sig dybt i en kampagne til gavn for aids-ramte i Afrika.
Vicepræsident Gore tog imidlertid handskerne af i et interview i går med avisen Boston Globe.
"Den eneste udvej er at ændre den seksuelle adfærd i Afrika syd for Sahara. I stedet for at knytte skam til AIDS, bør promiskuitet stigmatiseres."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her