Læsetid: 11 min.

USA's nye ansigt

8. januar 2000

I løbet af de næste 25 år overtager USA's spanske befolkning pladsen som største minoritet fra afro-amerikanerne. Det har konsekvenser for det amerikanske samfund, hvor også politikerne er begyndt at satse mere på den nye magtfaktor

Det gav et lille gip i mangen en amerikaner, da de for nogle måneder siden kunne læse, at den lille Texas-by El Cenizo havde droppet engelsk som det officielle sprog, og i stedet indført spansk. Årsagen var dog enkel, for som vicepræsident Al Gore sagde på et vælgermøde i Californien noget tid efter: "Somos un nacion de immigrantes, y con orgullo".
Lyder det som en god historie? Det er det ikke. Det er amerikansk virkelighed anno 1999/2000, og et udtryk for en udvikling, der er fulgt i slipstrømmen af årtiers indvandring til 'mulighedernes land'. Eller som Al Gore sagde: "Vi er en nation af immigranter, og med stolthed".
At han sagde det på spansk i netop Californien, var naturligvis ingen tilfældighed. Siden 1960'erne - og kulminerende i 1980'erne - har USA oplevet en massiv tilstrømning af folk fra Syd- og Mellemamerika, og sammen med stater som Texas, New York, Florida og Illinois er Californien blandt de amerikanske stater, der har den største koncentration af spansktalende. Nogle steder er det ligefrem vanskeligt at kommunikere, hvis man kun taler engelsk.

Vågn Amerika
De spansktalende udgør en befolkningsgruppe, som er i hastig vækst. Om bare 25 år vil den 'spanske' befolkning have passeret afro-amerikanerne som USA's største minoritet og vil udgøre 17,6 procent af befolkningen mod nu 11,5 procent. Tal fra det officielle amerikanske statistikkontor, U.S. Census Bureau, viser, at afro-amerikanerne tilsvarende vil øge deres andel beskedent fra 12 til 13 procent mod asiaternes fra knap fire til godt seks procent. De hvides del af befolkningen vil falde fra 72 til 62 procent.
Og for nu at slutte den indledende talgymnastik kan nævnes, at de fleste hispanics, ca. 60 procent, er fra Mexico, mens de øvrige er en sammensat gruppe af folk fra 22 lande. Mexicanernes andel af det samlede antal immigranter er den største siden 1840'ernes irske indvandring.
Påvirkningen fra de spansktalende grupper viser sig alle mulige steder. I efteråret kunne New York Times fortælle om en seerundersøgelse, der viste, at den spansksprogede tv-station WXTV Channel 41, der sender programmer som Despierta América (Vågn, Amerika) og sæbeoperaen Tres Mujeres, havde overhalet den engelsksprogede (!) tv-kanal UPN med programmer som Star Trek. Selv om UPN ikke just er den mest sete tv-kanal blandt de engelsk-sprogede kanaler, så vidner det alligevel om en udvikling.
Det samme gjorde årsmødet i National Hispanics Fondation of Arts i Washington, hvor 'latinske' skuespillere, advokater og politikere bebudede en to ugers tv-boykot i protest mod, at de er underrepræsenterede i tv. Sidste år havde de kun 3,8 procent af tv-rollerne.
"Hvis tv-direktørerne ikke er så optagede af os, at de inkluderer os i familiebilledet, hvorfor skulle vi så være optaget af deres programmer?", spurgte skuespilleren Esai Morales, en af medstifterne af organisationen retorisk.

En politisk magtfaktor
Også fra politisk hold ses en øget fokusering på den spanske befolkning, og den udvikling vil tage til, mener bl.a. den politiske analytiker Eddie Mahe fra Washington-firmaet The Eddie Mahe Company.
"På længere sigt vil det ikke være muligt at blive præsident i USA uden støtte fra hispanics", siger han til Information.
To af de mest fremtrædende kandidater til næste års amerikanske præsidentvalg, vicepræsident Al Gore og hans republikanske rival, Texas-guvernøren George Bush Jr., har allerede gjort deres til at appellere til den spanske befolkningsgruppe. Al Gore demonstrerer som nævnt gerne sine spansk kundskaber, og det samme gør George Bush Jr., der taler flydende spansk og tilmed er spansk gift.
At Al Gore valgte at slå på sit spanske i Californien var i sig selv betegnende for udviklingen. Netop dér så man en stærkt indvandrerfjendsk for ikke at sige hadsk debat i de økonomiske nedtursår i begyndelsen af 90'erne. Det var bl.a. den debat, der førte frem til det omstridte Lovforslag 187, som blev vedtaget ved en folkeafstemning i 1994, og som lagde op til at fratage illegale immigranter en lang række rettigheder, herunder til at sende deres børn i skoler (i USA er man ellers automatisk statsborger, hvis man er amerikansk født) og til en række sundhedsmæssige og sociale ydelser. Loven blev siden underkendt af Højesteret, der fandt den i strid med forfatningen, og takket være de senere års økonomiske opsving er der nu atter faldet ro over situationen - uden at det dog nåede at hindre vedtagelsen af programmer, som standser to-sproget undervisning i skolerne og positiv særbehandling af minoriteter ved diverse uddannelsesinstitutioner.
Til gengæld synes man at have opgivet den intense kamp mod den illegale indvandring, der i begyndelsen af 90'erne forekom at være et mantra for de californiske politikere. Et fænomen, der samtidig knytter sig langt mere til de 'latinske' indvandrere end nogen anden gruppe.
"For hver mile du kører ned ad Highway 99 i Californien, kan du samle et ladfuld illegale indvandrere. Det ved alle, men ingen gør rigtig noget", siger advokat Julie Pearl, der er partner i det ansete San Francisco-advokatfirma Munro, Nelson & Pearl, der er specialister i immigrationssager.
Hun mener, at myndighedernes passivitet udtrykker en forståelse mellem myndigheder og frugt- og landbrugsindustrien, der atter har brug for billig og føjelig arbejdskraft.
"Amerikanske arbejdere vil ikke arbejde for fire dollar (ca. 28 kroner) i timen og uden nogen form for beskyttelse i øvrigt", siger hun, men peger på at myndighederne til gengæld har skærpet indsatsen mod illegal indvandring ved grænsen til Mexico.
"Her er der et enormt pres på grænsen, og det er der alene af den grund, at den 2000 miles lange grænse mellem USA og Mexico samtidig er den grænse i verden, hvor der er den største indkomstforskel mellem to nabostater", siger Julie Pearl.

Politisk mobilisering
Debatten om den omstridte lov nr. 187 fik også andre konsekvenser, som dog næppe var tilsigtede for dens oprindelige fortalere: Den mobiliserede Californiens ellers passive latinske vælgere. Det registrerede antal latino-amerikanske vælgere voksede fra 800.000 i 1994 til næsten fem millioner fire år efter, og det var samtidig hovedårsag til, at den republikanske kandidat tabte det seneste californiske guvernørvalg til demokraternes Gray Davis. Ligesom det førte til, at Cruz Bustamante blev viceguvernør og dermed den første latino på en statslig post siden 1870'erne.
Tilsvarende var de latinske vælgere en vigtig forklaring på præsident Clintons valgsejr, og alt sammen har det naturligvis fået konsekvenser, også for amerikansk politik. Ifølge en politisk kommentator som Ronald Brownstein er der bl.a. sket en ændring i magtbalancen hos republikanerne fra de mere fremmedfjendske over mod de - på dette punkt - mere liberale.
"Indflydelsen har flyttet sig fra Californien (der traditionelt tegner den hårde linje i indvandrerspørgsmålet) til republikanske ledere fra andre grænsestater (som Bush fra Texas og Arizona-senator John McCain), hvor disse spørgsmål traditionelt ikke har været polariserede", skrev han i en kommentar i Los Angeles Times.

Tiger Woods - prototype
Betyder det så, at USA igen vil leve op til den polerede myte som den store smeltedigel, hvor immigranter stille og roligt flyder sammen med resten af samfundet? Eksperterne er uenige.
Nogle mener, at USA vil opleve en parallel til de tidligere immigrationsbølger, herunder bølgen fra 1881 til 1923, der omfangsmæssigt kommer tættest på de seneste 30 års. Også dengang var der en til tider hadefuld indvandrerdebat, der førte til forbud mod kinesisk indvandring, og som i 1880 fik New York State Board of Charity til at opkaste denne svada mod de europæiske brødre: "Europa sender sine blinde, idiotiske, forkrøblede, epileptiske, skøre og andre, der er ude af stand til at klare sig selv, for derved at undgå byrden ved selv at skulle tage sig af dem".
Men antistemningen blev afløst af en sammenvoksning af de nye befolkningsgrupper med resten af samfundet - forbeholdene turde dog være velkendte - og hyldes på bedste amerikanske vis i Broadway-musicals som Ragtime som et bevis på, at USA i bund og grund har plads til alle. I dag er San Franciscos, New Yorks og andre byers China Towns en naturlig del af den amerikanske dagligdag. På samme måde som italienske og irske bydele er blevet det. Det samme vil ske i forhold til de nuværende immiganter, mener den ene fløj af analytikere.
"Vi vil ikke opleve de store ændringer alene som følge af de spansktalendes tiltagende andel af befolkningen. Om 30-40 år vil de også være amerikanere", siger blandt andet Eddie Mahe i Washington, og han støttes af lederen af indvandrerorganisationen La Raza, Raul Yzaguirre.
"Udviklingen indebærer ikke en fundamental ændring af Amerika. Det er en naturlig del af vores udvikling som nation", sagde han til avisen USA Today.
Andre peger på, at de mange ægteskaber mellem forskellige etniske grupper yderligere vil udvande skellet. Ifølge demografiske analyser er det op mod 30 procent af hispanics og asiater, der gifter sig med folk uden for deres egen etniske gruppe, og for de latinske tredjegenerationsindvandrere er andelen så stor som 57 procent.
"I fremtiden vil mange af os ligne Mariah Carey. Eller Soledad O'Brien. Eller Tiger Woods", stod der 7. september på forsiden af avisen USA Day, der under overskriften Amerikas Nye Ansigt henviste til, at alle de tre nævnte berømtheder - og en række andre - er resultatet af blandede ægteskaber.

Etnicitet á la carte
Udviklingen er også årsag til, at det amerikanske statistikkontor til næste år vil åbne for, at adspurgte kan vælge mere end en kategori på spørgsmålet om deres etniske tilhørsforhold. Hvad man så i øvrigt vil lægge i latino- eller hispanic-begrebet er en helt anden ting: I nogle mexicanske familier kan der både være nogen, der ville kalde sig hvide, og nogen som ville kalde sig mexicanere eller amerikanske Tex-Mex. Både hvad angår udseende, sprog og anden baggrund, er det en broget skare.
Omvendt er der tale om en så massiv indvandring af spansk-talende, der samtidig er så geografisk tæt på deres oprindelige kultur, at de i højere grad end tidligere tiders immigranter bevarer en kontakt med deres kultur, f.eks. ved besøg hos familie og venner. Folk som Rand Quin, politisk koordinator for indvandrerorganisationen Coalition for Immigrant and Refugee Rights i San Francisco, mener, at det på en eller anden måde vil påvrke USA.
"En anerkendelse af spansk som officiellt sprog ligger næppe lige om hjørnet, men den politiske prioritering vil givet blive påvirket", siger han til Information.
Ligesom flere andre er han bekymret over, at især immigranter rammes af fattigdom, og at disse grupper samles i socialt belastede områder med skoler i forfald, narkomisbrug og kriminalitet, ligesom der er et stigende pres mod den tosprogede undervisning, som mange ser som en nøgle til at sluse fremmedsprogede ind i det amerikanske samfund. I dag er de såkaldte barrios således et velkendt fæmomen i de amerikanske storbyer, hvor 'latinske' indbyggere lever afsondret fra andre grupper med spansk sprog og sydamerikanske skikke. Man er omgivet af storby, uden at være en del af den.
"Man får let en ond cirkel, hvor det er svært at få en uddannelse, som kan bringe en videre", siger Rand Quinn.

Underklassen vokser
I Texas - en anden stat med mange immigranter - siger en af lederne i USA's sjette største skoledistrikt, Houston Independent School District, at der er et stigende pres på skolerne for tidligt i skoleforløbet udelukkende at undervise på engelsk, hvorved mange af de spansktalende elever falder fra.
"Generelt synes debatten at vise, at der er en mere agressiv only-english bevægelse end tidligere, og at det kan få negativ effekt på de tosprogede programmer, der netop er en af hovedårsagerne til, at vi har fået mindsket den andel af elever, som dropper ud af skolen", siger hun.
Netop frafaldsprocenterne er et stort problem, viser en ny undersøgelse, Closing the Education Gap: Benefits and Costs, fra organisationen RAND. Den viser en stigende forskel i uddannelsesniveauet for hvide og asiatiske amerikanere på den ene side og hispanics og afro-amerikanere på den anden.
Ifølge rapporten vil hispanics og afro-amerikanere stå for 40 procent af befolkningen i år 2015, men for 75 procent af de uddannelsesmæssige frafald. Hvide og asiater vil omvendt tegne sig for 89 procent af de universitetsuddannede i år 2015, forudser RAND, der samtidig påpeger, at det i stigende grad er vanskeligt at klare sig på arbejdsmarkedet uden en universitetsuddannelse. Fra 1980 til 1997 voksede antallet af job, der som minimum krævede en universitetsuddannelse, med 34 millioner, mens der i samme periode forsvandt syv millioner job for folk, der var gået ud af gymnasiet. Dertil kommer, at der har været et fald i lønningerne for folk, der kun har en gymnasieuddannelse eller mindre.
"Efterspørgslen efter offentlige serviceydelser vil stige, efterhånden som en stadig voksende underklasse opstår og nationens sociale og politiske sammenhæng udhulet, efterhånden som indkomstforskelle mellem etniske grupper i USA udvides", advarer RAND-rapporten.

Hullet i midten
En tilsvarende advarsel kommer fra journalisten og forfatteren til bogen Strangers Among Us, Roberto Suro, der ganske vist erkender, at flertallet af indvandrere klarer sig godt - markedsanalytikere taler om, at tre fjerdedele af de latinske husholdninger er rykket op i middelklassen. Men han minder samtidig om, at fattigdomsfrekvensen i 1997 var dobbelt så stor blandt latino-amerikanere, som arbejdede fuld tid, end blandt afroamerikanere, og tre gange højere end for hvide.
Ifølge Roberto Suro er det også en anden virkelighed, der omgiver nutidens immigranter. De tider er ovre, da immigranter typisk oplevede et tre-trins forløb i deres sociale udvikling: Mens første generation måtte tage, hvad de kunne, kunne den næste generation få et bedre job i industrien og derved skaffe penge til, at den tredje generation kunne få en videregående uddannelse. Sådan er det ikke længere, påpeger Suro og henviser til, at antallet af job ved samlebåndene i industrien og lignende er faldende, og at købekraften hos de dårligst lønnede - heraf mange immigranter - har været faldende op gennem 1980'erne. Med det udbredte forfald i skolesystemet - i mange stater finansieres det over ejendomsskatten, hvorved de socialt dårligst stillede områder har færrest penge, og de bedre stillede flygter over i private skoler eller rigere skoledistrikter - er problemet kun blevet værre. Byplanlæggerne kalder dette fænomen the hole in the doughnut: De bedre stillede forlader byernes kerne, og efterlader et hul fyldt af sociale problemer:
"Immigranter og farvede har en øget tendens til at bo i de dårligst stillede områder, hvor skolerne mange steder er i totalt forfald. Det påvirker naturligvis motivationen hos alle, og igen kan man så risikere end ond cirkel", tilføjer Rand Quin i Coalition for Immigrant and Refugee Rights.
Eller sagt med forfatteren Roberto Suros ord:
"De lærer at blive amerikanere i et kvarter, som de fleste amerikanere opfatter som et mareridt".

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu