Analyse
Læsetid: 5 min.

Utålmodige palæstinensere

21. januar 2000

Palæstinenserne klager over, at de mange israelsk-palæstinensiske møder kun tjener til at give Israels ministerpræsident ekstra tid, så han kan gribe den chance, der har størst mulighed for at lykkes

Den palæstinensiske selvstyreformand, Yasser Arafat, er ved at tabe tålmodigheden med Israel. Dette signalerede han tydeligt ved at rejse til Washington for at møde Bill Clinton torsdag.
Under en kort mellemlanding i Egypten udtrykte Arafat bekymring over fredsprocessens langsomme tempo, til trods for at han og ministerpræsident Ehud Barak i ugen nåede til enighed om at øge anstrengelserne for at nå frem til en rammeaftale inden den 13. februar.
"Vi er endnu ikke kommet til konkrete resultater, kun løfter, som ikke er blevet indfriet," sagde Arafat til pressen i Cairo.
Det er hensigten, at de israelske og palæstinensiske forhandlingsdelegationer skal mødes den 1. februar i Washington, for sammen med den erfarne amerikanske mellemøstforhandler Dennis Ross at nå frem til indholdet i rammeaftalen. Dette blev også besluttet af Barak og Arafat, da de mødtes "et sted i Israel."
Ved dette møde blev det også aftalt at udskyde den yderligere israelske tilbagetrækning fra dele af Vestbredden, som efter planen skulle have fundet sted i går. At Ehud Barak efter forlydender skulle have haft planer om også at foreslå en udskydelse af fristen for rammeaftalens indgåelse, men i sidste stund besluttede ikke at bringe emnet på bane, har bidraget til at øge Arafats bekymring for fredsprocessens videre perspektiver.
Rammeaftalen er det dokument, som skal fastlægge det videre forhandlingsforløb, og ikke mindst de emner, som man skal nå til enighed om inden undertegnelsen af slutstatusaftalen i september i år. Begge parter fastholder, at denne deadline ikke vil blive overskredet
Når først rammeaftalen er underskrevet fanger bordet. Så er tiden ikke længere til følere, men til meget konkrete forhandlinger, hvilket kan være grunden til Ehud Baraks tøven. Han vurderes nemlig at have brugt en uforholdsmæssigt stor del af den seneste tids israelsk-palæstinensiske møder på at komme med forsikringer om sine gode hensigter og bede om udsættelser.

Dette understreges af det store antal diskrete møder, Barak fortsat iværksætter. Minister Shlomo Ben Ami har ifølge dagbladet Maariv i løbet af ganske kort tid haft hele fem møder med den palæstinensiske parlamentsformand Abu Ala. Justitsminister Yossi Beilin har også mødt Abu Ala, turistminister Amnon Lipkin-Shahak har mødt Abu Mazen og der er flere andre kanaler. Men palæstinenserne klager over, at de mange israelske ministre kommer med meget beskedent forhandlingsmandat, og antyder, at møderne mere tjener til at trække tiden ud på uforpligtende vis.
Kommentatoren Aluf Ben fra det ansete israelske dagblad Haaretz skriver, at Ehud Barak bliver ved med at føle på temperaturen i det palæstinensiske vand, fordi han endnu ikke har taget nogen endelig beslutning.

I den forløbne uge har også fredsforhandlingerne med Syrien antydet nogen ubeslutsomhed fra den israelske ministerpræsidents side. Forhandlingerne er, efter et par lovende første runder, gået i stå på grund af uenighed om Golanspørgsmålet. Syrien kræver som forhandlingsudgangspunkt Golanhøjderne helt til den såkaldte 4. juni-linje tilbage fra Israel, hvilket israelerne kategorisk har afvist, idet denne grænsedragning vil skaffe syrerne direkte adgang til Jordanflodens vand.
Onsdag forlød det fra Washington, at Ehud Barak principielt kan acceptere 4. juni som udgangspunkt, hvilket dog hurtigt blev dementeret af ministerpræsidentens talsmand. Men denne ville ikke uddybe det meget kortfattede dementi, hvilket kan tolkes som at Barak kan have til hensigt at lægge sig i kølvandet på afdøde Yitzhak Rabins løfte om fuld tilbagetrækning fra Golanhøjderne mod komplet og sikker fred. Desuden opfattes 4. juni kun som en løst trukket våbenhvilelinje, som kan være åben for forhandling.
Også hvad folkeafstemning om fredsslutning med Syrien angår holder Barak kortene meget tæt til kroppen.
Det er en almindelig antagelse, at afståelse af Golan ikke kan ske uden folkelig godkendelse, eftersom området blev annekteret af Israel i 1982. En paragraf i den såkaldte Golan-lov giver imidlertid mulighed for at foretage dette skridt uden folkeafstemning, og indtil nu har Barak ikke givet klare signaler om sin hensigt.
Da en kraftig rørbombe mandag i denne uge eksploderede på gaden i provinsbyen Hadera og sårede 21 israelere, kunne det derfor ligne en påmindelse om, at noget må ske. Efterfølgende undersøgelser antydede, at Yasser Arafat havde forhåndskendskab til terroraktionen uden at skride ind, hvilket naturligvis blev afvist af selvstyret.
Arafat har gennem nogen tid ytret bekymring over israelernes høje prioritering af fred med Syrien, som han frygter vil skabe stilstand i forhandlingerne med palæstinenserne. På baggrund af bølgedalen, som det israelsk-syriske forhold befinder sig i, er tidspunktet for turen til Washington velvalgt, og ydermere benytter han lejligheden til at konkretisere palæstinensernes ønsker.
Først og fremmest er det vigtigt at sikre sig Clintons anerkendelse af Palæstina som stat. EU og Japan har allerede gjort dette, mens USA henholdende nøjes med at støtte "palæstinensernes ret til at bestemme deres egen fremtid i deres eget land."

Herudover fastholder Arafat sit krav på hele Vestbredden, mens israelerne vurderer, at han vil stille sig tilfreds med at få 60-70 pct. Dette vil sætte Barak i stand til at bevare en række områder med stor koncentration af bosættelser på israelske hænder, men det forventes, at palæstinenserne for at sluge dén kamel skal have alternative landområder, hvilket bliver svært at imødekomme.
Det vanskeligste problem lige nu udgøres af Jordandalen, som Israel af sikkerhedsmæssige grunde ønsker at beholde som bufferzone mellem en palæstinensisk stat og kongeriget Jordan. På denne uges møde med Barak sagde Arafat, at han respekterer Israels behov for sikkerhed, men at dette ikke skal opfyldes på bekostning af palæstinensiske landområder.
Det andet spørgsmål, som Arafat ønsker åbnet, drejer sig om de palæstinensiske flygtninge. De skal have ret til at vende tilbage, siger han, og Israel skal erkende sin andel i problemets opståen.
Det formodes, at det store flertal mod passende kompensation og æresoprejsning vil blive boende, hvor de er, men selvom det skulle være tilfældet, vil dette skridt være vanskeligt for Israel i en konflikt, hvor de historiske symboler ofte er vigtigere end de praktiske løsninger.

Gennem de seneste uger er det blevet klart, at den israelske befolkning vil have store emotionelle problemer med en tilbagetrækning fra Golan, og formentlig lettere ved et territorielt kompromis på Vestbredden.
Barak har længe satset på at kunne forhandle parallelt med syrere og palæstinensere, men må nu også indse, at to folkeafstemninger med kort mellemrum eller samtidig vil være for voldsomt.
Derfor søger han helt tydeligt at udskyde beslutninger for at kunne gribe den chance, som har størst mulighed for at lykkes.
Dette har Yasser Arafat indset, og derfor benytter han et gunstigt tidspunkt til at få forhandlingerne over på sit bord.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her