Læsetid: 3 min.

Da verden gik i bims

8. januar 2000

Radio og tv

Så kom D-dagen. Dansk films eksperimenterende Olsen-bande gik i land på fremtidens videokyst, og det synes jeg faktisk, de gjorde godt.
I dagene før havde vi set von Triers ny version af Hvem ringer klokkerne for, som jo er en Kierkegaardsk diskussion af troens problem, og Kragh-Jacobsens neo-Korch'ske Mifune. Og Bo Hr. Hansens havde sat meget Pinter'ske ord på instruktørens Maria Walboms ide til en film, hvor fire trendy unge mennesker kæntrer totalt i en Nytårsaften under bordet.
Skihop fra Garmisch-Partenkirchen bliver aldrig det samme, som det var engang i sort-hvid, så landgangen på samtlige kanaler midt imellem statsministerens svinehund af en nytårstale og Mylius med den livstrætte præsentation af ABBA var god timing.
Filmkunst på alle kanaler i primetime, det er sgu da ikke så ringe. Selv om det er nytårsdag, hvor ingen er vågnet endnu på den tid af aftenen.
Naturligvis er det noget gas med al den snak om interaktivitet, og at enhver kan zappe sin egen film, for det gør enhver jo i forvejen. Det nye er, at hvis man vil se de danske kanaler, har man kun kunst at vælge imellem. Sådan skal det være. Tving det ind i stuerne. Det er dogme.

Og så kørte den ellers derudaf med DR2's gyldne timer. Gensyn med tv fra dengang. Get that gyngestol over here, så bedstefar kan se Otto Leisner, og alle de andre røde lejesvende fra tiden, hvor Bertel Bims var student.
Ham så vi også, midt ind mellem de grimme fremmedfjendske borgmesterfjæs, der nu er blevet gallionsfigurer på det store, gamle arbejderpartis stolte skib. De er tunge, og hvis de bliver siddende, synker skuden nok snart.
Men Bertel var fremme med alle de vildledte får fra 60'ernes og 70'ernes modbevægelser, formodentlig helt tilbage til Kampagnen mod Atomvåben og deres skjulte dagsordener fra Moskva.
Han ville have sandheden frem. Hvem spionerede for hvem i de vilde år, da flipperne protesterede mod den amerikanske krig i Vietnam og Verdensbankens rolle i de rige landes kyniske udnyttelse af de fattiges ressourcer.
Naturligvis skal man have været en stor idiot, hvis man dengang var spion for knoldesparkerne i DDR, måske endda en kriminel idiot, hvis man tog penge for det, men man skulle vel være en mindst lige så stor idiot for at se My Lai som et vundet slag i kampen for demokrati og frihed.
Hvad det angår, mente Rumle Hammerich, at der er alt for mange nyhedsudsendelser på kanalerne, og der er jo netop kommet et par stykker mere.
Man kunne spare en helvedes masse penge, sagde han, ved at koncentrere det hele i en times nyheder om dagen. Et kvarter skandinavisk, et kvarter internationalt, et kvater nationalt og et kvarter lokalt.
Pengene kunne bruges
til fiktion og dokumentation. Programmer, hvor nogen påtager sig et ansvar og prøver at gå i dybden.
Lisbeth Knudsen mente selvfølgelig, at den daglige nyhedsformidling er aktiv historieskrivning. Men hvem skriver den, når Tjetjenien 4-5 dage i træk kan forsvinde fra skærmen? Er nyhedsformidlingen fri? Hammerich mente nej, og han har ret.
Nyhedsmonopolerne er en alvorlig trussel mod det fundamentale i ytringsfriheden. Demokratiets værste fjende - hvis det altså findes, demokratiet, og derfor kan have fjender.

Tilbage til Otto Leisner. Ham så vi engang som en kapitalistisk legesvend af en hyggeonkel, men nu kan vi se, at det var han ikke. Han lavede dogmefjernsyn. Han lod Victor Borge klovne langt ud over sendetids ophør uden at slukke forkameraerne. Det er den nære fortid, og det er den, der først glemmes, når underholdning overtager alle programflader og skriver om det i alle aviser.
Og lige pludselig, efter Glamour og de fuldstændig meningsløse forviklinger blandt de rige og magtfulde, kommer Tom Lehrer frem i den efterhånden kraftigt
sønderklippede nytårsfilm.
Det er 1967, og den konservative københavnske studenterforening har valgt ham til æreskunstner.
Han får lov at sidde der ved klaveret og synge sine kommunistiske sange i en
time. Faktisk holdt Lehrer op med at skrive sange og synge dem lige omkring den tid, fordi han endnu ikke kunne finde noget morsomt at sige om Vietnam.
Måske var det øresneglen fra KGB, der faldt ud?
Nå, han var far til Bob Dylan. Og fætter til Martin Luther King. Your sons and your daughters are beyond your command. Husk det, Bertel, og hils Daniel Cohn-Bendit, når du kommer hjem til parlamentet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu