Læsetid: 2 min.

Advokat: Død mand kan ikke trylles frem

29. februar 2000

Forsvundet iraner kan få genoptaget sin asylsag. Betingelsen er, at hans advokat kan forklare, hvordan han forsvandt efter anholdelsen i Iran

Den københavnske advokat Farhad Nikmaram føler sig sat på en umulig opgave. Flygtningenævnet har erklæret sig parat til at genoptage sagen om en af hans klienter, der tilsyneladende er forsvundet i de iranske myndigheders varetægt. Men det sker kun på betingelse af, at advokaten kan oplyse "under hvilke omstændigheder og på hvilket grundlag" asylansøgeren er forsvundet.
"Det er, som om de vil have, at jeg tryller en død mand frem," siger Farhad Nikmaram til Information.
Sagen handler om en dengang 40-årig iransk mand, der i oktober 1998 blev tvangsmæssigt udsendt af Danmark sammen med sin kone og deres barn. Han havde under sin asylsag oplyst, at han til venner og bekendte havde uddelt et oversat uddrag af Salman Rushdies kontroversielle roman De sataniske vers. Men Flygtningenævnet gav afslag på asyl og meddelte, at selv om man godtog iranerens forklaring, ville han formentlig kun risikere omkring tre måneders fængsel. Den opfattelse byggede nævnet på to notater fra Udenrigsministeriet. Notaterne fra 1998 og 1991 baserer sig på en "lokal juridisk kilde" i Teheran.
Ifølge advokaten blev manden anholdt umiddelbart efter ankomsten til Iran og har siden været forsvundet.
Det springende punkt er, at Flygtningenævnet har vurderet asylsagen ud fra de iranske regler om besiddelse af De sataniske vers, mens asylansøgeren havde gjort sig skyldig i uddeling af bogen.
Først da Folketingets ombudsmand af egen drift gik ind i sagen, fremskaffede ministeriet en ny vurdering af forholdene i Iran. I et nyt notat fra november 1999 fastholder ministeriets "lokale juridiske kilde", at man højst risikerer en kortvarig fængselsstraf for at uddele De sataniske vers. Til gengæld citerer notatet myndighederne i flere "nærtstående vestlige lande" for den opfattelse, at en person, der har uddelt uddrag af bogen, risikerer "alvorlige vanskeligheder" og en dom "efter islamisk ret". Ministeriet vil ikke udelukke, at en sag af denne type kan medføre dødsstraf.
Asyljuristen Kim Kjær, Det Danske Center for Menneskerettigheder, kalder nævnets anmodning til advokaten for "Catch 22-agtig":
"Hvis der fremkommer oplysninger, der tyder på, at manden risikerer dødsstraf, så burde det i sig selv være grund nok til genoptagelse, uanset hvordan han er forsvundet," siger Kim Kjær. Han peger dog på, at man - teknisk set - skal befinde sig uden for sit eget land for at blive anerkendt som flygtning. Det kan i sig selv udgøre et juridisk problem i sagen.
"Flygtningenævnets svar kan vi vende 180 grader og kræve, at nævnet sandsynliggør, at der ikke er sket manden noget," siger Lars Normann Jørgensen, generalsekretær i den danske afdeling af Amnesty International. Både han og Farhad Nikmaram mener, at sagen bør føre til, at det igen bliver muligt for asylansøgere at indbringe deres sager for ombudsmanden. Og at et afslag fra Flygtningenævnet skal kunne ankes til en domstol.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her