Tosca i Malmø en blandet fornøjelse - momentvis også fuld musik
Opera
Mon der et eller andet sted i det dramatiske grossistled findes en leverandør i moderigtig scenografi og iscenesættelse? En scenekunstens Lysberg, Hansen & Therp, leveringsdygtig i en stilart, der er moderne uden at være ny og gammel uden at være rigtig. Denne leverandør sælger flovheder i metermål, hvad enten det er Schillers Don Carlos på det Kgl., Strauss' Salome i Århus, Offenbachs Hoffmanns Eventyr på Hamburg-operaen eller som nu: Puccinis Tosca på Malmö Musikteater.
Stilarten, der stadig mangler navn, men som kan kaldes anakronismen, rummer en række karakteristiske træk: Først og fremmest lader standardleverancen så sikkert som Amen i kirken den pågældende forestilling - uanset handling, baggrund, endsige regibemærkninger, foregå i en anden tidsalder, end værkets ophav udtrykkeligt har ønsket. Vel at mærke altid nærmere egen samtid - hvis da ikke midt i den. Dette medfører - som i det Kgl.'s Don Carlos - tilskuerens indadvendte spørgsmål, hvorfor dronningen f.eks. ikke kommunikerer via e-mail, frem for at risikere sit rygte og hofdamens landsforvisning ved at jonglere rundt med noget så oldnordisk som et brev til Don Carlos (i Amani jakkesæt og mobiltelefon).
Indvendinger mod denne stilart, der gerne floskler sig over brædderne og hensætter den tænksomme tilskuer i et væv af uløselige gåder, en rebus af idiotiske påfund, bliver fejet til side som kunstfjendsk reaktion, hvilket straks må medgives instruktører og scenografer: ingen geralisering kan selvsagt fratage den originale kunstner retten til at være lige netop dét. Problemet er blot, at denne stilart som hovedregel fortrænger originalitet og stiller sig i selvforstærkende intuitiv selvforelskelse effektivt i vejen for det tankefulde, logisk velovervejede og kunstnerisk antagelige.
Tosca anno 1943
Som for eksempel i Malmø, hvor John Lloyd Davies som egen scenograf angiveligt har opdateret Puccinis store drama fra år 1900 - der foregår præcis 100 år før - til 1940'ernes Rom. Som Davies skriver i programmet: "Med et galleri af krigstidens hemmelige politifolk, spioner, tortur og konspirationer viser Tosca frem mod 1900-tallets politiske historie og mod vor tids film- og tv-dramatik."
Dér slap den ud: Opera og dramatik er ikke noget i sig selv, såfremt historien ikke lader sig relatere til det elektroniske billedmarkeds film og serier. Enhver kan jo efter dén besked forstå, hvor inderligt forestillingen så kommer os ved: som parallel til en tv-soap. Og tænk engang, hvad angår Tosca og hendes onde skæbne, hvad siden hændte. Siden 1900. Javist. Hvorfor Davies som konsekvens heraf ikke har henlagt Victorien Sardous rystende historie om sangerinden Floria Tosca og maleren Mario Cavaradossi, om magtmisbrug, tortur, tyranmord og altopofrende kærlighed ind i døden til de allieredes Italiens-felttog i samme tid som den nu postulerer, er herefter en større gåde, end når den fascistuniformerede gendarm, Sciarrone meddeler sin onde politichef, baron Scarpia, at Napoleon netop har sejret ved Marengo. Hvorfor ringer de ikke bare til bossen, og hvorfor omdøber de, når vi nu er ved det, ikke Napoleon til general Patton?
Da Scarpia efter torturen af Cavaradosi - iværksat af nutidstorturlæger med gummihansker(!) - udfærdiger rejsepasset til Tosca, der på skrømt og efter en aftalt fingeret henrettelse af den torturerede - skal bringe de elskende frelst ud af Rom, udformer baronen passet med gåsefjer. Hvorfor ikke på maskine eller skærm?
Lyd for musik
Anakronismen som stilart betragtet stiller tilsyneladende ikke sig selv sådanne nærliggende spørgsmål, som for eksempel enhver ordentlig forlægger stiller forfatteren med usikkerhed i udenværkerne. Åbenbart mener scenens folk i teater og opera sig hævet over kravet om indre sammenhæng og derfor berettiget til alle tænkelige og utænkelige urimeligheder i kunstens hellige men misbrugte navn.
Oven i købet - som også Salome i Århus og hamburgernes Hoffmann - lader man operaen begynde, før komponisten. I Malmøs Tosca med tre skud. Tæppet op, tre henrettede ved pælene i rundhorisontal, himmelblå skysovs. Et varsel! Først da kan dirigenten slå an til Scarpias motiv: fff. tutti, andante molto sostenuto, hvor de bogstaveligt talt toneangivende indledningstakter allerede er totalt ødelagt for et chokeret publikum. Hvorfor. På grund af disse åndssvage, overtydeliggørende skud, der jo ikke står i noget partitur. Hvad er meningen med at lave sådan noget! Kan man uden videre lave om på operaers indgangslyd? Hvorfor skal man i det hele taget gøre det?
Ifald evnerne rækker til at se bort fra disse indvendinger, hvad der er svært, kan det trods alt være en udflugt værd at drage til Malmøs musikhus med dets gode akustik. Først og fremmest for at påhøre en fortrinlig Cavaradossa i skikkelse af den let rundbuede og også derfor plastisk overbevisende Antonio Nagore. Altså såfremt iscenesættelsen havde holdt sig til Napoleonstiden. Dengang gjorde det jo kun godt at rigtige mandfolk, heltetenorer og andre af status, kunne frembære egen bringe.
Wixells autoriet
Tosca står og falder med Cavaradossa, som i Nagores mund også stemmemæssigt er mere end dækkende.
Og selvsagt med Tosca. Her synker den imidlertid noget i knæ, idet Cynthia Makris nok i det meste af sit register er velsyngende. Men den unge amerikanske dramatiske sopran forbliver lettere karikeret i dybden, hvor den hidtil så feterede og forvænte Tosca med et par velanbragte sanglinjer rystet og rystende for publikum erkender sin skæbnebestemmelse. Makris er næppe af det dramatiske rumfang, der ville kunne løfte en problematisk heltinde fra det let hysteriske op i den store tragedies luftlag. Heroppe har Tosca jo sit oprivende stævnemøde med selve den seksualudbyttende ondskab i Scarpias frygtindgydende og selverkendt onde, onde skikkelse.
En aldrende, men fortsat stort syngende Ingvar Wixell leverer Scarpia med autoritet og - skal man bære fjer til kritikkens brevvægt - den rutine, der næsten forlener mørkets fyrste med distraktion. Måske fordi hans modspillende Tosca ikke tør berøre den tvetydighed, hvormed det ildsprudende kvindemenneske vel også kan tænkes at modtage brutalitetens og magtens kødelige tilnærmelser. Derfor kan opgøret, der jo brat og blodigt afslutter tyrannens liv, minde om et urimeligt pigebarns skænderi med en noget udkørt bedstefar. Den rigtige Tosca ville utvivlsomt have vist Wixell fra hans farligere side.
Store forbilleder
I orkstergraven sidder huskapellet og musicerer adræt og smidigt, præcist og til tiden, omend noget artigt og temperamentsløst under husets japanske chefdirigent Shuya Okatsu. Moderne operadirigenters forbandelse er jo nu engang de utallige reproduktioner, de store forbilleder, som man i Malmö Musikteater ved venlig betjening kan erhverve i pausen. Deriblandt indspilninger som Nicola Rescignos fra 1978 med Freni, Pavarotti og Milnes, Giuseppe Sinopolis fra '92 med Freni, Domingo og Ramey og endelig klassikeren over alle: Victor De Sabatas fra '53 med Maria Callas, Di Stefano og Gobbi.
Gud ved hvad Callas i øvrigt ville have sagt til en instruktør, der uden at kunne overbevise nogen om påfundets lødighed ville have transplanteret hendes Tosca til 143 år frem i tiden?
*Giacomo Puccini: Tosca. Malmö Musiktater. Instr.:
John Llloyd Davies. Dir.: Shuya Okatsu. Medv.: Cynthia Makris (alt.m. Iréne Theorin), Antonio Nagore (alt.m. Ulric Andersson) Ingvar Wixell m.fl. På repertoiret i foråret 2000
