Læsetid: 4 min.

Op med ballonen

18. februar 2000

To nye ungdomsbøger handler om børns rodløshed og flugt fra angsten

Ungdomsbøger
Der er langt imellem, at der udgives så intense og alment fængende skildringer af de næsten voksne pigers manglende evne til at kapere voksenlivet som i Bente Clods lille debut-ungdomsbog: Englekraft, skrevet i en lidt hårdkogt storby-stil, men med megen charme, og svenske Anita Eklund Lykulls Ballonskipperens morgen.
I halvfjerdserne skreg læserne på 'modbilleder', skildringer af stærke og levedygtige piger og kvinder der forstod at tage sagerne i egne hænder. Både før og siden har piger og kvinder i den traditionelle mandslitteratur indtaget positionen som de urokkelige og sunde typer, flade i strukturen, men i stand til at sætte den psykisk komplicerede mandlige hovedperson i relief med sit jordbundne, moderlige sind, der aldrig rigtigt kunne slås ud af kurs. Den nye kvindeskildring er langt fra begge kvindeidealer, men måske nærmere ved virkeligheden.

Det sorte mørke
Hovedpersonerne i de to nordiske ungdomsbøger, Clods Thilde og Lykulls Nella, er begge frit svævende i tilværelsen. De befinder sig begge i overgangen fra teenager til voksen (18-19 år), og de er mere end almindeligt usikre på, hvad de skal gøre ved deres liv. Det er ikke Samfundets skyld eller Forældrenes skyld, men heller ikke deres egen skyld. De kender begge til det sorte mørke, der kan lægge sig om én og true med at kvæle ethvert initiativ og enhver livsgnist.
For Thilde bliver en højtelsket mosters død udslagsgivende for depressioner og misbrug, men inden da har forældrenes skilsmisse medvirket til den psykiske deroute i kraft af moderens medfølgende opbrud fra den trygge Herlev-tilværelse, hvor de legede Far, Mor og Børn, indtil det hele revnede.
Livsformen for begge piger bliver flugten - hvordan man altid og hurtigst muligt gør sig usynlig, når tingene brænder på, lukker øjnene og trækker dynen op over hovedet.
For Nellas vedkommende udløser en venindes svigt i en krisesitation hendes nedtur, men inden da har depressionen også vist sit ækle fjæs for hende da studentereksamen er overstået, og 'livet skulle til at begynde'. For hvad så? Hun har ikke lyst til noget og går efterhånden helt i stå. Følelsen af kærlighedsløshed, indelukkethed og meningsløshed driver hende i armene på byens charlatan der forfører hende og forlader hende, mens hun selv tror det er drømmen om Den Store Passion der endelig er ved at gå i opfyldelse. Med ufrivillig graviditet, provokeret abort og selvmordstanker som følge.

Kranke skæbner
Omkring Nella og Thilde er der en hoben kranke skæbner. De velfungerende parforhold der præsenteres i de to bøger kan vist tælles på en enkelt finger, mens det vrimler med forliste ægteskaber, ulykkelige skilsmisser og rent ud talt djævelske forhold.
Mor-datterforholdet klarer Tilde mere ligeværdigt - på godt og ondt - end Nella, hvis forhold er præget af datterens beundring og moderens distraktion. Det lidt vilde liv - på Staden eller på gaden - fører hende langt ud, men også nærmere sine drømmes realisering. Hun møder overklassepigen Camilla, der selv - bag den hårde og effektive facade - er en stakkel med psykiske problemer, og de opdager, at de kan hjælpe hinanden.
Man aner en fremtid for Thilde til sidst, mest i kraft af det endelige gennemslag af vilje og lyst til tilværelsen, mens Nellas afsluttende omvendelse til en tro på fremtiden og sig selv virker mere postuleret.

Tro og tryghed
Alligevel er både denne og Clods bog bemærkelsesværdige i kraft af den intensitet, der lægges i skildringen af de to hovedpersoners kamp for at overleve og komme videre og ud af mørket. For Thilde bliver det mosterens død, hvor de synger "Lysets engel går med glans", og troen på fremtiden, hvor hun i koret skal synge Händels Messias, der symbolsk knyttes sammen til en forlening med døden som en realitet, med mørket som en del af livet. En næsten religiøs løftethed og tro på en højere magt, der kan bære én igennem. En smuk og stærk forestilling, der i al sin ungdommelige styrke og søgen virker overbevisende
Hos Lykull er symbolikken mere prosaisk, men alligevel beslægtet med Clods. En ven af Nella fortæller hende, at det handler om at komme op - at finde den røde ballon, der hæver en over det hverdagslige. "Men jeg vil altid have et anker i beredskab, så jeg ikke ender for nær ved det iltfattige lag allerøverst. Jeg er ikke nogen Ikaros," siger hun. Og ankeret er den trygge, trofaste bejler, der elskede så hensynsfuldt med hende og aldrig glemte at sende blomster. I bedste amerikanske stil betror han hende, at han kan vente på, at hun bliver forelsket i ham, men en dag - så kommer det, og så kan de kaste anker sammen! En rigtig Daddy!
Også Thilde foretrækker en faderlig Bamsetype som kæreste, nemlig den store godmodige, men noget tunge Max, som hun kan få til alt og i hvis store varme favn, hun kan gemme sig, og som aldrig kan blive nogen åndelig udfordring for hende. Men rar, det er han, når han ellers kan holde sig fra stoffer og druk.

*Bente Clod: Englekraft. Omslag af Toril Bækmark. 136 s., 178 kr. Høst & Søn
*Anita Eklund Lykull: Ballonskipperens morgen. Oversat fra svensk af Knud Erik Pedersen. 360 s., 268 kr. Den Blå Serie, Gyldendal

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu