Læsetid: 4 min.

Barak har hverken mod eller evne til fred

11. februar 2000

Ministerpræsident Ehud Barak er igen gået til angreb på Libanon. Men målet var den hjemlige opposition

KOMMENTAR
Henry Kissinger sagde engang, at Israel ikke har nogen udenrigspolitik - alt er indenrigspolitisk motiveret.
Det kan diskuteres, men den israelske ministerpræsident Ehud Baraks beslutning om at bombardere civile mål i Libanon i denne uge var i hvert fald udelukkende begrundet i den indenrigspolitiske knibe, han befinder sig i. Derimod spillede behovet for en meningsfuld fred i regionen ingen rolle.
Den gnist, der antændte det seneste bål i Libanon, var Hizbollah-bevægelsens nye styrke efter leverancen af nye (amerikansk-fremstillede) missilsystemer fra Iran. Seks israelske soldater blev dræbt på lige så mange dage, og dertil kom seks medlemmer af Israels klient-milits, Den Sydlibanesiske Hær (SLA).
Det hele fandt sted i den såkaldte 'sikkerhedszone' og var helt i overensstemmelse med de regler for militære aktioner, der blev opnået enighed om efter Israels angreb på Libanon, 'Operation Vredens Druer', i april 1996.

Grønt lys fra Syrien
Der er ingen tvivl om, at Hizbollah har fået grønt lys til at øge den militære indsats af Syrien, den vigtigste magtfaktor i Libanon.
Syrerne er vrede over, at Barak under forhandlingerne i USA for nylig ikke ville love fuld israelsk tilbagetrækning fra Golan-højderne til gengæld for fred, og derfor har de med lidt krigsdiplomati pr. stedfortræder forsøgt at 'overtale' Barak til at træffe de nødvendige politiske beslutninger ved forhandlingsbordet.
Og Barak ved, hvad den nødvendige beslutning er - at varig fred med Syrien og Libanon kræver fuld tilbagetrækning. Han ved også, at brutale angreb på Libanon ikke vil ændre denne virkelighed - lige så lidt som den blev ændret af Yitzhak Rabins aggression mod Libanon i 1993 eller Shimon Peres' i 1996.

Baraks bratte fald
Han har da heller ikke slået til mod civile libanesere for at ændre denne realitet, men snarere - ligesom Rabin og Peres - for at styrke sin politiske stilling indadtil.
På mindre end en måned har Barak oplevet et brat fald i meningsmålingerne. Han betragtes nu ikke længere som Isrels store håb, men snarere som endnu en israelsk leder, der er ude af stand til at skaffe fred med araberne og velstand og job til israelerne.
Ud over problemerne i Libanon er forhandlingerne med palæstinenserne nu gået i stå på grund af Baraks modvilje mod at lade Oslo-processen udmønte sig i væsentlige territorielle indrømmelser eller reel suverænitet.

Forudsigelig reaktion
De seneste tal viser, at fattigdom og arbejdsløshed blandt israelerne - såvel jøder som arabere - er lige så omfattende som under forgængeren Benjamin Netanyahu. Og den israelske rigsadvokats beslutning om at indlede en undersøgelse af Baraks valgkampfinansiering i 1999 har yderligere bestyrket israelerne i det synspunkt, at ikke alene adskiller Baraks politik sig ikke fra Netanyahus - det gælder også hans politiske metoder.
Baraks reaktion på disse fortrædeligheder var fuldstændig forudsigelige. Han fløj op til grænsen til Libanon, iførte sig en militær læderjakke og svor på at "slå til mod dem, der slår til mod Israel".
Også målene var forudsigelige: Israelske fly og raketter ødelagde tre kraftværker i Tripoli, Beirut og Baalbek samt en 'Hizbollah-rede' - i virkeligheden en boligblok - i Tyre.
De materielle omkostninger ved dette forsøg på at forbedre meningsmålingerne anslås til 200 millioner dollar, og dertil kommer - ifølge libanesiske kilder - 40 sårede civile, heriblandt ti børn.

Ændringer i regler
Men endnu værre er det, at det ikke virkede. Få timer efter angrebet på kraftværkerne dræbte Hizbollah endnu en israelsk soldat og et militsmedlem i den besatte zone. Dermed blev det demonstreret, at Barak kan bombe Beirut tilbage til stenalderen, hvis han vil, men han kan stadig ikke beskytte sine soldater eller sine 'allierede' i Sydlibanon.
Alt tyder på, at dette seneste forsøg på at splitte Libanon ad nu er forbi. Onsdag sagde Hizbollah, at de ikke vil skyde katusja-raketter ind i det nordlige Israel og mindede alle om, at de faktisk ikke har gjort det i syv måneder.
Frankrig og USA har også indledt diplomatiske bestræbelser for at få indkaldt et møde i den gruppe, der overvåger 'våbenhvilen' efter Vredens Druer (Frankrig, USA, Israel, Syrien og Libanon). Israelerne har indvilliget i at deltage i mødet, men lader samtidig forstå, at de gerne ser nogle 'ændringer' i de regler, der gælder for krigen i Sydlibanon.
Det får de formentlig ikke noget ud af. Den eneste 'ændring', der kan føre til fred i Sydlibanon, er tilbagetrækning af alle soldater og alle bosættere fra hver en tomme af Golan-højderne.
Det har hele tiden været den handel, Syrien ville acceptere. Begivenhederne i denne uge tyder på, at Barak hverken har mod eller evne til at indgå den - naturligvis på grund af 'indenrigspolitiske hensyn'.

Graham Usher er britisk journalist og kommentator, bosat i Israel.

Oversat af Birgit Ibsen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her