For tre årtier siden vedtog en snæver kreds af danske embedsmænd, at den rette danske politik i sagen om verdens værst placerede atomkraftværk var tavshedens politik.
Først i onsdags kunne der - til dels - gøres op med den vurdering.
For Barsebäck 2 kører stadig
I onsdags drak de gravøl på Barsebäck-værket. Efter 25 års drift blev de radioaktive brændselsstave for sidste gang trukket ud af reaktor nummer éts kerne. Den ene af verdens to værst placerede atomreaktorer har kløvet sit sidste atom, produceret sin sidste kilowatt-time.
Nu tilbagestår kun den årelange, bekostelige og farlige demontering af det højradioaktive monument over atomalderen. Samt lukningen af Barsebäck-reaktor nummer to, der endnu har lidt tid at løbe på.
'Verdens værst placerede atomkraftværk'. Karakteriseret sådan af et større antal eksperter og politikere gennem årene. Anbragt kun 20 kilometer fra København, millionby og hovedstad i et naboland, hvis parlament aldrig blev spurgt. Men som af egen drift sagde nej, da det var for sent. Da Barsebäck-værket havde kørt sine første 10 år. Hvorfor det kom til at tage yderligere 15 med officiel dansk pression på de svenske myndigheder, før det blev onsdag den 16. februar år 2000 og dagen for gravøl.
Spørgsmålet er, om Barsebäck-værket nogensinde kunne være sat i drift, hvis den danske offentlighed og det danske Folketing i sin tid havde vidst, hvad der foregik i det skjulte i årene op til den første reaktors start? Hvis man havde haft kendskab til det spil, danske topembedsmænd og - måske - danske ministre spillede fra slutningen af 1960'erne og frem til midt i 70'erne. Et spil, som delvist blev blotlagt i slutningen af 70'erne af atomkraftmodstanderne i OOA og af fysikeren professor Ove Nathan, og som nu via tv-programmet Rapporten på DR1 er blevet tilføjet yderligere opsigtsvækkende - og belastende - detaljer.
Læs og døm selv. Og døm de aktører, som mente sig berettigede til at håndtere sagen bag lukkede døre, på det danske folks vegne.
Det startede, mens danskerne og de danske medier havde øjnene stift rettet den forkerte vej. I maj 1968, da studenteroprøret var ved at bryde ud i Paris' gader.
I den danske sundhedsstyrelse stillede den 8. maj to svenske herrer, Arne Hedgran og T. Magnusson, for at give de danske myndigheder en uformel orientering om en sag af fælles interesse. Det drejede sig om Sveriges planer om at opføre "en kraftreaktorstation" ved Barsebäck, 25 km fra Langelinie, som det blev noteret i det danske referat fra mødet. Byggeriet skulle starte året efter, og kraftstationen skulle have en første enhed på 600 megawatt, men skulle med tiden kunne udbygges til det femdobbelte.
Fra dansk side deltog bl.a. overlæge i Sundhedsstyrelsen Juel Henningsen, fysikprofessor Jørgen Koch, Sundhedsstyrelsens rådgiver i nukleare spørgsmål, samt sekretariatschef i Atomenergikommissionen (AEK) Hans von Bülow, der udfærdigede mødereferatet, dateret 9. maj 1968.
"Ifølge hele sin karakter var mødet uformelt, og danske myndigheder har for så vidt heller ikke nogen formel adkomst til at blive hørt i sager vedrørende svenske reaktoranlæg," hedder det i Bülows referat, som først nu har set dagens lys. Bülow fortsætter med en opsigtsvækkende konstatering:
"Alligevel har mødet såvidt ses i hvert fald én konsekvens, nemlig den, at den danske regering enten aldeles omgående må protestere over placeringen eller 'hereinafter keep its peace.'"
Mødedeltagerne var altså fuldstændig klare over perspektivet: Enten gjorde man straks indsigelser mod det svenske projekt, der på sigt kunne resultere i måske fem atomreaktorer tæt ved den danske hovedstad, eller også tav man og fraskrev sig dermed muligheden for nogensinde at vende tilbage med en dansk protest.
Herrerne om bordet i Sundhedsstyrelsen var enige om at tie.
"Som professor Jørgen Koch allerede sagde på mødet, er der næppe anledning til at tro, at selve placeringsspørgsmålet kan give anledning til at tro andet, end at de svenske forholdsregler til sikring af Malmø vil være fuldt tilfredsstillende set fra Københavns synspunkt."
Tilliden til svenskerne var ubegrænset - lysten til at skabe hindringer for atomkraftens indtog i Øresundsregionen ikke-eksisterende.
Ifølge Bülows referat skulle det noteres på sagen, at man i Atomenergikommissionen "ingen bemærkninger har til reaktorens placering." Sagen skulle dog nævnes for ministeren, bemærkes det. Ministeren var de radikales undervisningsminister, nyligt afdøde Helge Larsen.
"Overlæge Juel Henningsen vil for sit vedkommende foreslå en tilsvarende procedure i sundhedsstyrelsen, hvorved deltagerne i gårsdagens uformelle møde frigøres for noget personligt ansvar i sagen."
I et langt senere notat - fra 1974 - hedder det, at "meddelelse om Barsebäckanlæggets opførelse blev på svensk initiativ givet på et møde i den danske sundhedsstyrelse den 8. maj. Den danske regering blev herefter straks orienteret om de svenske planer."
Det er et spørgsmål, om det sidste er sandt, eller om det er yderligere en bestræbelse fra de involverede embedsmænd på at vaske hænder og frigøre sig for personligt ansvar. Ifølge de tilgængelige sagsakter går der nemlig mere end et år, før et stykke papir om sagen når medlemmer af regeringen. Er dét den første reelle information til involverede ministre, har embedsmændene aktivt frataget regeringen den nævnte mulighed for "aldeles omgående" at protestere.
Bindeleddet
Professor Jørgen Koch, der nærede den ubegrænsede tillid til svenskerne, havde en bror. Og ikke en hvilken som helst bror. Hans Henrik Koch blev departementschef i Socialministeriet under besættelsen som bare 37-årig, og i 1955 blev han på henstilling fra Niels
Bohr udpeget som formand for den ny Atomenergikommissions forretningsudvalg. AEK var som statsforetagende ganske specielt derved, at ingen folkevalgte sad med i Kommissionen, ingen ministre og kun én embedsmand fra centraladministrationen: H.H. Koch. Han blev dermed - gennem 20 år fra 1955 til 1975, da Barsebäck 1 startede og Koch gik på pension - det personificerede og kontrollerende bindeled mellem AEK og det politiske system.
Det er først i september 1969 - og tilsyneladende fremprovokeret af en avisartikel om Barsebäck-planerne - at undervisningsminister Helge Larsen modtager den første skriftlige orientering fra AEK om de svenske planer. Heri oplyses ministeren om, at AEK og Sundhedsstyrelsen i maj 1968 "underhånden" var blevet informeret af svenskerne om Barsebäck-planerne. Endvidere at AEK's forsøgsanlæg Risø har "nøje føling med sagens gang."
"Der har ikke på det hidtil foreliggende grundlag været anledning til ud fra reaktorsikkerhedssynspunkter at gøre forestillinger vedrørende placeringen," skriver Hans von Bülow - med ført hånd af Koch - til undervisningsministeren.
Af et notat skrevet af Koch selv den 24. oktober 1969 fremgår det, at de svenske planer, trods de beroligende formuleringer til ministeren i september-orienteringen, er blevet berørt af regeringen på et ministermøde i oktober. Som reaktion på den oplysning, siger Koch til ministeren, at "Vi havde ikke noget retligt krav på at blive holdt informeret, og vi havde navnlig ingen hjemmel til at stille forslag til svenskerne ej heller om en anden placering."
"Dette var ministeren helt klar over men tilføjede, at man på ministermødet havde undret sig over, at svenskerne ville placere et sådant anlæg midt i Ørestaden."
Når det i 1969 bliver ved denne undren, er det formentlig i ministeriel respekt for H.H. Kochs autoritative afvisning af, at der er noget som helst at bekymre sig om. Godt fire måneder senere, i februar 1970, giver de svenske myndigheder byggetilladelse til Barsebäck-værket.
Forældet system
Kort forinden - i januar - var der etableret en direkte teknikerkontakt mellem de svenske myndigheder og AEK's eksperter på Risø. Det skete, fordi - som det lidt kryptisk hedder i en langt senere redegørelse om forløbet - en nærmere dansk gennemgang af Barsebäck-værkets tekniske sikkerhedsforhold, nærmere bestemt værkets nødkølesystem, "var blevet aktuel".
Umiddelbart før de svenske myndigheder giver byggetilladelse er der altså opmærksomhed på Risø og hos AEK om, at der er noget specielt ved Barsebäck-værkets helt centrale sikkerhedssystem: Sprinklersystemet, der skal afværge nedsmeltning af reaktorkernen, hvis der f.eks. sker brud på det ordinære kølevandssystem.
Men opmærksomheden fører ikke til en advarsel til de ministre, der kort forinden havde udtrykt undren over placeringen af det svenske atomkraftværk midt i Ørestaden. Og Barsebäck får sin byggetilladelse.
Året efter, i 1971, står det klart for Risøs teknikere, at "den foreliggende svenske sikkerhedsdokumentation om kernenødkølingsarrangementets udformning og virkemåde var mindre gennemarbejdet end ønskeligt." Derfor beder teknikerne Risøs direktion om lov til "straks" at indlede egne danske analyser af nødkølesystemet, bl.a. fordi man fra starten har været opmærksomme på, at systemet på Barsebäck "adskiller sig væsentlig fra nyere" reaktorkonstruktioner af amerikansk og tysk oprindelse. Det hedder direkte i et fortroligt stemplet notat fra 1971, at "Så vidt vides har man ingen andre steder i verden foreslået en så direkte anvendelse af et driftssystem til en vital nødfunktion som i dette tilfælde."
Den 14. august 1972 forelå et Notat og udtalelse om Barsebäck I-reaktorens nødkølesystem, et notat hvis indhold først blev kendt af offentligheden, da OOA i januar 1978 - da både Barsebäck 1 og 2 for længst var sat i drift - kom på sporet af det og fik det udleveret via aktindsigt hos Miljøministeriet.
Det er i dette 1972-notats sammenfatning, Risø-teknikerne konkluderer, at "Barsebäck-reaktoren er som type betragtet af forældet udformning, hvilket blandt andet umuliggør anvendelsen af et lavtryksnødkølingssystem (LKS) baseret på 'flooding' princippet, et princip som i dag almindeligt anses som mere effektivt og sikkert end sprinklingsprincippet, og som sammen med dette anvendes i alle nye" reaktoranlæg af samme grundtype som Barsebäck.
Formuleringen dækker over, at Barsebäck-reaktorens hovedkølevandsrør meget atypisk er ført ind gennem bunden af reaktortanken. Det betyder, at man efter et rørbrud her ikke vil kunne oversvømme kernen og bremse ophedningen via nødkølesystemets sprinkleranordning, der sidder som en bruser over kernen. Der er nemlig ved en sådan ulykke 'hul i bunden af badekarret', og derfor skal nødkølesystemet vedvarende - måske i måneder - overbruse kernen for at forhindre, at denne nedsmelter. Svigter brusersystemet blot i nogle minutter, tømmes reaktortanken for vand gennem rørbruddet i bunden, og katastrofen vil være under udvikling.
"På det eksisterende grundlag må Risø derfor udtrykke sin betænkelighed ved udformningen af Barsebäck-reaktorens LKS hvad angår systemets kapacitet og pålidelighed," hedder det i notatet fra 1972.
Friserede notater
Gennem de følgende to år bliver der internt i Atomenergikommissionen under H.H. Kochs overopsyn lavet flere bearbejdninger af dette notat, og da en redegørelse i april 1974 omsider når frem til undervisningsministeren - hun hedder nu Tove Nielsen og er fra Venstre - er kritikken og betænkelighederne ikke til at genfinde.
"Såfremt der efter de danske sagkyndiges mening forelå problemer om værkets udformning eller drift, der ikke fuldt ud kunne løses tilfredsstillende ved fælles forhandling på teknisk plan, har det dog været AEK's og SU's (Sundhedsstyrelsen, red.) opfattelse, at det da måtte overvejes at lade sagen blive taget op på højere (politisk) plan. Det skal understreges, at erfaringerne på dansk side indtil nu ikke har givet ringeste anledning hertil," fastslås det.
Væk er enhver bekymring, væk er alle udsagn om den forældede reaktortype. Enhver minister må føle sig helt tryg ved meldingen fra Koch og hans eksperter:
"Barsebäck-værket er af en konstruktion, der er kendt og accepteret på det reaktorteknologisk meget høje niveau, der er fastholdt i USA og vesteuropæiske lande," hedder det. AEK's og Risøs bekymringer gennem to år er sløret til ukendelighed i den efterfølgende passage:
"Den reaktorteknologiske udvikling medfører imidlertid, at systemudformninger ofte undergår ændringer fra værk til værk, og at Barsebäck-reaktorerne følgelig på visse punkter afviger fra senere byggede reaktorer af samme type. Denne udvikling indebærer ikke, at de tidligere udformninger ikke tilfredsstiller de nuværende sikkerhedsmæssige krav."
Fred og ingen fare. Projektet bevæger sig videre mod Barsebäck 1's idriftsættelse, programsat til begyndelsen af 1975.
Men allerede to måneder efter det friserede notat til undervisningsministeren trænger problemerne sig på.
En opringning
Kl. 9.30 den 10. juni 1974 ringer telefonen hos Henning Jensen, Risøs kontakt til svenskerne. Det er Tore Nilsson, den svenske kontaktmand for Barsebäck-værket. Et fortroligstemplet notat fra Henning Jensen fortæller:
"Tore Nilsson meddelte, at ASEA-
ATOM's forsøg over sprinklingsfordelinger ikke har givet tilfredsstillende resultater for forsøgsbetingelser, der nærmer sig de forhold, som må forventes efter et tab-af-kølemiddeluheld."
Der kom simpelthen for lidt vand ud af det brusersystem, der skulle holde kernen overrislet og afkølet ved en ulykke. "Meget alvorlig" kaldes fejlen, da
AEK's forretningsudvalg drøfter Tore Nilssons opringning et par dage senere.
"(Ove) Nathan rejste spørgsmålet om, hvorvidt ministeren eventuelt burde orienteres," hedder det i en intern kladde til referatet fra dette møde i forretningsudvalget. Det anføres, at Nathans forespørgsel skulle forelægges for H.H. Koch, der ikke deltog i mødet.
Kladden rummer imidlertid et pennestrøg henover hele afsnittet om indberetningen fra Tore Nilsson. 'dl?' står der i marginen med håndskrift - H.H. Kochs hævder kilder, der var tæt på. 'dl' for 'delete', udelad.
Samme håndskrevne overstregning og dl-påtegning findes i kladdereferatet fra næste møde i AEK's forretningsudvalg under punktet om fejlen i nødkølesystemet. Her oplyses det bl.a., at pressen i Sverige ikke havde lugtet lunten og forfulgt sagen.
"Forretningsudvalget fandt på grundlag af disse oplysninger, at det ikke på nuværende tidspunkt var nødvendigt at orientere ministeren."
Sådan blev det. Og nogle måneder senere, i januar 1975, begynder det svenske elselskab Sydkraft at lade Barsebäck 1 med uranbrændsel. 25 års elproduktion i reaktoren med det fra starten forældede nødkølesystem kan tage sin begyndelse.
H.H. Kochs mission er fuldført, departementschefen, formanden for AEK's forretningsudvalg, bindeleddet mellem teknikerne og politikerne kan forberede sin tilbagetræden og pension.
Overordentlig svært
Det er først et par år senere, at det opslidende, mangeårige slagsmål mellem bekymrede borgere på den ene side og myndighederne på den anden rigtigt tager fart. Det sker i 1977, hvor OOA begynder at lægge pres på Miljøstyrelsen og Sundhedsstyrelsen for at få oplysninger om, hvad der kan ske København og københavnerne, hvis uheldet er ude på Barsebäck, og vinden er i øst.
"Det vil være en overordentlig vanskelig og ressourcekrævende opgave at udarbejde en samlet oversigt over de mulige skader på dansk område som følge af en 'værst tænkelig' ulykke på Barsebäck," skriver Miljøstyrelsen, da man efter måneders tøven i 1977 svarer på OOA's henvendelse.
I april 1978 taber OOA tålmodigheden, laver selv beregningerne og når frem til, at titusinder af danskere kan blive udsat for stråledoser, der kan forårsage deres død af kræft efter den værst tænkelige ulykke. Et halvt år efter, i november 1978, har Miljøstyrelsen omsider selv foretaget de "overordentlig vanskelige og ressourcekrævende beregninger", og resultatet er en bekræftelse af OOA's tal.
På dette tidspunkt begynder afsløringen i offentligheden af dokumenterne om Barsebäcks nødkølesystem, og langsomt, langsomt begynder de danske myndigheders forsvar for det fejlplacerede værk at smuldre. Efter mangfoldige demonstrationer, underskriftindsamlinger, rapporter og slagsmål i medierne og i Folketinget bliver det fra 1986 officiel dansk politik, at Barsebäck-værket skal lukkes. Med 18 års forsinkelse kommer dén officielle danske protest, som i 1968 blev afskrevet som irrelevant af en snæver kreds af embedsmænd omkring et bord i Sundhedsstyrelsen. Og yderligere 14 år senere - i onsdags - bliver den danske regerings og det danske folketings krav om lukning imødekommet, for Barsebäck 1's vedkommende.
Mens Barsebäck 2 kører videre, kan man filosofere over, hvor anderledes virkeligheden og historieskrivningen kunne have set ud, hvis ikke magtfuldkomne embedsmænd dengang havde vedtaget med sig selv, at de vidste bedst. Og at den rette politik var at holde mund.
"Hereinafter keep its peace," som skrevet står i referatet, der nu har set dagens lys med tre årtiers forsinkelse.
*Jørgen Steen Nielsen deltog i 1970'erne og begyndelsen af 1980'erne i OOA's arbejde med at afdække Barsebäck-sagen.
