Læsetid: 4 min.

Begærets nådegave

1. februar 2000

Et blandet, men repræsentativt udvalg af Munch-museets billeder fra malerens sidste 28 år vises på Arken

Udstilling
Den Edvard Munch, som præsenteres på Arken, har lagt Den syge pige, Jalousi, Marats Død, Skriget og dødsscenerne bag sig. Han har malet sig fri af en række traumer, som havde forfulgt ham gennem en menneskealder.
Efter år i Frankrig, Tyskland og Danmark vendte han i 1908 tilbage til Norge. Men fortiden tæller både i vores bevidsthed og i de billeder, som Arken viser med titlen "Det nære liv. Malerier fra Ekely 1916-44".
Udstillingen er inspireret og assisteret af en tidligere udstilling på Munch-museet i Oslo, og med sine 110 billeder temmeligt omfangsrig.
Vi træder altså ind i
Munchs oeuvre i en periode, hvor de mest kendte værker og de mest turbulente år med skandaleudstillinger osv. ligger bag ham. Han var i 1916
anerkendt som en af Europas store kunstnere, en foregangsmand fra symbolisme til ekspressionisme og med en væsentlig rolle som illustrator og scenograf i samarbejde med Max Reinhardt og Henrik Ibsen.

Ekely
1916 var det år Munch købte lystgården Ekely lidt uden for Oslo, et træhus med landbrug, stald og forpagter, og 1944 er året for hans død, 81 år gammel. I 1919 udvidede han gården med et muret atelier, dertil kom hans friluftsatelierer bag høje plankevægge. Munch kunne lide at se og fuldende sine billeder i fri luft. De skulle kunne bestå vejrtesten. Ekely blev rammen om hans liv og hans kunst.
Ophængningen på Arken er ordnet tematisk i modelbilleder, portrætter og nature morter samt Ekely med have og skov, mark- og byggearbejde. Hver gruppe har sit særpræg og sin teknik, fra dæmpet realisme til billeder, hvor hans erotiske livsvitalitet finder sit udtryk overalt i menneskene, tingene og naturen. De stilfærdige billeder, malet i dagligdagen, viser hundene, hestene i marken, håndværkerne på gårdene; i de andre beruser han sig i havens frugtbare træer og kvinder og i blomsterbede med kønsmodne valmuer og lupiner, ikke ulig Emil Nolde i haven i Seebüll. Selv en kålmark kan blive et billede på begær. Men stærkeste vidnesbyrd om passion og erkendelse findes blandt selvportrætter, modelbilleder og i nætterne på Ekely. Munch maler motiverne indefra; som en beruset i "Alkymisten" og som halvblind i selvportræt med øjensygdom. Han fortæller, hvordan hans perception ændres med temperaturen, og at et erotisk motiv oplevet i et varmt og forelsket øjeblik ikke kan males i kulde. Den fysiske situation, når malerier realiseres, skal være sandfærdig og genspejle oplevelsen. En farve måtte have bevæget ham for også at bevæge i maleriet, og ligesom Francis Bacon omtaler han farven på tandkød. Motivationen må - som hos Bacon - være sanselig erotisk i sin kerne ellers bliver maleriet "almindeligt", og dets svagheder springer i øjnene. Vi skuffes.
Det er en stående debat mellem udstillingsarrangører, om man, hvis man ønsker at give et fyldestgørende portræt af en kunstner, kun skal vise det bedste - eller om man skal fremlægge et bredere spektrum. Virkningen svækkes ved blandet kvalitet, men vurderingen af kunstnerens arbejde bliver mere nuanceret. Arken har valgt det sidste.
Der er derfor en del mindre gode billeder i Munch- udstillingen, men dog tilstrækkeligt mange andre, som viser løvens klo, således, at også den ukyndige kan opleve dybden i Munchs maleri.

Løvens klo
Stærkt står et par dampende varme interiører fra 1919 med en nøgne model med grønlig hud og blommefarvet hår. Selv et sexobjekt betragter hun med bøjet hovede et blodrødt, bugnende sengetæppe slynget over en stol, som længes hun tilbage til et kødeligt favnende svøb. Og ligeså kropsligt seksuelt oplever og maler han de knudrede, biseksuelle, elmetræer fra Ekely, mens de små menneskelige aktører på skovtur er helt uden relevans ligesom det postulerede Mord i Alleen.
En verden for sig er billederne af den norske vinternat. Vi føler det frysende menneskes ensomhed, der kun forstærkes ved skønheden: sneens rosa skær, buskenes sorte halvkreds, fællesskabets fjerne lys i Oslo og den bundløse stjernehimmel, og vi ser de blå skygger ligger over sneen, og tænker på seksualitet og død som i billedet af den lille pige, Pubertet fra 1894-95; måske er de kunstneren selv, eller måske kommer de fra Munchs arbejde med Henrik Ibsen og forestille John Gabriel Borkman på vej til sin død i sneen.
Fra samme tid er et selvportræt Nattevandrer, hvor den 60-årige, kantet ind mellem flygel og et natblåt vindue, resigneret accepterer sin søvnløshed, men lader lampelyset og den begyndende dagning undsige mørket.
Der var endnu mange rige maler-år før de stramme, bitre selvportrætter fra 40'rne. I Mellem uret og sengen er rummet snøret sammen, uden loft eller udgang, og opdelt i smalle lodrette felter. Selv er han fanget mellem en dørfløj og sengen med det hårdt mønstrede tæppe. Rank, spejlvendt, ligesom bornholmeruret uden for tiden, er han berøvet alt begær. Resten er kun tomhed.

Arvingerne
For Jens Søndergaard blev denne scene forbillede for en række selvportrætter, og om Munchs betydning for dansk kunst i det tyvende århundrede kan meget siges. Nu har den tyske maler Günther Förg også sluttet op, men dog på en nogen anden måde end de gamle: Hoppe, Lergaard og Søndergaard. Deres og andre danske kunstneres gæld er en historie, som museet vil vende tilbage til i forbindelse med et udstillingsprojekt for 2001.

*Edvard Munch. Det nære liv. Malerier fra Ekely 1916-1944. Arken Museum for Moderne Kunst, Skovvej 100, Ishøj Strandpark. Ti.-sø. 10-17, on. 10-21. Til 21. maj

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her