Læsetid: 5 min.

Blodigt skakspil i Congo

23. februar 2000

Drevet af grådighed og kamp mod oprørsbevægelser nedbryder Congos naboer det mineralrige land, mens befolkningerne lider. Eksperter tør ikke håbe på fred foreløbig

Congos skæbne
For hundrede år siden fik soldater udsendt af Kong Leopold II af Belgien på bestialsk vis tappet masser af gummi i Fristaten Congo. I dag tapper nabostaterne, som nu i halvandet år har været indblandet i krig, Den Demokratiske Republik Congo for rigdomme. Uheldig indblanding udefra lader til at være Congos skæbne, og eksperter giver ikke FN mange chancer i det opløste storrige.
Da Laurent-Désiré Kabila drev diktatoren gennem 32 år, Mobutu Sese Seko, i landflygtighed i 1997, var der håb om, at Zaire, som blev omdøbt til Den Demokratiske Republik Congo, kunne blive en progressiv nation i det centrale Afrika. Men sådan er det langt fra gået. Kabila er korrupt og undertrykker oppositionen, og han var selv med til at fremprovokere krigen, der brød ud i august 1998. Krigen, som faktisk i dag består af flere forskellige krige, har kostet op mod 100.000 mennesker livet, drevet adskillige hundredetusinder på flugt, nedbrudt den i forvejen ruinerede økonomi i Congo og destabiliseret det centrale Afrika. Især fem lande er indblandet i konflikten: Uganda og Rwanda har allieret sig med oprørsbevægelser i det østlige Congo, mens Zimbabwe, Nambia og Angola står på Kabilas side.
Langt hovedparten af de omkring 50 millioner mennesker i Congo ønsker ikke krigen og har rigeligt at gøre med at overleve. Congo ligger i bunden af den årlige liste, som FN's Udviklingsprogram opstiller over landes udviklingstrin (Human Development Index). Underernæring og direkte sult er blevet hverdag for mange. Det skyldes for byboernes vedkommende, at eksempelvis prisen på rodfrugten yams, som er en af de vigtigste fødevarer, er blevet tredoblet de seneste fire måneder.

Fare for FN-fiasko
I dag mødes de afrikanske ledere, som i Zambias hovedstad, Lusaka, 10. juli i fjor underskrev en fredsaftale. De skal diskutere implementering af aftalen, som stort set ikke er blevet til noget. I stedet har man i dag en lavintensiv krig.
Medlemslandene i FN's Sikkerhedsråd overvejer i øjeblikket, om FN skal sende en fredsbevarende mission på 5.000 soldater og 537 observatører til Congo. Bliver FN-missionen til noget, spår eksperter den dog ikke store chancer:
Udsigtsløs FN-mission
"Konflikten i Congo er af intern og regional karakter, og jeg tror ikke, at nogen ekstern magt kan løse den. Problemerne er alt for store, og med kun 5000 soldater får FN-styrken mest at gøre med at forsvare sig selv," siger Stephen Ellis, som er seniorforsker ved Center for Afrikastudier ved Leiden Universitet, Holland.
Professor René Lemarchand fra Center for Afrikastudier ved Floridas Universitet, USA, er ligeså pessimistisk, hvad angår muligheden for indgreb udefra. Han siger: "Det mest sandsynlige scenario er, at man i flere år frem får en slags status quo. Det bliver en situation, hvor Rwanda og Uganda de facto har annekteret en del af det østlige Congo. Noget lignende som Israels besættelse af det sydlige Libanon. Det vil give en masse problemer, men ikke større end de kan overkommes af de involverede parter."

Sikkerhedszoner
Den manglende lyst til at føre Lusaka-fredsaftalen ud i livet har mange årsager. De to hovedårsager er nabolandenes behov for at bekæmpe egne oprørsbevægleser baseret i Congo og grådighed efter mineraler.
Folkemordet i Rwanda i 1994 er den direkte udløser af den nuværende krig i Congo. Hunderedetusinder af hutuer flygtede til Congo, og herfra førte nogle tusinder af dem krig mod den tutsi-ledede regering i Rwanda. For at bekæmpe disse og andre oprørsgrupper ønskede de nære forbundsfæller, regeringerne i Uganda og Rwanda, at have en sikkerhedszone inde i Congo. Det fik dem til at bakke op om Laurent Kabilas oprørsgruppe, som derefter til de flestes overraskelse meget hurtigt indtog hele Congo i 1997.
Efter magtovertagelsen vendte Kabila sig imidlertid mod sine gamle krigsfæller Rwanda og Uganda, der af de fleste congolesere opfattes som besættelsesmagter. Da Rwanda og Uganda stadigvæk havde og har brug for at bekæmpe oprørsbevægelserne baseret i Congo, valgte de at støtte forskellige grupper i det østlige Congo, og det udløste den nuværende krig i august 1998. Behovet for at beskytte sig mod oprørsbevægelser er også et væsentlig motiv for Nambia og Angola, der deltager på Kabilas side.
"Dannelsen af alliancer foregår ud fra devisen om, at mine fjenders fjender er mine venner," siger professor Lemarchand.

Guldfeber
Sikkerhed er dog ifølge forskellige eksperter ikke længere den altafgørende motivation for de involverede lande. Sikkerhedsbehovet overgåes af økonomisk grådighed og behovet for at finansiere krigsmaskinerne.
Det har ført til en uhæmmet udnyttelse af Congos mineral- og naturrigdom. Industridiamanter, guld og andre metaller, tømmer, papegøjer og andre sjældne dyr føres ud af landet i store mængder.
Her kommer Zimbabwe ind i billedet. De 10.000 zimbabwiske soldater i Congo kan ikke begrundes med behovet for en sikkerhedszone. Begrundelsen fra præsident Robert Mugabes side blev da også i begyndelsen regnet for at være hans ønske om at se ikke mindst sig selv og Zimbabwe som en regional storaktør.
I dag står det imidlertid klart, at både den økonomiske, politiske og militære elite i Zimbabwe via især diamantsalg tjener tykt på operationen i Congo, mens staten Zimbabwe kommer mere og mere i økonomisk uføre.
Redaktøren af militærtidsskriftet Africa Defence Journal, Michael Quintana, siger til den engelske avis The Independent om Zimbabwes rolle:
"Zimbabwe udfører krigsarbejdet for præsident Kabila. Hvis Zimbabwe havde været inde i det her udelukkende af militære årsager, så kunne de zimbabwiske styrker have været i Rwanda for længe siden (underforstået indtaget hele Congo, red.), fordi rwanderne og oprørsgrupperne ikke har noget luftværn. Man behøver blot set på et kort for at konstatere, at de involverede parter forfølger økonomiske mål. Det afslører kampmønsteret, som består af små, hårde træfninger, hvor man slås for sine positioner, og derefter lange perioder med inaktivitet." Om Rwandas økonomiske incitament siger professor Lemarchand: "Ledende rwandiske officerer bygger i øjeblikket luksusvillaer i Kigali (Rwandas hovedstad, red.). Pengene har de uden tvivl fået fra guldminerne i Congos Kivu-provins."

Uganda dræner Congo
Uganda tømmer også Congo for træ, guld og diamanter. Regeringen i Angola har lovning på at forsyne Kabilas krigsmaskine med olie og er selvfølgelig interesseret i fortsat at have Congo som storaftager.
Hertil kommer, at adskillige mellemhandlere tjener store penge på at aftage industridiamanter fra Congo.
Eksperter anslår, at en stor del af diamanterne via blandt andre Israel og Indien havner i Europa og USA.
Diamantgiganten, De Beers, som sidder på omkring 60 procent af verdensmarkedet, beskyldes for at aftage de 'beskidte' varer.
Mens regeringerne tænker i magt og kolde kontanter får befolkningerne i de berørte lande lov til at betale prisen. En af dem beskrives i New York Times:
"På centralhospitalet i Kinshasa (...) humper den sårede soldat 27-årige Sipirant Ndaki fra sin seng ned på gaden for at tigge mad. Det lykkes ham at få en kvart majskolbe (...) han ligger i sin seng uden lagner eller madras og har ikke modtaget tilstrækkelig behandling. Han trækker op i sit bukseben og blotlægger åbne sår, der stadig bløder hver dag."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu