Læsetid: 2 min.

Bornholmsk borgmester glæder sig til at hilse på Haider

9. februar 2000

Amtsborgmester Knud Andersen (V) mener Jörg Haider skal have et varmt håndtryk i stedet for en kold skulder

På det kommende regionalrådsmøde i EU vil den bornholmske amtsborgmester Knud Andersen (V) opsøge partilederen af det omstridte østrigske Frihedsparti, Jörg Haider, for at give ham et varmt håndtryk.
Knud Andersen, der i løbet af de sidste fire år har været opstillet for Venstre til både Folketing og Europa-Parlament mener, at Haider fortjener et varmt håndtryk i stedet for den kolde skulder, som EU har givet ham.
"Når jeg skal til EU's regionsudvalgsmøde den 15. februar, vil jeg opsøge Haider og trykke hans hånd som af sympati og respekt for, at han siger, hvad han mener. Men jeg vil fortælle Haider, at det er vigtigt, at han holder sig inden for den demokratiske tradition, som vi følger i Europa. For hvis det her er begyndelsen til en ny udvikling, så kan jeg slet ikke overskue det samfund, vi er på vej ind i", siger Knud Andersen til Information.

Regionalt netværk
Selv om Knud Andersen er leder af den danske delegation i det regionalpolitiske netværk i EU, hvor også partileder Jörg Haider er medlem som delstatschef for den østrigske provins Kärnten, kan han ikke huske ham fra de tidligere møder i udvalget:
"Jeg må indrømme, at jeg blev overrasket, da jeg hørte, at han var en af mine kolleger", siger Knud Andersen.
- Men er det almindeligt, at medlemmerne af EU's regionsudvalg giver hinanden hånden?
"Nej, det er det ikke... altså hvis du nu vil prøve at hænge ordet fascist op på mig... det er bare min måde at sige, at EU's regeringsledere er gået helt galt i byen", siger Knud Andersen.
"Men jeg sagde det da også for at provokere mine socialdemokratiske kolleger. Jeg mener nemlig ikke, at Europa skal ledes af nogle regeringschefer i Bruxelles, der vurderer, hvad den danske og den østrigske befolkning skal beslutte. Det er fuldstændigt ude af proportioner, hvad EU's regeringsledere har foretaget i forhold til Østrigs, når de intet gør i forhold til f.eks. Ruslands overgreb i Tjetjenien. Det er forkert af EU at gribe ind, før den østrigske regering på nogen måde har gjort noget, der er i strid med menneskerettighederne".
"For hvor mange har Jörg Haider slået ihjel? Hvor mange har den østrigske regering slået ihjel? Ingen! Men man er ikke i tvivl om, hvor mange mennesker, den russiske regering har slået ihjel. Tusindvis! Og her reagerer EU's statsledere ikke", siger Knud Andersen.
I Venstres top har man ingen kommentarer til den bornholmske amtsborgmesters hensigter: "Jeg blander mig ikke i, hvem Knud Andersen har tænkt sig at trykke i hænderne", siger næstformand Lars Løkke Rasmussen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her