Læsetid: 4 min.

Ca va

5. februar 2000

Toni finder ud af, at Huberte er faldet i armene på en anden, og han kalder sin mor til hjælp. Meme og Thierry ryster de værste skuffelser af sig, så livet kan gå videre på trods

Resumé: Toni har forgæves ledt og ledt efter Huberte. Han er ikke klar over, at hun er sammen med en anden mand. Nicole har uigenkaldeligt afvist at åbne sit hjem for fremmede, og hverken hun, Jacques eller børnene kommer længere i café Au Tonneau. Her snakker den vragede Thierry en del med Meme, der selv har valgt flasken fremfor prinsesse Mathilde.

Det er generelt lidt syret, hvordan lydniveauet i Au Tonneau kan skifte fra total stilhed til øredøvende larm fra det ene sekund til det næste. Sådan er det også lige nu, hvor unge Thierry vælger en techno-agtig gruppe ved navn Milk Inc. i jukeboksen. Nummeret Woow fra cd'en Apocalypse Cow, virker noget malplaceret i betragtning af den generelle stemning i caféen denne fredag formiddag: tristhed.
Toni befrier os fra dilemmaet om, hvorvidt vi skal antyde, at vi har set Huberte. For han fandt hende selv på et andet værtshus i går aftes.
"Hun bad mig om at gå. Jeg er meget ked af det. Jeg græder," siger Toni og lader sine to pegefingre køre ned ad sine kinder for at illustrere, hvordan han har haft det i nat. I næste sekund lægger han luft til Huberte. "Hun drikker simpelthen for meget. Hun er uforudsigelig."
Toni drikker imidlertid selv en 10-15 stykker pr. dag, men det er mest for selskabets skyld, understreger han.
"Jeg bliver nødt til at gå herned for ellers bliver jeg skør af ensomhed," siger Toni, der fastholder aftalen med at besøge ham klokken 14. Beundringsværdigt, situationen taget i betragtning. Hans lejlighed ligger på anden sal i bygningen lige ved siden af Au Tonneau. Har han noget i ærmet deroppe?

Endelig sker der noget
I mellemtiden har det lokale kulturcenter i Dison kaldt til generalprøve på et teaterstykke, som en amatørgruppe fra Verviers skal fremføre om aftenen. Den lille sal er stuvende fuld, selv om klokken kun er 11 om formiddagen. Endelig sker der noget i Dison for de mange, som er uden arbejde.
De otte skuespillere har blandt andet valgt at dramatisere over emnet diskrimination og racisme. Deres satire over stereotype indvandrere og fordomsfulde belgiere, vækker jubel hos publikum, der både tæller indfødte disonesere og arabiske indvandrere.
"Vi forsøger at flytte noget og gøre opmærksom på, at det ikke er udlændingenes skyld, hvis der er problemer," fortæller en af skuespillerne, Philippe, bagefter under en lille reception oppe på første sal i kulturhuset.
At dømme efter publikums reaktion, gik budskabet rent ind.
"Satire er det bedste våben," siger Philippe, der - ligesom den øvrige skuespillerflok - aldrig før har været i Dison.
Han ved derfor ikke, at det kun er de færreste af gæsterne i Au Tonneau, der i løbet af ugen har peget på "udlændingene" eller "de sorte", når de er blevet spurgt om, hvad der er det største problem i Dison. Det er økonomien, arbejdsløsheden og det sociale forfald, som er hovedproblemet.

Mor hidkaldt
"Livet er ikke nemt," siger Toni, da han har lukket døren op til sin lejlighed. Han refererer igen til sin invalidepension på 4.800 kroner, der skal dække husleje, mad og øl.
Indenfor er der rent og pænt. Opvasken er taget, og kaffen er ved at løbe igennem maskinen. Forklaringen er, at Tonis mor, 74-årige Marcoline, er blevet hidkaldt for at rydde op og gøre lidt rent. Hun er italiener, en af de mange, som kom til Belgien i 60'erne for at arbejde i minerne. Marcoline sidder helt stille i sofaen og ser den tyske krimiserie Derrick på tv'et. Derrick taler synkroniseret fransk. Og det bliver han ved med. Det falder hverken Marcoline eller Toni ind at slukke for fjernsynet, mens der er gæster.
"Min mor er mit holdepunkt, når jeg bliver ensom," siger Toni, der ikke lægger skjul på, at han føler sig alene.
På væggen hænger et billede i en glasramme af Huberte. Stående på gaden med to indkøbsposer i hånden. Toni vil lade fotografiet blive hængende i en tid endnu.
"Jeg er stadig forelsket i hende," siger han.
Tonis to børn fra det første ægteskab er også oppe på væggen, som varede i 11 år. Veronique, 29, optræder i brudekjole på bryllupsbilledet. Hun er blevet gift, og nu arbejder hun med at gøre rent forskellige steder i Dison. Den yngste, Philippe, er 25 år, chauffør og ungkarl. Tonis andet ægteskab varede i fire år, og de sidste ti år har han været alene. Indtil han altså mødte Huberte for to måneder siden.
Der er ikke så meget mere at sige. Vi tømmer dåseøllene, siger farvel til Marcoline, som nu har til opgave at lave aftensmad til Toni.

Fortryder meget
Toni sætter kurs mod Au Tonneau, hvor der på sådan en fredag eftermiddag er ekstra mange mennesker. Kredsen af stamgæster er blevet udvidet med de, der har arbejde, og som vil have en fyraftensøl.
Nicole, Jacques, Sabine, Morime og Christophe er fortsat fraværende. Til stor forundring for Thierry, der havde håbet på at se dem, inden han efter weekenden tager til Frankrig.
"Jeg ved ikke, hvorfor de ikke kommer længere," siger Thierry. "De plejer at være her hver eneste dag."
Meme sidder på sin faste plads med en halv Jupiler foran sig. På jukeboksen kører numre fra Edith Piaf pladen Je ne regrette rien - jeg fortryder intet.
Meme fortryder meget. Sin alkoholisme for eksempel. Men han er glad for, at han i det mindste har Au Tonneau.
"Her har jeg seks venner. Nej, syv," siger han og peger på Toni, der har sat sig ved siden af ham.
Hverken Toni eller Meme "er tilfredse med livet," siger de. Men de har vænnet sig til betingelserne i Dison. Toni er ved at komme i bedre humør.
"Jeg er født her. Jeg hører til her. Det er svært, men ca va."
Ca Va.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu