Læsetid: 3 min.

Dårende dejlig Dyrholm

21. februar 2000

Replikkerne river som forrevne digte i 'Natløberne', der byder på en yndig Trine Dyrholm og en barsk Marina Bouras

Teater
Måske lyver de. Måske taler de sandt. Måske bliver deres møde afgørende. Måske er mødet blot fragmenter af en drøm - eller af to drømme.
For Kristina Lugns Natløberne fra 1998 er et drama hævet over den sædvanlige logik. Egentlig er alle replikkerne digte. Eller rettere: slutsætningerne af digte. Forrevne digte hvis indledende sætninger tilskueren selv må gætte sig til.
Udgangspunktet er et natligt orienteringsløb i en skov, hvor to kvinder mødes. Den ene er erfaren i natløbssporten, den anden er begynder denne selvsamme nat. Men begge har det svært med livet.
I rollen som den garvede natløber optræder Marina Bouras som striks og træt dansklærer. Hun er praktisk med campingrygsæk og primus, pertentlig og organiseret med strømlinede ståltermokander og åh så praktiske spejderbukser med lommer til alt. Hun er den sure og den defensive, men Bouras spiller hende overbevisende, fordi man næsten kan høre krakeleringen af hendes ultratynde høflighedslag, hver gang hun forsøger at sige en venlig replik. Eller en øm replik. Eller en desperat.

Knæk på livslinjen
Hendes modsætning er den anderledes intuitive rytmiklærer, som Trine Dyrholm spiller med et smil og en sødme, der gør hende til den sårbareste og yndigste skabning. Hun knækker rundt på sin livslinje, hele tiden for skrøbelig til at klare mosten - i hvert fald mandens krav om skilsmisse - men også for diffus til at gøre en ende på det hele. Dyrholm er mere flyvsk her, mere åben i sindet end hun har virket i mange andre roller, og hun lader sig selv holde fast i glæden fremfor i frustrationen, hvilket tydeligvis giver god effekt i denne rolles følelsesudsving. Dyrholm er simpelthen dårende dejlig.
Kvindernes samtale er usammenhængende på grænsen til det absurde. Den nu 51-årige Kristina Lugn er blevet sammenlignet med Beckett, og der er da også en udsigtløshed og samtidig en humor og lethed, der kan minde om det absurde teater.
Alligevel er stykket umiskendeligt fra 90'erne. Problemstillingerne er den moderne rodløshed med den smadrede familie og de opløste idealer. I dette univers er kun den store, rungende ensomhed, der af og til brydes af en vildfaren forestilling om samhørighed - eller af noget så eventyrfjernt som kærlighed. Eller som Bouras' kvinde siger: "Jeg føler mig altid underlig. Det er en opgave, jeg har pålagt mig selv."
Dyrholms kvinde, derimod, kan kun føle sig selv gennem sin tabte mand. Eller som hun udtrykker det: "Jeg har et ledigt, indre værelse, men han vil ikke flytte ind."

Abrupt slutning
Disse kvinder betror sig til hinanden om de mest intime hjørner af deres følelsesliv. Men ingen af dem ved i virkeligheden, om den anden lytter. Eller om den anden overhovedet er i stand til at forstå.
Christoffer Berdal har valgt at iscenesætte stykket temmelig sort-hvidt og måske mere ensidigt i dynamikken end nødvendigt er. Desuden lader han slutningen indtræffe, uden at den på nogen måde forberedes. Forestillingen klippes bare over, lige så abrupt som den begyndte.
Scenografen Thomas Kolding har valgt samme unuancerede princip i sin sceneindretning, hvor tykke gummisnore skal gøre det ud for træstammer, uden at snorene bidrager yderligere til handlingens spænding. Sjældent har en (mørk?) skov været så overskuelig og lidt mystisk som denne.
Til gengæld er de svenske replikker forvandlet til mundrette danske sætninger med pointerne rigtigt placeret i en fælles oversættelse af Maria Stenz og Hanne Juhl Andersen. Som f.eks. Bouras' kvindes beskrivelse af sin ene elsker: "Han får mig til at føle mig som et girokort, han udfylder." Men i virkeligheden ved Bouras' kvinde godt, at årsagen ligger hos hende selv.
Eller som hun barsk opsummerer sig selv: "Livet er ikke en af mine stærke sider."
Og her lyver hun nok ikke.

*'Natløberne' af Kristina Lugn. Oversættelse: Maria Stenz og Hanne Juhl Andersen. Instruktion: Christoffer Berdal. Scenografi: Thomas Kolding. Teatret ved Sorte Hest til 25. mar.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her