Læsetid: 4 min.

Dæmoner og spejle

10. februar 2000

Det er ikke Pia Kjærsgaard, der vækker mindelser om 1930'erne. Det er hendes kritikere, hævder forsvarsskrift for lederen af Dansk Folkeparti

Debatbog
Forfatterkredsen vil være bekendt fra dette blads opinionssider: Geoffrey Cain, Leopold Galicki, Henrik Gade Jensen, Peter Tudvad, Monica Papazu, Torben Bramming, Jean Fischer og Leon Nikulin.
Alle er flittige leverandører af modbilleder til, hvad de opfatter som "fremherskende meninger", og flertallet af de nævnte ser nok sig selv som en dansk intellektuel opposition.
En af Geoffrey Cains foretrukne aversioner er "den humanistiske kulturelite". Cain er sammen med foreningen Dansk Kulturs næstformand, Preben Breds, drivende kraft bag bogen Ondskabens Ikon. Ikonet er selveste Pia Kjærsgaard, lederen af Dansk Folkeparti. Hun er ikke ond, skriver Cain & Breds, men hun gøres til det.
På bogens bagside hedder det:
"Det er en mobning, som Danmark sandsynligvis aldrig tidligere har oplevet. I tekst og billeder er Pia Kjærsgaard blevet kaldt eller sammenlignet med en heks, en horemutter og en prostitueret. Hun er en rotte med urent blod, en grib, en pukkel, en fascist, en pengepuger, en morder og et svin, som intet anstændigt menneske burde have noget at gøre med. Ja, sådan har Danmarks kulturelite talt."

Tilbage til nazitiden
Samme tolkning af Cains & Breds' materiale giver Leon Nikulin i den pressemeddelelse, der ledsager bogen:
"Cain påstår ikke, han viser blot, så læseren finder frem til den eneste mulige konklusion: at Danmark bag en demokratisk facade langsomt genopliver en tankegang og metodik fra nazitiden og - længere tilbage endnu - fra hekseforfølgelsestiden."
Stærke ord. Så stærke, at de øvrige bidragydere i vekslende grader erklærer sig uenige med Cain, Breds og Nikulin. Det gør de ud fra hver deres standpunkt og tilsyneladende uden, at nogen har søgt at tilføre bogen en redaktionel fællesform.
Til det flimrende præg bidrager, at Cain i forsvaret for Pia Kjærsgaard kommer vidt omkring: Han hænger den franske oplysningsfilosof Rosseau ud som ophav til grimt humanistisk tankegods og får også harcelleret over NATO's aktion i Kosovo.
Det distraherer fra det, der angiveligt er Cains & Breds' hovedærinde:
At mediefremstillingerne af Pia Kjærsgaard er så ondsindede som nazistisk og kommunisk propaganda mod jøder.
De sammenstiller bladtegninger af Kjærsgaard med antisemitiske smæderier.

Hvor går grænsen for satire?
Den groteske form skal helst rumme en sandhed, der kommer overraskende frem i proportionsforvridningen. Nærværende anmelder er ikke fornøjet over de af eksemplerne, der fremstiller Kjærsgaard som morder eller luder.
En pointe, Cain & Breds kredser om, men ikke får nok ud af, er, at andre partiers politikere kan slippe afsted med at plagierer Kjærsgaards budskaber, uden at medierne farer løs på dem med samme nådesløshed.
En ubehagelig sandhed har Cain fat i, når han peger på, at der i de ekstreme fordømmelser af Kjærsgaard ligger en betydelig grad af selvgodhed - og jung'sk arketype-projicering af ubehaget ved inderst inde at ane sig enig med hende.

Skingre udgydelser
Som forsvarsskrift for Kjærsgaard svigter bogen, hvor den selv forfalder til skringre udgydelser, f.eks.:
"Talrige mennesker er blevet overfaldet, bestjålet, voldtaget eller myrdet af mennesker fra fjerne egne, der har bragt deres egen voldsstyrede verden med sig hertil. Overdanmark har lukket dem ind i landet uden at ane, hvad det ville føre til, og uden at bekymre sig om landets eget folk."
Tilsvarende omgås bogen noget lemfældigt med de Kjærsgaard-gengivelser, den forarges over.
Den hævder, at nærværende dagblad på sin mørklødede Pia-plakat også har forsynet hende "med diskrete hugtænder. En dansk vampyr!" hedder det gispende.
En sådan tandmanipulation bestrides på det ihærdigste af de mennesker i Informations hus, der har haft med plakatfremstillingen at gøre: Kun hudfarven blev ændret; det er jo pointen.
Der er noget forrykt ved dette år 2000's offentlige debat, hvor så mange sammenligner hinanden med nazister.
Cain mener, at Kjærsgaards portrættører bruger nazistiske metoder. Til gengæld ser de i hende som politisk skikkelse en mindelse om nazismens raceideologi.

Altid gemt brod
Med i billedet hører den tvetydigheds-strategi, som Kjærsgaards parti meget bevidst anvender. Uanset hvad partiet tilsyneladende taler om, ligger der altid bagved en brod mod folk af udenlandsk herkomst: Kriminalitet, svigtende ældreomsorg - det er altsammen "de fremmedes" skyld.
Senest har Pia Kjærsgaard uforbeholdent gjort fælles sag med Østrigs Jörg Haider. I sit seneste ugebrev skriver hun som kommentar til de 14 regeringslederes trusler om diplomatiske sanktioner mod en østrigsk regering med Haiderpartiet:
"Nu skal menneskerettigheder, Hitler og Holocaust mobiliseres til et politisk korstog mod almindelige politiske synspunkter."
Jamen, hov stop, Pia! Haiders ytrede politiske synspunkter har jo netop ikke været "almindelige". De har siden 1945 været ganske ualmindelige for et europæisk regeringsparti. Det er det, hele balladen handler om.
Ved at kalde Haiders synspunkter for "almindelige" foretager Kjærsgaard endnu en gang en forvanskning, der kalder på en grotesk fremstilling af hende i satiren.

*Geoffrey Cain m.fl.: Ondskabens Ikon, en debatbog. 144 sider. 150 kr. Det Kritiske Forlag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her