Læsetid: 5 min.

Dagsordenen der kom ind fra højre

10. februar 2000

Hvad enten de er med i regering eller ej, har det ekstreme højre præget dagsordenen i Europa. Haiders eksempel viser, at man kan åbne døren til magten ved blot at skrue ned for den mest rabiate retorik

Højresvinget
BRUXELLES - Præcis hvor angst og leflende, grundstemningen i de regeringsbærende partier i EU er blevet, kunne man aflæse med stor tydelighed under Kosovo-krisen sidste forår. Mens det lykkedes at nå til enighed i NATO om at bombe Jugoslavien, blev håndteringen af flygtningestrømmen et pinligt optrin. EU-landene kunne ikke enes om, hvor mange hvert land skulle modtage, og det endte med, at et land som Finland meldte sig som modtager af 60 Kosovo-flygtninge.
Det totale kaos blev kun undgået, fordi det ludfattige Albanien meldte sig til at modtage flygtningene i teltlejre. Situationen viste, hvor effektivt det er lykkes de ekstreme højrepartier at rykke dagsordenen for Europas politiske centrum mod højre.
Spørgsmålet om indvandring og asyl - og frygten for de fremmede - er blevet et af tidens sværeste politiske udfordringer. Og nok viser Haiders dugfriske østrigske eksempel, at det ekstreme højre er nødt til at skrue ned for den mest rabiate retorik, for at nå til regeringsmagten.
Men eksempler som afsmitningen fra Dansk Folkepartis tilløb mod magten viser, at mindre kan gøre det, når det handler om at få indflydelse. Op gennem 90'erne er der kommet ting ud af munden på danske socialdemokratiske politikere, der ville have fået Stauning til at skamme sig. Bugtaleri med Pia Kjærsgaard som den ufrivillige dukkemester er blevet dagligdag.
Holder fast i retorik
Det sker også andre steder. I det konservative Bayern i Tyskland har CSU-regeringen således vist sine muskler ved at udvise to kriminelle tyrkiske mindreårige drenge til et hjemland, de aldrig har boet i.
En række iagttagere af det ekstreme højres manøvre i Europa, som Information har talt med, peger på, at vejen til konkret regeringsmagt for det ekstreme højre altid går over en respektabel facade:
"De rigtige neo-nazister i Tyskland tager sig slet ikke af deres image, de holder fast i ren ideologi, og bliver derfor ikke større," siger Joop Van Holstein, politolog fra Leidens Universitet i Holland.
"Haiders strategi med at appellere til respektabilitet er ikke ny blandt de højreradikale partier. Vi så den allerede i 30'erne. Haider er bare den første, som det lykkes for med så stor succes i nyere tid. Hans parti er i dag et rigtigt politisk parti - i højere grad end Front National i Frankrig, der er en bredere føderation af højre-katolikker og andre nationalister. Det, at Haiders parti nu er med i en regering, gør ham naturligvis endnu mere respektabel," siger Joop Van Holstein

Førerskikkelser
Jean-Marie Le Pens National Front har ikke samme sans for pragmatisme som Haider. Hans politiske tilslutning toppede med 15 procent af vælgerne til paroler om udvisning af alle immigranter.
Siden er partiet splittet op, men udbryderen, den mere stuerene Bruno Mégrets nye republikanske højreparti, har slet ikke fået samme tag i de franske centrum-højre vælgere.
Højrepartiernes succes hænger nemlig også i høj grad sammen med at have stærke ansigter og karismatiske førerskikkelser. Det viser også forløbet omkring den tyske neo-nazist Franz Schönhubers parti. Efter hans forsvinden er partiet sygnet hen.
Netop Le Pens eksempel viser, at den rå ekstremisme kan give høje stemmetal, men ikke regeringsmagt, mener Joos Vandervelpen, flamsk advokat, og forfatter af tre bøger om de ekstreme højre i Europa og i Belgien:
"De ekstreme højrepartier behøver ikke at pudse deres facade for at opnå mange stemmer. Men hvis de vil til magten, er de nødt til det. Den eneste måde at gøre det på er at gå sammen med et parti fra den politiske og økonomiske elite", siger Vandervelpen.
Italiens Berlusconi har dannet skole for Haiders Frihedsparti. Industrimanden Silvio Berlusconis parti Forza Italia indgik i 1994 en alliance med det højreorienterede Allianza Nationale, tidligere neofascisterne MSI, og åbnede dermed for første gang efter Anden Verdenskrig for, at et ekstremt højreparti kom med i en europæisk regering.

Italiensk udrensning
Men før det kunne komme så vidt, havde partiet gennemgået en udrensning:
"I 70'erne havde MSI to fronter, en der arbejdede parlamentarisk og en illegal, der gav indirekte støtte til militante, der stod bag bombeattentater. Men da Gianfranco Fini tog magten i partiet, smed han hele den voldelige fraktion ud. Det var vejen til succes. Alle de ekstreme højrepartier har brug for deres Berlusconi til at åbne døren. Og Haider har fundet ham i Schüssel," siger Vandervelpen.
I hans hjemlige Flandern har det indvandrerfjendske nationalistiske parti Vlaams Blok opnået 10 procent i Belgien og 30 procent i Flanderns hovedstad Antwerpen. Den rekordagtige fremgang, der er kommet gradvist op gennem 90'erne, er sket under det respektable dække af advokaten Filip Dewinters renskurede ydre.
Han har rettet retorikken udelukkende mod fattige marrokanske og tyrkiske indvandrere og taktisk undgået at angribe Antwerpens store jødiske samfund. Men respektabiliteten har ikke bragt ham til magten. Og sådan vil det vedblive - også efter næste kommunalvalg i oktober, spår Vandervelpen, selvom det kan skabe alvorligt kaos i bystyret, for Vlaams Blok vokser stadig. Og selvom det står uden for magten, er dets afsmitning på den politiske dagsorden i Belgien svær at gå fejl af.
Socialistiske indenrigsministre har gennem 90'erne voldsomt strammet kursen over for illegale indvandrere.
Den symbolske og tragiske kulmination kom i fjor, da belgisk politi kvalte en afrikansk kvinde. I flyet, der skulle transportere hende hjem, holdt politifolk en pude over hovedet på kvinden for at stoppe hendes skrig, fordi det kunne få piloten til at nægte at flyve. Hun fik en hjerneblødning og døde.

Spansk succes
Andre steder som i Spanien har gamle højrepartier formået, at forvandle sig med langt større succes.
Det nu forsvundne parti Folke Alliancen, ledet af en af general Francos tidligere ministre, lagde ud med en stil i 70'erne, hvor der blev heilet på partimøder. Siden har dets leder Manuel Fraga udrenset gamle Franco-folk, og forvandlet partiet til et demokratisk parti med så stor respekt, at Partido Popular i dag sidder i regering, uden at det har givet anledning til protester.
I dette forløb er det lykkes Manual Fraga at køre de yderliggående spanske højrepartier ud på et sidespor, hvor de lever uden nogen betydning.
Men skinheads og andre elementer kigger frem under store fodboldkampe i Madrid og Barcelona. Og med denne uges raceuroligheder i Andalusien er den immigrationsvenlige linje, regeringen har ført de seneste år, måske nået til et vendepunkt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu