Det er både et stykke Danmarkshistorie og et stykke kunsthistorie, der fortælles med Aarhus Kunstmuseums store udstilling om 'Kunstnerkolonier'
Udstilling
Vi kender dem alle sammen, billederne af Danmark:
Krøyers spadserende kvinder, der endeløst vandrer langs stranden i Skagen, Fynboernes køer og grise i det frodige landskab, Oluf Høsts gård Bognemark på Bornholm i al slags vejr. Fra Skagen i nord til øen i Østersøen skildrer de et Danmark, som det engang var.
Vi finder dem på kagedåser, i utallige reproduktioner, ja, selv i reklamerne, hvor forestillingen om et land i pagt med sin natur igen og igen fremvises som det mest autentiske bud på en fælles fortid. De har formet os, de her billeder, og de har lært os at se på vores omgivelser med en ganske bestemt optik.
Fælles for disse billeder er, at de er blevet til i de såkaldte kunstnerkolonier, der i århundredets begyndelse opstod i Skagen, på Fyn og på Bornholm.
Samlingspunkter langt fra byens støj, hvor kunstnere mødtes og lod sig inspirere af hinanden, og hvor naturens vælde og befolkningens simple liv udgjorde et kærkomment motiv for en kunst, der var blevet træt af det storladne og det prætentiøse.
Masser af ligheder
Disse malerier er nu blevet samlet med Aarhus Kunstmuseums udstilling Danske Kunstnerkolonier. Skagen Fyn Bornholm. Billeder, der ellers befinder sig i hver deres ende af landet, hænger nu sammen, så både forskelle og ligheder træder frem. Og lighederne er slående, i hvert fald som udgangspunkt.
Der er selvfølgelig alle historierne: Det løsslupne liv i Skagen, Oluf Høsts og Niels Leergaards rivende fjendskab over en gård på Bornholm, Fynboernes strid med de akademiske københavnere, og så alle de her kvinder, der nænsomt stod bag deres mænd, og som skam også malede de mest poetiske, undselige motiver fra deres dagligdag i huset, når de ikke lige var fromme hustruer.
Når kunstnere finder sammen er der altid en god historie i ærmet, men det er nu ikke hér, Aarhus Kunstmuseum har lagt sit fokus.
Det er i formerne, i farverne, i lyset og i de mærkeligt nære motiver, som vi alle sammen tror, vi har set før. Dannelsen af kolonierne var nemlig et resultat af det nybrud, der i 1800-tallets slutning fandt sted. Kunsten skulle ikke længere skildre verden i store historiske og mytologiske motiver, men finde ind til maleriets og kunstnerens essens ved at vælge motiver, der var lige for, og som blev tolket subjektivt.
Dét lærte kunstnerne i Frankrig, hvor de også tog ned, men det var den danske natur, de vendte sig mod, når de skulle omplante deres erfaringer til lærredet. Og dét hvad enten det var i Skagen i slutningen af 1800-tallet, på Fyn i begyndelsen af 1900-tallet eller på Bornholm i tiden før, efter og mellem de to verdenskrige, der rystede verdensbilledet endnu engang.
Forskellene
Med samlingen af de tre kunstnerkolonier træder forskellene nu også frem. Tiderne, stederne og de kunstneriske intentioner var forskellige, og det samme var de kunstnere, der skabte værkerne.
I Skagen, hvor vandet reflekterede solen og fiskerne bed tænderne sammen, udfoldede der sig et frugtbart leben blandt de kunstnere, der slog sig ned på mere eller mindre ubestemt tid. Der var selvfølgelig Krøyer, hvis sensibilitet for lyset og farverne var uomtvistelig, men der var også Anna Ancher, der gjorde det samme, blot i mindre format. Lyset er klart, penselstrøgene viltre, og alligevel er motiverne så intenst nærværende.
Hos Fynboerne er malingen og farverne mere tunge. Fritz Syberg maler havet ved Fyens Rev som tungt og materielt, changerende i violet, brunt og grønt, og dét er noget andet end Krøyers lette lyseblå skildringer af det nordjyske hav. Måske fordi Syberg var hjemmefødning og ikke, som Krøyer, en glad turist. Syberg kendte havets kraft, og den samme voldsomhed genfinder man i Peter Larsens pløjemand, der møjsommeligt vender den brunsorte jord i skarptskårne, svære penselstrøg. Samhørigheden med naturen forplanter sig til lærredet, og pludselig træder et kålhoved i haven frem med umådelig intensitet.
Med billederne fra Bornholm bliver verdensbilledet mere komplekst. Der var aldrig nogen egentlig koloni, men blot et sted, smukt og kantet, der inspirerede en hel generation af malere, der siden hen kom til at hedde modernister. En flok unge kunstnere besøgte i 1911 øen, som blev et yndet motiv for de form- og farveeksperimenter, der i de følgende år fandt sted. Olaf Rudes kubistisk inspirerede gengivelser af hustagene i Gudhjem, Edvard Weies næsten abstrakte naturbilleder og, i 1930'erne, Niels Leergaards isolerede menneskeskikkelser i en stoflig og geometrisk natur er alle sindbilleder på Bornholm. Bornholmeren - og kunstneren - over dem alle er og bliver dog Oluf Høst, der boede på øen hele sit liv og skabte iltre, poetiske, romantiske og abstrakte billeder af en hverdag, der er helt tæt på.
Det er historien om den danske kunsts udvikling, som udstillingen fortæller. Fra Skagensmalernes løsrivelse af farven til Oluf Høsts kaotiske abstraktioner præsenteres én af de fortællinger, der kom til at forme moderniteten. Men det er også historien om de billeder, som vi spejler og i, når vi bevæger os ud i det danske landskab, selv når byernes neonlys kaster skygger helt derud, hvor kragerne vender.
*Danske Kunstnerkolonier. Skagen Fyn Bornholm. Aarhus Kunstmuseum, Vennelystparken, Århus. Til 20. apr. Katalog
