Læsetid: 5 min.

Danske designerne skal videre

5. februar 2000

Kunstindustrimuseet viser tre udstillinger af møbler, belysning og inventar. To viser fortrinsvis unge talenters arbejder - den tredje er en tour de force gennem 20 års møbeldesign

Design
Den årlige SE-udstilling er delt i to. Hvor den første koncentrerer sig om nye arbejder af foreningens faste medlemmer og gæsteudstillere, markerer den anden udstilling dannelsen i 1980 af Snedkernes Efterårsudstilling, Danmarks mest fremtrædende forum for nye møbelidéer. Det sker med en status over de sidste 20 år. Dobbeltudstillingen har fået titlen 20 år SE - SE år 2000. De to udstillinger, hvor overgangen er meget glidende, danner tilsammen et formidabelt monument over nyere dansk møbeldesigns produktivitet og vitalitet.
Den store retrospektive udstilling er ganske enkelt proppet med møbler, der for manges vedkommende er kommet i produktion og fortsat er på markedet. Spændvidden i eksempler er stor, lige fra Gunnar Aagaard Andersens, Erik Kroghs og Nanna Ditzels eksperimenter, til mere jordbundne, men ikke af den grund ringere, værker af Pelikan Design, Rud Thygesen, Hans Sandgren Jakobsen, Kasper Salto, Foersom/Hiort-Lorentzen og Troels Grum-Schwensen.
Det er ret overvældende at se alle disse møbler komprimeret på et sted, og rent udstillingsteknisk kunne man måske godt have ønsket sig en anelse mere albuerum.

En designinstitution
Omkring en fjerdedel af de mange møbler, der er blevet vist gennem tiden på SE-udstillinger, er kommet i produktion. SE opstod i sin tid som et forsøg på at genoplive traditionen fra Københavns Snedkerlaugs udstillinger på Kunstindustrimuseet, der var en årlig begivenhed fra 1927 til 1966. Den Permanente på Vesterbrogade genoptog idéen i 1979, og i 1981 startede Sammenslutningen Snedkernes Efterårsudstilling årlige udstillinger i Helligåndshuset. Fra 1997 har SE, der efterhånden er blevet en institution for den danske designbranche, haft sin årlige plads på Kunstindustrimuseet.
Desværre har der ikke været råd til et katalog for denne halvdel af SE-udstillingen. Derfor er det også lidt skuffende, at arrangørerne ikke har været alt for præcise med skiltningen, blandt andet har man ikke for alle værkerne oplyst tilblivelsesåret.
SE-udstillingen har, som sædvanlig, inviteret en række gæster til at udstille, deriblandt Frank Holgersen fra Panic-gruppen, Cecilie Manz og Pernille Vea fra Kropsholderne, samt folk som Jakob Berg, Annette Hermann, Henrik Leander, og Carlo Volf.
Sat sammen med de faste medlemmer af SE, der har bidraget til årets udstilling, tegner der sig et meget broget øjebliksbillede af dansk design. Det spænder lige fra et funktionelt arbejdsbord af Bernt, en seng i formspændt bøg af Hans Sandgren Jakobsen og et system med stole og skærmvægge af Johnny Sørensen, og til de mere udsyrede eksperimenter i for eksempel silikonegummi af
Dogg Gudmundsdottir. Desuden er der en mindre serie stole, der er designet indenfor et dogmeprojekt af Erik Krogh og Co. fra Danmarks Designskole.
Uanset hvor interessante, man kan mene, at eksperimenterne er, så virker mange af dem ureflekterede, ufærdige og besynderligt selvoptagede. Man finder et sjovt materiale at arbejde i, eller en ny teknologi at rode med og så leger man derudaf. Hvor dette kan virke friskt på en skole, så forekommer det at være noget uforpligtende at fortsætte med som færdiguddannet. Dette gælder især det omtalte dogmeprojekt, der er endt som workshopagtige stiløvelser over Le Corbusiers kasseagtige lc2 stol.
De mere modne og tænksomme designere i flokken producerer møbler af meget høj kvalitet. Især er der stor sikkerhed i form, proportioner og i de fleste tilfælde også i detaljerne. Men man savner også her en lidt bredere horisont. Udviklingen sker i et rasende tempo i vores samfund, hvilket afspejler sig i boligen, familiestrukturer, arbejdsformer og det menneskelige samvær, men dette afspejler sig næsten ikke i den måde, eliten designer møbler på. Man tænker ikke i helheder og koncepter, men i enkeltstående værker.
Det er et relativt navlebeskuende univers, som for eksempel resulterer i, at når de unge designere selv får børn, så vælter det frem med vugger, krybber, højstole og legemøbler. Et godt gæt er, at om ti år designer de møbler til deres teenagere. Forbrugerne kan nok komme til at vente længe på møbler til ældre og handicappede fra den side.

Og der blev lys.
I den anden ende af Kunstindustrimuseet kan man for tiden se Lysfortællinger 2. Ligesom udstillingen for et år siden er der tale om ganske radikal og eksperimenterende formgivning - i en del af projekterne måske mere eksperimenterende end egentligt oplysende. Men en inspirerende oplevelse er det da i hvert fald.
Lysfortællinger blev dannet i oktober 1997 - af en gruppe nyuddannede designere. Tanken var, som de selv siger, at vise både den danske og den internationale industri, samt forbrugermarkedet, hvor interessant brug af lys også kan være. Deres eget slogan for udstillingen er: "Man kan fortælle historier med ord, med billeder, med lyd... Vi gør det med lys."
Indtil den 19. marts kan man så se 11 nye projekter fra syv yngre designere. De udstillede, lysende visioner spænder fra mosaikagtige lysbilledvægge, over et kunstigt solur, til isterningeposer med lys i.
Mest interessant, set fra forbrugermarkedets side, er nok Monna Blegvads "Glødende rør" i Wengé og glas, Carlo Volfs fleksible bordlampe "Position" og Aleksej Iskos "Mirrorland", der er en pendel konstrueret af en enkelt pære og spionspejl. Flere af de andre udstillede projekter har karakter af at være skitseagtige koncepter, som kunne have trængt til yderligere bearbejdning og måske også lidt selvkritisk sans.
Efter en lang periode i 1970'erne og 80'erne, hvor det traditionelle funktionalistiske formsprog dominerede, er det fabulerende og meget 'kunstneriske' design kommet til ære og værdighed i Danmark på samme måde, som det også er sket i udlandet.
Men med Lysfortællinger er man blevet lidt i tvivl om, hvorvidt der er tale om design eller installationskunst.
Hvor oprøret mod den etablerede designbranches 'gode smag' var både rigtigt og befriende for 5-10-15 år siden, synes denne meget ekspressive og kunstneriske tendens at være på vej ind i sin egen blindgyde. Man kan sige, at de er ved at falde i den modsatte grøft, hvor designet bliver så avantgardistisk og elitært, at det marked, man hævder at ville nå, efterhånden er reduceret til museernes kuratorer og en håndfuld designnørder. Designerne vil gerne være kunstnere, men spørgsmålet er, om de kan stå den distance.
På en eller anden måde skal designerne videre. Man siger, at man gerne vil fortælle historier, men det er uklart, hvad det er for nogle historier. Der må efterhånden være eksperimenteret nok med pelsklædte lamper, silikoneindstøbte lyskilder og nøgne pærer stukket ned i en karaffel. Det er ligesom set for mange gange før.

*20 år SE - SE år 2000, til 26. mar. www.se-design.dk
*Lysfortællinger. Til 19. mar.
Kunstindustrimuseet, Bredgade 68 åbent dagligt 10-16, lørdag og søndag 12-16, mandag lukket.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu