Læsetid: 3 min.

Dødens blik

24. februar 2000

Der er ikke én sætning som ikke dirrer af radikal og ofte forfærdende indsigt. Vi har endelig fået Michel Foucaults bog Klinikkens Fødsel på dansk

Filosofi
En af de ting vi burde diskutere, og det temmelig alvorligt (modsat den tåbelige og beskæmmende indvandrerdebat), er hvorfor det gik med det moderne sundhedsvæsen som det gik: Frem til situationen i dag hvor medicinens legitimitet på én gang er total og totalt fraværende, og hvor enhver hospitalslæge vil bekræfte med forfærdelse malet i ansigtet ved den blotte tanke, at det værste, der kan overgå et menneske, er at blive - indlagt.
Vi kunne passende tage udgangspunkt i Michel Foucaults studie Klinikkens fødsel, fra 1962, der hermed endelig foreligger på dansk. Dette aldeles blændende værk kaster lys over tilblivelsen af den måde at omgås liv og død, som vi i dag finder på én gang selvfølgelig og grotesk, der i grelhed ikke står tilbage for nogen hospitalsgangs knitrende lysstofrør.

Født ud af kaos
Den historiske periode, der betragtes, er - som i alle Foucaults tidlige bøger - overgangen fra det, man i Frankrig kalder den 'klassiske' tidsalder, til moderne tid, i dette tilfælde med skæringsår 1761-1826. Man kunne tro at det gjorde det til en sag af rent historisk - og oven i købet lokal fransk - interesse; det er ikke tilfældet! For også hvad medicinen angår, er den franske revolution på forbløffende vis en generalprøve på alt, hvad der siden er sket: På få år frembringer en resolut liberalisering og privatisering af sundhedsområdet, af nøjagtig samme art, som vi ser i dag, et fuldstændigt kaos og sammenbrud i sundhedsvæsenet! Men ud af dette kaos fødes Klinikken.
I den klassiske tid var den teoretiske medicin botanisk: Hver sygdom var sin egen art, som skulle bestemmes i sin renhed, og patienten var i den forbindelse blot et forstyrrende moment. Men efter at revolutionen har nedlagt både hospitaler og universiteter, genopstår medicinen i en helt ny institutionel kontekst, en genial syntese af behandlings-, forsknings- og undervisningssted, der på én gang nydefinerer hospitalet som socialt observatorium og definerer lægekunstens egen disciplin ved en ny vidensteknik: det kliniske blik.
Foucaults analyse af den helt originale, fænomenologiske erkendelsesmodel - den medicinske semiologi - der herved defineres i en uhørt optimisme på lægekunstens vegne, er idéhistorie på allerhøjeste niveau: med afsæt i Condillacs sansningslogik, formuleres et klinisk paradigme hvor alt er synligt, og dermed alt muligt. Sygdommen har ikke længere nogen hemmeligheder.

Fordi vi dør
Og så alligevel er dette kun en overgang. Semiologien ser godt nok alt, men den mangler alligevel et overblik, et 'skema' til at systematisere sin viden. Det får den, da Bichat i 1807 indfører membranerne eller vævet, som den 'flade' hvori sygdommen indskriver sig. Men denne flade ligger ikke længere udbredt for blikket: Den folder sig ind i kroppens mørke og tilføjer dermed en dybdedimension som Laënnecs opfindelse af stetoskopet i 1819 er svaret på.
Med genindførelsen af dybden, genopstår da brat interessen for sektionen: for at skære i kadavere. Og takket være klinikkens rationelle organisering bliver det nu muligt, for første gang, at opfatte den døde krop - frisk fra sygelejet - som nøglen til den levende krops (syge)historie.
Døden ophører med at være livets og medicinens grænse: den bliver en del af livet. Vi dør ikke, fordi vi bliver syge; vi bliver syge, fordi vi dør. Og dermed slår den anatomiske patologi tonen an for det moderne syn på eksistensen, for Hölderlin, Rilke og Heidegger.
Der er ikke én sætning i Foucaults bog, der ikke dirrer af radikal og ofte forfærdende indsigt. Oversættelsen udviser pletvis tegn på grammatisk usikkerhed, men er til gengæld udført under konsultation af fagkundskaben. De (få) latinske citater skulle nok have været oversat: læseren skulle ikke snydes for Sydenhams henlæggelse, midt i 1600-tallet, af epidemiens dunkleste årsager til "selve jordens indvolde (in ipsis terrae visceribus)"!
Den eneste alvorlige skønhedsplet er oversætterens karakteristik - i et i øvrigt sobert forord - af Foucault som en mand der "først trådte i karakter og blev sig selv" efter at være blevet ansat ved Berkeley, så han "i San Franciscos bøssemiljø" kunne få "afløb for sine sadomasochistiske tilbøjeligheder" og få "grænseoverskridende oplevelser". Vi mangler en ny Foucault til at diagnosticere det patologiserende 'blik' der ligger til grund for et så sælsomt resumé af et menneskeliv. Men indtil da er der nok at hente i den 'gamle' Foucault!

*Michel Foucault: Klinikkens fødsel. På dansk og med forord ved Henning Silberbrandt (medicinsk konsulent: Svend Knuhtsen). 276 s, kr 275. Hans Reitzels Forlag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her