Læsetid: 4 min.

Et drømmepars død

9. februar 2000

Nyt teaterstykke beskriver idealisternes tragedie - den grønne Petra Kellys og fredsgeneralen Gert Bastians isolation og selvmord

Teater
BERLIN - Hun var en af pionererne hos De Grønne i Tyskland, han var general i forbundsværnet men viede sit liv til fredsbevægelsen. Sammen kæmpede de for en bedre verden, og sammen gik de i døden. Den 1. oktober 1992 skød han hende og begik selvmord.
Petra Kelly og Gert Bastian er for den tyske venstrefløj, hvad Di og Dodi blev for ugebladslæsere. Den sødmefulde tragedie. Men det er ikke den fulde sandhed, mente dramatikeren Franz Xaver Kroetz. Siden 1994 har han arbejdet på Das ende der
Paarung (Parringens afslutning), der lørdag havde urpremiere på Berliner Ensembles scene.
Ganske vist siger Kroetz, at Kelly og Bastians død kun fungerede som inspiration - han har givet de to figurer på scenen andre navne og lader dem udkæmpe et Strindbergsk ægteskabsdrama - men detaljerne lader ingen tvivl mulig.
Sibylle og Bert er overhalet af den tidsånd, som blev Petra Kellys og Gert Bastians skæbne. Engang stod de i forreste linje, kæmpede for freden og en bedre verden - nu har ingen brug for deres engagement.
De er ensomme og isolerede idealister. Den aldrende militærmand Bert har resigneret og kæmper med sin prostata, den 25 år yngre Sibylle nærmer sig overgangsalderen; uden børn og uden mål. I solidaritet med verdens sultende børn indleder hun en sultestrejke - men hun kan ikke påvirke nogen mere.
Deres ægteskab er goldt, men der er intet alternativ til det. Engang havde de brug for hinanden, nu har de ingen andre.

Ud i anonymiteten
Virkelighedens tragedie udspillede sig i et rækkehus i Bonn. Kelly og Bastians ensomhed var så stor, at der gik tre uger, før ligene blev fundet.
Efter 80'ernes storhedstid - da hun var et ledende medlem hos De Grønne og han som medlem af Generaler for Fred, et koryfæ i fredsbevægelsen - stillede 90'erne nye krav til idealisterne: Petra Kelly var en autoritet blandt de anti-autoritære grønne, da hun som følge af partiets daværende rotationsprincip forlod forbundsdagen, gled hun også ud af begivenhedernes centrum. De Grønne har altid haft det svært med stjerner. Samtidig mistede Gert Bastians fredsbevægelse betydning. Efter Murens fald døde fredssagen - midlertidigt, skulle det vise sig.
På scenen må Sibylle og Bert nøjes med at kæmpe mod hinanden.
Stykket er instrueret af Claus Peymann, der netop er tiltrådt som Berliner Ensembles direktør efter en stormfuld årrække som leder af
Wiens Burgtheater. I Berlin har han lovet at genoplive politisk teater - om det er lykkedes er teateranmelderne ikke overbeviste om efter premieren. Enkelte mener, at de treenhalv time ganske enkelt er for meget.

Et kig på klokken
"Ikke noget stort stykke. Den gamle historie, denne gang med sensationens tiltrækning af Kelly og Bastian. Peymann gør dem private. For at få dem til at flamme i deres skarphed, tager han lang tid. En halv time mindre, havde også gjort det," skriver Berliner Morgenpost, berlineravisen Der Tagesspiegel har også kigget på klokken:
"For en lang teateraften rækker det ikke, at to førsteklasses skuespillere fremfører, at deres figurer er arme djævle. Teksten forlanger den hensynsløse - nogle gange hurtige, nogle gange morsomme - afsluttende dødedans."
"Et dusin gange opfordrer kvinden manden til at forløse sig, at skyde sig. (...) Kan man sige noget værre, end at man til slut virkelig ønsker sig det?" spørger Tagesspiegel.
Die Welt fik Gert Bastians datter, Eva-Marina, til at anmelde:
"Som en berørt part smerter det, at dét, som var vigtigt for dem, og som de kæmpede for, i den grad trænges i baggrunden og kun kan forstås af dem, der kendte dem eller fulgte deres politiske udvikling. Yngre mennesker, der først gennem Koertz hører om kvinden, der var med til at grundlægge De Grønne, og manden, der satte fredsbevægelsen i gang, har næppe nogen chance for at forstå dem og deres betydning," mener Eva-Marina Bastian.

Udgåede modeller
For de østrigske aviser bød premieren i Berlin på en behagelig anledning til at bedømme Claus Peymann - uden at skulle tage hensyn til de hårde fronter han var med til at skabe i Østrigs kulturliv.
I flere år forsøge Jörg Haider og det højre-populistiske Frihedsparti at slippe af med Claus Peymann som nationalscenens leder. Han satte alt for få klassiske stykker op, mente partiet. For et par år siden mistede Peymann yderligere politisk rygdækning, da også socialdemokraterne vendte sig mod ham, og han søgte til Berlin.
Østrig skal vist ikke begræde tabet af en stor kunstner, hvis man læser Der Standard:
"Claus Peymann kan præsentere rekordresultater siden han åbnede Berliner Ensemble 8. januar - 14.000 tilskuere besøgte 24 forestillinger, betalte 1,1 millioner kr. og gav en belægningsprocent på 92,8 - et godt polster for den første fiasko," skriver avisen.
"Das Ende der Paarung er ikke andet end en vulgær og voyeristisk doku-soap (...) Uengagerede buh-råb modtog den ny leder efter hans første opgave på Berliner Ensemble," skriver Die Presse.
"Interesserer Kelly og Bastina stadig," spurgte berlinavisen B.Z. Claus Peymann efter premieren.
"Det interesserer mig, men jeg er også en gammel knark. Stykket viser to vidunderlige politikere, som blev til udgåede modeller - Bonns skrot. Sådan ser helte ud. At opleve politikere i underbukser er interessant, det skaber nærhed."
De fleste fremtrædende grønne fra Petra Kelly-generationen holdt sig væk, og den grønne Europa-parlamentariker Daniel Cohn-Bendit, forduftede så snart stykket var slut.
"Politikere beskæftiger sig med andre ting - at tælle penge," kommenterede Claus Peymann.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her