Læsetid: 3 min.

En dyr fornøjelse

12. februar 2000

Til næsen
Når man hører til dem, der mener, at Bordeaux ofte kommer for let til pengene, og at mange vine derfra låner af et historisk renommé, som deres aktuelle kvalitet ikke gør dem fortjent til nogen andel i, er det rart engang imellem at blive mindet om, hvordan stor Bordeaux smager - og hvorfor Bordeaux stadig på mange måder er verdens vinnavle.
Desværre er det blevet så dyrt at få den påmindelse, at man må gribe chancen, når andre betaler.

Det var vel også derfor, at vinpressen var mødt usædvanlig talstærkt frem i kælderen i den københavnske afdeling af H.J. Hansens Vinhandel forleden, da der var besøg af Jean Guillaume Prats og Gildas d'Ollone fra henholdsvis Château Cos d'Estournel i St.-Estephe og Château Pichon Longueville, Comtesse de Lalande i Pauillac.
Selvfølgelig var det rart at hilse på de to kendte vinpersonligheder, men det var nok så meget de flasker, de medbragte, som trak.
Vi smagte de to slottes andenvine - La Reserve de la Comtesse og Les Pagodes de Cos - i årgangene 1997 og 1995. Og så smagte vi slottenes Grands Vins i 1997, 1996, 1995 og henholdsvis 1989 og 1988.
Billigste måde at få en smagsprøve er de to "2.-sorteringer" (det ord var der selvfølgelig ingen, der turde bruge i de to franskmænds nærvær) i årgang 1997. De står i ca. 300 kr. stykket. "Komtessen" selv i samme årgang ligger på 695 kr., Cos på 785 kr.
Årgang 1996, som med rette betegnes som stor, skal man ikke regne med at se til under 1.000 kroner i dag.

Jeg skal ikke gå i detaljer med årgangene - blot lige slå fast, at 1997 er en hurtigt udviklet, charmerende, men ikke stor årgang i Medoc, mens 1996 viser alle tegn på at have potentiale til mange års henlæggelse.
De to slotte er begge i 2. Grand Cru, men ville lige så selvklart være kandidater til oprykning til elitedivisionen ved en evt. revision af 1855-klassifikationen. Cos er den maskuline, kraftfulde vin, hvor Komtessen er mere indsmigrende, minty og feminin i stilen.
Det er svært at komme uden om at tale pris, når man snakker stor Bordeaux i disse år. Efter de to store årgange 1995 og 1996 og efter det finansielle sammenbrud i Østen havde mange ventet, at 1997-årgangen ville blive prissat, så det atter var muligt for menigmand i f.eks. Danmark at være med. Men det skete ikke.

Producenterne bliver ofte bebrejdet, at de jobber prisen op og svigter deres trofaste kunder i de gamle vinkulturlande, hvortil Danmark regnes. De to herrer slog fast, at vi må regne med, at de globaliserede markeder sætter prisen, og at der er nyrige og vinfreaks nok i Østen, USA og Rusland (!), som vil sætte niveauet også fremover. De afviste også at sælge billigere til den gamle verden - bl.a. fordi mellemhandlere så ville paralleleksportere og stryge gevinsten.
De mente begge, at ca. halvdelen af deres vine går til forbrugere - altså folk, der har tænkt sig ad åre at drikke dem - og at den anden halvdel er genstand for spekulative opkøb.
Personligt mener jeg, at priserne nærmer sig det perverse i en verden med så mange andre store og spændende vine at vælge mellem. Så medmindre man er Bordeaux-fanatiker, eller pengene overhovedet ingen rolle spiller, bør man nok søge sine vinøse glæder andre steder. Der er nok at tage af i et land som vort, der er velsignet med et enestående bredt geografisk og kvalitativt vinudbud.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her