Læsetid: 2 min.

Elegant Holberg

2. februar 2000

'Den Vægelsindede' gjort så let og elegant som forfatterens forbillede - de franske

Teater
Der hviler et nullermandslag af pligtstof og Dansklærerforeningens noter over Holberg, uanset hvor mange Pricer og Knutzon'er man pudser på den gamle herre. Den eneste, der hidtil har haft held med Holberg-diplomatiet er Carl Nielsen, men da der ikke kan forventes mere fra den kant, var man - indtil denne premiere - noget betænkelig, hvad angår Kgs. Nytorvs forpligtelse til at spille komediemesteren.
Men redningen står klar i skikkelse af Emmet Feigenberg og Erling Jepsen, brothers in arms fra radioteatertiden og krøllede hoveder, der i Den Vægelsindede har fundet en højst passende aktuel træfsikkerhed.
Boutique-ejersken Lucretia med det anstrengende temperament udstilles ofte med langt mindre sympati end her, for traditionelt har man taget meget håndfast på det handicap, den ikke voldsomt kvindebeundrende Holberg har udstyret den stakkels madamme med - det højttalende vægelsind. En formuleret stream of consciousness, der flyder og flyder, frem og tilbage og til siden. Feigenberg&Jepsen har imidlertid et klart blik for, at hun - ifald hun holdt sine toldfri tanker for sig selv og sparede publikum for mellemregningerne - ville forekomme langt mindre kaotisk, faktisk kun en let ekstrem udgave af den lunefuldhed, som mindre kølige omgivelser finder charmerende kvindelig og temmelig underholdende. Fransk og italiensk drama, litteratur og film, f.eks.

Uimodståelig Steen
Charmerende kvindelig og temmelig underholdende rimer på Paprika Steen, når Feigenberg svæver over processen. Hendes omkringhvirvlende Lucretia er intet fjols, men et offer for sit evigt dialogiserende og farligt glemsomme temperament, der imidlertid også noterer, når hun rent ud dummer sig og Steen er temmelig uimodståelig i både med- og modvind - som oftest selvskabt.
Med den rette mand som ballast vil personen modnes til et livstykke; madame har bare endnu ikke fundet én, der kan se det. Og dog, tjeneren Torben (Nikolaj Lie
Kaas) ser og forstår og mens tæppet falder, sætter komediens ansigtsløftere en nutidig spot på de to - tværs over klasseskellene. Den, de konsekvent har lagt op til lige fra rollebesætningens tidlige fase; begavede Lie Kaas' Torben er en match på alle punkter, på nær socialtrinet.

En forynget Moliére
I Den Vægelsindede er Holberg sig selv i dobbelt forstand, de andre komediers spredt snusfornuftige tjenerskab udgør her hele summen af fornuft, mens herskabet fremstår som en parade af narrehatte, fra Henrik Koefoeds Sparenborg - pudsigt bakket op af en scenografisk vittighed - og Nicolaj Kopernicus' grovkornede Apicius til de indeklemte jomfruer Bodil Jørgensen og Mette A. Horn. Runi Lewerissas Philosophus har mest styr på sagerne, tilsvarende er hans domestik, Mads M. Nielsen, en klippe af (selv)ophøjet uforstyrrelighed.
De to bagmænd har slanket dialogen til en mere kaloriebevidst nutid og scenografien er elegant. Med det muntre og velspillende hold præsenterer Den Vægelsindede sig med en lethed, der hverken forråder dens alder eller mening og som udsender en duft af en heldigt forynget Moliére. Det ville fader Holberg ikke være utilfreds med.
I høj og herlig grad das selbe, aber anders, som ét af Lucretias guldkorn lyder.

*Den Vægelsindede af Ludvig Holberg. Iscen.: Emmet Feigenberg. Bearb. & instr.: Erling Jepsen. Nye og artige scener: Erling jepsen. Scen.: Mia Stensgaard. Det Kgl. Teater til 4. apr.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu