Læsetid: 6 min.

Falske billeder

4. februar 2000

Der er for lidt viden og for meget føleri i den politiske debat.

Qlummen
Mandag klokken 17.45 blev en 32-årig mand fra et latinamerikansk land overfaldet af en lidt ældre dansker i Ballerup. Danskeren råbte, at den 32-årige skulle skride hjem, slog ham med en én-meter lang jernstang og pudsede sin pittbull-terrier - det er sådan et lille svinelignende muskelbundt, der er opdrættet til tyrekampe - på ham.
Heldigvis kom en anden dansker forbi i sin bil. Han kørte resolut sin bilen op på fortovet, hen over hunden og derefter ind i voldsmanden, som blev presset op mod et hegn. Så stak voldsmanden af med sin kvæstede hund, mens billisten reddede den forslåede udlænding ind i bilen og kørte ham på hospitalet.
Sikken civilcourage - er der ikke uddeling af medaljer for den slags heltemod?
Egentlig er det mærkeligt, at den historie ikke kom på forsiden, men på side 12 i Ekstra Bladet. Det er ellers en rigtig arketypisk historie om den onde (dansker), den gode (dansker) og den sagesløse uskyld(-ige udlænding).
At Robinson-Hassan dyrker en "ny vanvittig dræbersport", var imidlertid vigtigere, væsentligere, mere kildrende - eller hvad nu det redaktionelle kriterium for forsidehistorier er på den avis.
Siden Robinson begyndte, har jeg følt mig sært sat uden for det danske fællesskab. Jeg kan nemlig ikke tage den kanal. Og har derfor med lige dele undren og ubehag set hovedpersonerne i dette iscenesatte drama erobre forsiderne på B.T., Ekstra Bladet og ugebladene uden at fatte, hvad det er for en virkelighed, de bevæger sig rundt i. Jeg ved bare, det ikke er den samme, som jeg befinder mig i. Og konstaterer dermed, at virkeligheden ikke længere kan skrives i ental, forstået som en fælles offentlighed, hvor man har en reel chance for at forstå, hvad der bliver talt om.

Men Ekstra Bladet kan jeg da læse. Og den "vanvittige dræbersport" - Shootfighting - som Robinson-Hassan dyrker, viser sig at være en blanding af karate, boksning, og brydning. Reglerne tillader, at man brækker modstanderens arme og ben og stopper for blodtilførslen til hans hjerne, så han besvimer.
Carl Otto Knudsen, som er formand for Copenhagen Shootfighting, understreger over for Ekstra Bladet, at der er tale om en sport, og at sportsudøverne på længere sigt vil forsøge at blive optaget i Dansk Idrætsforbund.
Ja - og så er det bare, man undrer sig over, at artiklen ikke øjeblikkeligt affødte et brøl fra folketingets idrætspolitiske ordførere og en hasteindkaldelse af kulturministeren til samråd om øjeblikkeligt stop for denne udanske form for organiseret vold.
Danmark er nemlig et meget lidt voldeligt samfund. I hvert fald i den virkelighed, der udfolder sig i kriminalstatistiske kolonner, burde man nok tilføje efter et kig i andre statistikker, der viser, at mellem 80 og 90 procent af danskerne i hele sidste årti erklærede, de var bekymrede over volden og kriminaliteten, når de blev spurgt af diverse meningsmålingsinstitutter.
Flere år overhalede bekymringen for volds- og narkotikakriminalitet faktisk andre problemer på listen over samfundsproblemer: Arbejdsløshed og miljø. For ikke at tale om skattetryk eller trafikulykker.
Volden har da også været meget synlig i medierne såvel som i det politiske liv i 90'erne. Regeringen strammede lovgivningen i flere voldspakker, oppositionen krævede ikke desto mindre endnu skrappere regler, og statsministeren understregede så sent som sidste efterår, at "vi vil ikke finde os i det." Volden altså.
Nej, det har han fuldstændig ret i. Problemet er bare, at han, såvel som de øvrige politikere og de fleste medier, får det til at se ud som om, volden er et stigende problem.
Det er den ikke.

Hvis man anser vold for at være uciviliseret, så er Danmark blevet et stadig mere civiliseret samfund i løbet af det nys forgange århundrede. Vold er blevet en uacceptabel måde at udtrykke vrede, desperation og frustration på.
Den sidste rest af lovlig vold blev udryddet i 1997, med afskaffelsen af revselsesretten. Indtil da havde forældre lov til at slå deres børn.
Med alle statistiske forbehold taget i betragtning, tyder det meste på, at risikoen for at blive udsat for vold var mindre i 1990'erne end årtiet før.
Og siden 1980 er den alvorligste form for vold, drabet, begået mellem 41 og 76 gange om året. Hvert eneste af dem er et for mange. Men tallene er udtryk for, at Danmark også i den henseende er et meget lidt farligt sted at opholde sig. Kun i Luxemburg, Norge og Irland begås færre drab (folketallet taget i betragtning).
I sin nye bog, Det voldsomme samfund, har kriminologen Flemming Balvig en meget slående sammenstilling:
For hvert drab, der blev begået i Danmark i 1995, begik 15 personer selvmord, 200 døde af tobaksrygning, 35 af alkoholmisbrug, ti i trafikken, 17 døde ved faldulykker - og brand og ulykker på arbejdspladsen koster årligt flere liv end drab. Ud af et tusinde danskere kan én forventes at blive dræbt, mens 999 vil dø af anden årsag.
Man kan tilføje, at det antal, der dør i trafikken, stort set svarer til, at der faldt en jumbojet ned i Kastrup Lufthavn en gang om året. Set fra et lidt højere luftlag svarer de 55.000, der bliver trafikdræbt i Europa hvert år, til, at der hver tredje eller fjerde dag styrtede en jumbojet ned.

Afstanden mellem voldens reelle omfang, befolkningens bekymring for den og politikernes reaktion på den fortæller noget meget urovækkende om medierne. De er mærkeligt uinteresserede i at beskrive virkeligheden. I jagten på kioskbaskere, solonyheder og historier, der bliver citeret i morgenradioavisen skaber de falske billeder. Billeder, der bliver til den virkelighed inden i hovederne, som folk føler og tænker ud fra.
Mestendels føler, har jeg på fornemmelsen.
For når politikerne i 90'ernes voldsdebat kunne tale og handle ud fra en noget nær stik modsat virkelighed af den, som sideløbende blev afdækket i videnskabelig forskning, så er følelser blevet det legitime grundlag for holdninger. Man behøver ikke længere at vide noget, for at mene noget. "Jeg føøøøler, at" siger de hele tiden. Nyrup lige så ofte som Pia Kjærsgaard.

En færdig opskrift har jeg ikke på, hvordan man kan få viden og holdninger spundet tættere sammen og dermed politikken forankret i - jah, virkeligheden. Men et par ingridienser kunne passende være: Bedre uddannelse af journalister i elementære færdigheder såsom læsning af statistikker. Forbedringer af journalisters interviewteknik så de holder op med at lade sig nøje med almindelige menneskers såvel som politikeres føleri, men konsekvent spørger til hvilken viden, der ligger til grund for holdningerne - og supplerer med relevant viden, hvis den adspurgte ikke ved noget. Sådan forholder det sig nemlig tit. Men vel først og fremmest er det påtrængende at udvikle en ny form for journalistisk stolthed, hvor faget i mindre grad udøves som en konkurrencesport om at komme først.

Det er forfærdeligt vigtigt at komme føleriet til livs i den offentlige debat. Man skal selvfølgelig passe på ikke at drive konklusionerne for vidt - men tanken om, at den meget følelsesladede og meget lidt vidensbaserede debat om de fremmede var en usynlig medskyldig i mandagens voldelige overfald i Ballerup, er svær at holde fra livet.
Når noget så respektabelt som folkevalgte politikere gang på gang og uden blusel taler om, at de fremmede ødelægger vores kultur, at der er for mange af dem - så må det få forvirrede sjæle, der har svært ved at finde en plads i samfundet og en mission i tilværelsen til at føle sig som heltemodige nationsforsvarere, når de basker til perkerne sprogligt og fysisk.q

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu