Læsetid: 5 min.

Farlige globale skær

15. februar 2000

Den afgående chef for Den Internationale Valutafond ringer med alarmklokken og siger, at den globale økonomi befinder sig i en farlig periode. Men er globaliseringen årsag til voksende fattigdom i verdens allerfattigste lande?

Der er noget stærkt symbolsk over, at det netop var i Bangkok, at den afgående chef for Den Internationale Valutafond, Michel Camdessus, i denne weekend kastede den diplomatiske pænhed væk og ringede med alarmklokken.
For to et halvt år siden brød en voldsom finanskrise ud i Bangkok, spredte sig til de fleste asiatiske lande, Latinamerika og Østeuropa, og efterdønningerne af den kunne mærkes langt ind i de vesteuropæiske og nordamerikanske velstandsøer.
Siden er Asien så småt ved at finde tilbage til firsernes og halvfemsernes høje vækstrater, USA's økonomi buldrer frem på kanten af en overophedning, og EU har fået gang i opsvinget. Men Michel Camdessus mener ikke, at alt er i sin skønneste orden. Tværtimod.
Derfor gav han i weekenden en kraftig opsang til verdens politikere på UNCTAD-mødet i FN's konference for handel og udvikling.

Verdensøkonomien befinder sig i "en farlig situation" mellem overdreven eufori og selvbehagelighed, mener Camdessus, som i dag siger farvel til IMF efter 13 år som administrerende direktør. I den tid har han kastet mange finansielle redningskranse ud til kriseramte lande som f.eks. under Mexicos peso-krise i 1994 og Thailands baht-krise den 2. juli 1997.
"Selvfølgelig er der ingenting, der reproduceres præcis på samme måde, men jeg ringer med alarmklokken overfor vore medlemslande for at fortælle dem, at vi risikerer at få en ny finanskrise," udtalte Michel Camdessus i Bangkok, hvorefter en tilrejsende amerikansk demonstrant forsøgte at udtrykke sin modstand mod globaliseringen ved at smaske en lagkage i ansigtet på IMF-chefen. Op imod tusind demonstranter krævede i gaden, at de globale IMF, Verdensbanken og verdens handelsorganisation, WTO, 'går ad helvede til'. De siger som demonstranterne på WTO' Seattle-topmøde for to måneder siden nej til frihandel under den globale parole: 'Fair trade, not free trade'
Noget tyder på, at det er blevet et fast ritual, at anti-globalisterne demonstrerer i gaden ved alle møder i de globale institutioner.
Men spørgsmålet er, om demonstranterne har ret, når de forsøger at gøre globaliseringen til syndebuk for den voksende fattigdom og ulighed i verden?
Ifølge Verdensbanken lever 1,2 millliarder mennesker i dag i absolut fattigdom - dvs. for mindre end en dollar om dagen. I slutningen af firserne og i begyndelsen af halvfemserne faldt antallet af fattige i verden, ikke mindst fordi lande som Kina og Indien oplevede et kolosalt velstandshop, men i kølvandet på finanskrisen i 1997 er antallet af fattige steget en smule igen.
Martin Wolf, der er kommentator i den britiske finansavis, Financial Times , skrev dog forleden, at det er en stor løgn, at globaliseringen skaber øget ulighed og mere fattigdom, som de demonstrerende anti-globalister ellers hævder. Det er ikke integrationen i den globale økonomi, der har fastholdt mange udviklingslande i fattigdom men deres "afvisning af at globalisere sig," skrev Wolf bl.a. med henvisning til et studie af Burma, Congos Demokratiske Republik, Sierra Leone, Rwanda, Madagaskar, Guinea-Bissau, Algeriet, Burundi, Albanien, Syrien og Ukraine.

Det er tvivlsomt, at man kan beskrive årsagerne til fattigdom ud fra dette ene Wolfske parameter - globalisering eller ej. Sydkorea er et godt eksempel på et land, der er blevet rigere og har fordelt frugterne af globaliseringen, men i Latinamerika har en lille velstående elite vist, at liberalisering og globalisering ikke nødvendigvis fjerner fattigdom.
I det efterhånden meget liberaliserede Latinamerika er antallet af fattige ifølge tal fra den interamerikanske udviklingsbank steget i de senere år til næsten 200 millioner ud af en samlet befolkning på 446 millioner. Det er brasilianiseringens fælde. Manglen på national fordelingspolitik kan have ekstreme konsekvenser.
En UNCTAD-rapport, som blev offentliggjort i søndags tegner et dystert billede af situationen i klodens 48 fattigste lande. Årsagen til deres fattigdom er dog ikke globaliseringen, men bl.a. deres afkobling fra den globale økonomi. På grund af indre og ydre politiske omstændigheder. De 48 lande repræsenterer 13 procent af verdens befolkning, og de havde kun en procent af verdens handel i 1997. Det er næsten en halvering af deres i forvejen maraginale markedsandel siden 1980.
Michael Bailey, der er politisk rådgiver for den britiske bistandsorganisation, Oxfam, skyder skylden på de vestlige lande for at være ekstremt dobbeltmoralske: "De prædiker liberaliseringer for alle andre, men når det kommer til deres hjemlige markeder, så kommer de med en hel række nye argumenter for, hvorfor de ikke skal åbnes op."
FN's generalsekretær Kofi Annan sagde i sin tale i Bangkok, at det er regeringerne i de rige økonomier, der bærer hovedansvaret for, at WTO's Seattle-topmøde brød sammen. Og det er dem, der holder udviklingslandene udenfor globaliseringen ved at holde fast i gamle handelsbarrierer.
WTO's generaldirektør Mike Moore har dog gjort et ærligt forsøg på at skabe et gennembrud for de 48 fattigste udviklingslande ved at foreslå, at alle told- og handelsbarrierer fjernes for deres varer. Men foreløbig har stærke politiske kræfter i USA og i Japan sagt nej til åbne tekstil- og fødevaremarkedet for de langt billigere konkurrenter i syd.
Singapores ministerpræsident Goh Chok Tong, havde dog ret, da han i Bangkok påpegede, at en ny og mere social global orden er i de rige landes egen interesse:
"Verden risikerer at fragmentere i forskellige blokke", og "de spændinger, der skabes af marginalisering, ulighed og sammenbrud for frihandelen og konkurrencen mellem økonomiske blokke, vil få politiske og militære konsekvenser."

Kofi Annan slog i Bangkok til lyd for en slags 'global New Deal', hvor gevinsterne fordeles mere ligeligt, også til de underudviklede regioner, men foreløbig er der kun vage ideer om, hvordan en sådan social pagt skal organiseres på globalt plan. Kloden mangler institutioner, der er opgaven voksen.
At de eksisterende globale institutioner ikke er tilstrækkelige, anerkender IMF's afgående generalsekretær indirekte, for i Bangkok foreslog han, at den nuværende G-7 gruppe af Vestens syv rigeste lande udvides og omdannes til G-30. Bare fordi G-7 "repræsenterer 45 til 50 procent af verdens bruttonationalprodukt, så kan de ikke tage beslutninger, der gælder for hele verden," sagde Camdessus.
Og det har han ret i. Denne skævvridning af politisk og økonomisk magt er ikke holdbar i længden, og som den voldsomme marginalisering af de fattigste og de udstødte i nord som i syd udgør den i længden en trussel mod stabiliteten og sikkerheden i verden.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu