Læsetid: 3 min.

Farr's fatale fodbold

1. februar 2000

Britisk komedie med varm menneskelighed - kun anbefales til det ganske land, hvor den skal på turné til marts

Teater
Fodbold er hjertet i David Farr's londonforstad Watford. Omdrejningspunktet der styrer alle.
Først og fremmest den fanatiske fodboldfan Jimmy, isoleret i sin lejlighed på femte år efter at hans succesfulde klub led et katastrofisk nederlag i pokalfinalen i 1984. Ifølge Jimmy skete ulykken fordi målmanden blev blændet af solen i genskæret fra Elton Johns briller.
Det er grotesk, absurd, men også bevægende. En bragende god ide, der straks får et moderne publikum til at føle sig på hjemmebane: En narcissistisk tilbagetrukken taber i modernitetens isolationssamfund.
Farr gør ironisk fodbolden til et 'miljørigtigt' billede på de fælles værdier nutidens mennesker savner. Fodbold som livsindhold, ja, som religion. Da den blinde dreng har mistet orienteringen og går trommende rundt i byen, er det projektørerne fra stadion, der som ledestjerner viser ham vejen hjem.

Underspillet humor
Farr's forstad spotter ikke teatrets sædvanlige trendy liebhavere. I stedet for bor der rigtige, sære udkantstyper i lejlighederne. En slags skæve, stille eksistenser, der bakser med livets op- og nedture. Og som publikum svinger vi med mellem komik og tragik. Fra tidligere opførelser af ny britisk dramatik, genkender vi såvel den sociale realisme som en velgørende poetisk ambition.
Det imponerende ved Christoffer Bros nænsomme iscenesættelse er, at den på en gang er morsom og giver personerne kød og blod, så man engagerer sig i dem. Man kan ikke andet end at lade sig rive med, selvom skelettet er forholdsvist tyndt.
I 90'erne rullede latteren over komediernes stiliserede koreografier. Her er grinet mindre og mere elegant; humoren mere underspillet, trods deciderede farcetræk (lidt for meget) efter pausen. Man kan nyde mange fine detaljer i et levende spil på hele scenen.

Begrundet håb
Kernen af virkelighed i instruktionen følges op i Carsten Kristensens minimalistisk-socialrealistiske scenografi af Jimmys værelse: et sort ribbet rum, blot med et tv og en madras.
Her uden nogen ting sidder han i åbningsscenen med sin store krop foroverbøjet på stolen og hovedet 'inde i skærmen'. Fuldstændig indlevet. Indsvøbt i fjernsynets blå lys med en truende slagskygge bag ved sig. Det er måske den tusinde gang, han studerer "øjeblikket, da Watford døde." Pludselig vælter det ind med folk. Jimmys bror Dan, der har glimret ved sit fravær i årevis, dukker pludselig op med sit taberrockband og sætter tingene i skred. Det lykkes ham faktisk at få sparket Jimmy ud af døren, hvor han ikke har været i fem år. Da stykket slutter, har vi begrundet håb om en form for fællesskab for vores antihelt.

Smukt spil
Spillet er påfaldende sandt og ægte. Nicolas Bros Jimmy er troværdig og bevægende. En nuanceret figur man ikke lige glemmer.
Rikke Louise Andersson spiller barnet Emma fuldstændig betagende rent. Helle Dolleris' Julie er overbevisende enkel, og Jacob Cedergren viser mere end Dans smarte facade.
Thure Lindhardt fascinerer endnu engang som 'forkomment englebarn' - blind med avanceret tøj og lysende guldhår. Måske er hans handicap for intet at regne mod bassisten Shauns (Sigurd-Emil Roldborg). Han er så umulig, at ikke engang hans mor kunne holde af ham.
Vejen mod enden tynges pludselig af rigelig psykologisk forklaring, men bortset fra det kan dette britiske stykkes kombination af reelt virkelighedsindhold, absurd fantasi, let humor og troværdigt spil kun anbefales til det ganske land, hvor den skal på turné til marts.

*Elton Johns briller af David Farr. Instruktion: Christoffer Bro. Scenografi: Carsten Kristensen. Teater Mungo Park fra 28. jan. til 26. feb. Turne fra 29. feb. til 12. apr.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu