Læsetid: 6 min.

En fattig, kold, snavset og mørkby i Rusland

28. februar 2000

Tusindvis af pensionerede minearbejdere ønsker desperat at forlade det barske polarklima i den nordrussiske by Vorkuta, men for hovedparten bliver det ved drømmen

På Mira-pladsen i centrum af Vorkuta kaster en fire meter høj Lenin-statue et stålfast blik over på minearbejdernes hovedkontor. Den gamle landsfader holder et vågent øje med bygningen, der er det naturlige midtpunkt i Vorkutas historie som mineby med 13 miner og 200.000 indbyggere. Men tæringen i den kulsorte statue har givet Sovjet-statens grundlægger et let bekymret udtryk. Måske er det fordi, hans store livsværk for længst er brudt sammen? Eller også er det fordi, han ganske enkelt er bedrøvet over det liv, han fra sin ophøjede plads kan se udspille sig.
Tilværelsen har altid været barsk for indbyggerne i de russiske minebyer nord for polarcirklen, men de seneste års nedtur for den russiske økonomi har gjort hverdagen trøstesløs og truer nu med at skabe en reel flygtningestrøm fra nord mod syd.
Alene i Vorkuta, 2.400 kilometer nordøst for Moskva, forsøger over 80.000 mennesker - mere end hver tredje af byens indbyggere - at løse enkeltbillet væk fra et klima, der er så ekstremt, at Vorkuta regnes for en af verdens sværeste byer at leve i.

Minus 60 grader
Afsides beliggende nord for Uralbjergene, godt 200 kilometer nord for polarcirklen, er det helt almindeligt, at termometrene viser minus 60 grader om vinteren.
Og med sne ni måneder om året, og en årlig gennemsnitstemperatur på minus 6,6 grader, er tilværelsen en evig kamp for overlevelse - især for byens 42.000 pensionister, der må klare sig for 300-350 kroner om måneden. De pensionerede kulminearbejdere - mange af dem oprindeligt tilflyttere fra helt andre egne - har slidt sig selv op efter talrige år med hårdt og farligt arbejde. Nu vil de - som det udtrykkes - "hjem til Rusland".
Men i Vorkuta anno 2000 er det forsvindende få, som selv har mulighed for at realisere drømmen om at flytte sydpå. Ruslands katastrofale økonomi - den galopperende inflation af rublen - har smadret tusindvis af familiers opsparing og gjort det umuligt for dem at slippe væk. De har ikke penge nok til at købe sig et sted at bo sydpå, og mange har end ikke råd til togbilletten ud af isolationen. De er fanget i en by, der oprindeligt blev bygget til at huse Stalins deporterede.

Nummer 83 på listen
På Ulitsa Lenina, Vorkutas hovedgade, er trafikken mildest talt begrænset. Meget få mennesker har råd til bil, og de som har sparer på benzinen. Man ser derfor sjældent mere end et par gamle Volgaer og en ramponeret Lada tøffe ned ad gaden. Derimod hører man konstant de kulsorte busser hoste og harke sig afsted mod minerne eller forstædernes næsten uendelige mængde af beton-boligkomplekser, som skød i vejret, da Sovjet-staten for alvor satte fart på udviklingen i Vorkuta i 60'erne og 70'erne, og som stadig huser hovedparten af byens 200.000 indbyggere.
Siden Sovjetunionens opløsning er det gået støt tilbage for Vorkuta. Byen er fattig og overbefolket, men nu forsøger tre flytte-programmer - et føderalt, et lokalt og et fra Verdensbanken - at løse op for den håbløse situation. Ved at købe lejligheder i varmere dele af Rusland og betale for hele flytningen af familierne, skaber programmerne en vej væk for de heldige. Men de heldige er kun et fåtal.
En af de familier, der står på venteliste for at komme væk, er familien Babushkin. Manden i huset, 47-årige Valorie Babushkin, arbejdede 24 år under jorden indtil hans mine lukkede i januar. Nu er hans familie nummer 83 på ventelisten, men ikke meget tyder på, at han sammen med sin kone og datter får muligheden for et nyt liv lige med det samme.
"Som det ser ud lige nu, så er det kun 43 familier fra minen, der får hjælp til at flytte sydpå. Så vi bliver nødt til at være tålmodige. Vi har aldrig rigtigt vænnet os til klimaet heroppe, og derfor har vi i mange år ønsket at komme væk, men det har været helt umuligt indtil nu. Da minen lukkede fik vi chancen, og nu håber vi det bedste," fortæller Valorie Babushkin.
Vorkuta og mange af dens miner blev bygget af straffefangerne i de hundredevis af Gulag-lejre, som Josef Stalin fik etableret i årene fra 1934 og frem til sin død i 1953. De fleste straffefanger arbejdede i minerne, men efter diktatorens død - og Gulag-lejrenes ophør - blev minerne ført videre med frivillig arbejdskraft.
På grund af det ekstreme klima, og de højere priser på mad og andre forbrugsgoder, der må hentes fra det centrale Rusland, fik kulminearbejderne i Vorkuta mere i løn end deres kolleger i andre dele af Sovjetunionen. Men det er slut nu. Seks miner er lukket, minearbejderne får kun udbetalt halvdelen af deres løn på grund af pengemangel i mineselskabet og pensionisterne må klare sig igennem med hjælp fra familie og venner.
Siden Valorie Babushkin i 1973 kom til Vorkuta fra Alapajevsk i det centrale Ural, har han arbejdet i Yur-Shor minen. En af de gamle Gulag-miner.
"Mange mennesker i Vorkuta ønsker at flytte. Nogle af dem er 60 år og har arbejdet 43 år i en mine. De kommer måske aldrig væk herfra," siger Valorie opgivende. Han blev takket være de særlige pensionsregler for de arktiske egne, pensioneret for fire år siden. Under sovjettiden lokkede man arbejdere nordpå ved at lade et arbejdsår tælle for to. Derfor havde han allerede som 43-årig ret til pension.
"Men pensionen er så lille, at man ikke kan leve af den. Derfor bliver jeg også nødt til at arbejde videre, når vi engang er flyttet," fastslår Valorie Babushkin.

Bekymret borgmester
Men det er ikke kun i Vorkuta, Ruslands vaklende økonomi sætter sine spor. Flere steder i det nordlige Rusland er situationen den samme. Det koster penge at flytte de mange familier, og efter de flestes mening, så går skillingerne på bunden af den russiske pengekiste for tiden til krigen i Tjetjenien.
Det giver dybe rynker i panden på Vorkutas borgmester Igor Shpektor. De mange pensionister og arbejdsløse, der hæver pension og understøttelse, belaster byens budget. Og det bliver ikke bedre af, at der nu kommer markant færre tilskudsrubler fra Moskva.
"Byens største problem er, at den er overbefolket. Der er for mange mennesker, der bor i barakker og skure. Vi har 42.000 pensionister, som næsten alle ønsker at forlade byen. Så vi er dybt involveret i arbejdet med at få flyttet disse folk," siger Igor Shpektor, der også er formand for foreningen af byer i Ruslands arktiske og polare regioner. En forening, der har flytningen af familierne øverst på sin dagsorden, og hele tiden forsøger at holde styret i Moskva fast på de mange løfter om hjælp.
"Som situationen er nu, er der så mange pensionister, at vi ikke er i stand til at give dem en ordentlig levestandard," fortsætter Igor Shpektor og trækker på skuldrene.
"Men så længe der ikke er penge i landet, så er det ikke realistisk at få penge. Hverken til pensionisterne eller til minearbejderne, der i gennemsnit har seks måneders løn tilgode. Og jeg tvivler på, at der sker noget før præsidentvalget er overstået."
De tre flytte-programmer har foreløbig kun haft begrænset succes. Sidste år lykkedes det blot at flytte 700 sydpå, og selvom Igor Shpektor forventer, at det i løbet af dette forår lykkes at få flyttet en hel bydel med 3.000 mennesker, så slår det langt fra til. I stedet har Shpektor hentet inspiration hos sin kollega, Moskvas borgmester Lushkov, og har de seneste år renoveret den smukkeste del af byen og anlagt flere nye parker i et forsøg på at gøre tilværelsen lidt bedre for byens indbyggere.
Men tilbage i boligblokken i det sydlige Vorkuta beder familien Babushkin stadig til, at den ulidelige ventetid snart er ovre.
"Det er svært at bevare optimismen, men vi prøver. Hvem ved - måske kan vi flytte til næste år," siger Valorie Babushkin.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her