Læsetid: 4 min.

FILM

24. februar 2000

*Mathieu Kassovitz' fængende drama om tre unge outsidere fra Paris' kommunale betonforstæder er stadig uhyggelig aktuel, her fem år efter den satte gang i en så voldsom debat i Frankrig, at instruktøren til sidst valgte at krybe i skjul. Den handler om en lille gruppe unges sociale udstødelse og etniske paria-status. Udgangspunktet er nogle alvorlige forstads-optøjer udløst af meddelelsen om, at en af kvarterets unge beboere var blevet alvorligt mishandlet af politiet under et arrest-ophold. Den arabiske Said, den afrikanske Hubert og den jødiske Vinz er tre venner i nabolaget, der berøres stærkt af optøjerne og den medfølgende politi-vold. De tager ind til Paris, hvor de færdes med en kort lunte: hvert øjeblik er ladet med konfrontation og voldstrusler. Og da det kommer for en dag, at den arresterede ven er død af sine kvæstelser, får aggressioner en styrke, der kræver en udløsning. - Mathieu Kassovitz, der lavede filmen som 28-årig, begyndte som skuespiller og virker stadig sporadisk som sådan, men fik sit gennembrud som forfatter og instruktør med denne sin film nummer to. Med et slående ægte tonefald solidariserer den sig lidenskabeligt med sin trio af desperados, mens de - i det døgn, vi følger dem - prøver at få en slags mening i en tilværelse. De er fulde af oprørsk vitalitet, men vreden rettes mod politiet, der bliver synonymt med et samfund, som undertrykker med vold. Filmen styrke er både den passionerede tone og den friske iagttagelse, der skatter til en solid realistisk tradition og med stor sikkerhed inddrager den ørkenagtige banlieue, hvor de tre unge fyre synes at se en håbløs fremtid i møde.
Hadet. DR 1, torsdag kl, 23.40-01.15

*Julia Roberts er måske ikke den mest troværdige superhjerne i amerikansk filmhistorie. Når hun, som her, træder frem som juridisk skrappert og ug-studine, der ikke behøver stort mere end et kast med de viltre lokker og et blik i de tonstunge jurabøger for fluks at forfatte et afslørende notat om et djævelsk indviklet mordkomplot, så trækkes der hårde veksler på ens godtroenhed (men den strækker sig til gengæld vidt, når det gælder Julia!). Som den skapsindige jurastuderende Darby Shaw bliver hun en farlig dame for stenrige spekulanter og komplotdeltagere i Det Hvide Hus - ja, selv for præsidenten. - Heldigvis er Denzel Washingtons journalist Gray også på sporet af den nedrige sammensværgelse, og sammen kæmper Denzel og Julia nu mod en overmagten - der dog har svært ved at dæmme op for dem i denne John Grisham-historie, som ikke ligefrem brillerer ved sandsynlighed. Til gengæld er der elementær spænding af lufthavnslitteratur-agtig art, med Julia dejlig og dådyrskræmt som jura-kvinden og Denzel uigennemskydelig solid som reporteren. Og så er der gode birollepræstationer af en hel perlerække af karakterskuespillere: Sam Shepard, John Heard, John Lithgow, Hume Cronyn og Robert Culp - sidstnævnte som en charme-nar af en præsident, tydeligt modelleret after Ronald Reagan. -
Alan J. Pakula har instrueret.
The Pelican Brief/Pelikan notatet. DR 1, lørdag kl. 20.50- 23.05

*Vivi Bak var skønhedsdronning både i virkeligheden og i denne film fra 1959, hvor hun forsager den forlorne pop-branche for at hellige sig det 'sunde' normale liv. Hvilket fik dette blads daværende anmelder, den legendariske Erik Ulrichsen, til at bruge ordene "dementeret af sig selv" som kritik mod filmen, der ender som halvhjertet satire. Til gengæld emmer den af sen 50'er-atmosfære i sin småforargede, men også fascinerede skildring af datidens pseudosmarte poppedrenge, der sælger skønhed og uskyld - altså ikke stripperkongens piger, men tækkelige ungmøer i badedragter. En overspillende Osvald Helmuth ses som Vivi Baks arbejderfar, en skarp Lone Hertz som hendes lillesøster - og Preben Neergaard, Kjeld Petersen og Buster Larsen optræder som de fæle, udspekulerede bagmænd, der hver på sin måde profiterer og konspirerer. Klaus Pagh er den unge helt, der ikke har det så let, da kæresten Vivi trækker i badedragten - jo, vi er i 50'erne og så oven i købet i farver.
Pigen i søgelyset. TV2, lørdag kl. 20.35-22.10

*Woody Allens nye film Celebrity kommer ikke op i biograferne herhjemme, idet udlejningsselskabet ikke mener at kunne tjene penge på den. Godt, at man da har fjernsynet, der uden tvivl vil vise Celebrity før eller senere, og som - ganske vist sent på natten - tager en af Allens sjoveste nyere komedier op, Bullets over Broadway fra 1993, en perlende veloplagt gangsterkomedie fra 20'rnes teatermiljø i New York. John Cusack spiller den meget Woody Allenske rolle som en ung håbefuld forfatter, der begået et umodent sammenkog af et Ibsen-O'Neill-drama, som sættes op af dårer, divaer og drabsmænd på et Broadway-teater. Snart bliver Cusack midpunktet i et spind af intriger og lærer både noget om virkeligheden og om det teater, han tror at kende. - Gangsterverdenen og Broadway-kunstnerne indgår en uhellig alliance i historien, der spiller på alle facetterne i modsætningsforholdet mellem kunst og liv, rolle og virkelighed. En gangsterlivvagt, spillet af Chazz Palminteri, får en overraskende og livgivende indflydelse på teateropsætningen - i et forløb, hvor Allen spiller nogle af sine mest underfundige pointer ud. Filmen er vittigt og skarpt skrevet, men det er især en række fremragende præstationer, der gør den til mousserende underholdning: Dianne
Wiest er overdådig som den Tallulah Bankhead-lignende primadonna med kæmpeforbruget af sprut og elskere,
John Cusack brillerer med Allensk diktion som forfatteren, Jim Broadbent er charmerende som madglad engelsk frikadelleskuespiller og Tracey Ullman skaber en nærmest surrealistisk tegnefilmsfigur som teaterstykkets skabagtige unge pige. Og så er der sex-bomben Jennifer Tilly som gangstertøs med pivstemme - en Oscarnomineret præstation.
Bullets over Broadway. TV2, søndag kl. 00.20-01.55

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu