Læsetid: 8 min.

Der findes en usynlig avantgarde

10. februar 2000

Den gentagne påstand om avantgardens død dækker over en længsel efter en død tradition, mener Marianne Stidsen

Kunsten år 2000
I de senere år har der været en tendens til, at man indenfor litteraturen er vendt tilbage til ældre traditioner. Til dels under dække af en postmodernistisk holdning om, at alt kan bruges, mener Marianne Stidsen, amanuensis på Nordisk Filologi ved Københavns Universitet.
Hun opfatter den seneste tids meningsudveksling mellem rektor for Forfatterskolen Niels Frank og Gyldendals litterære direktør, Johannes Riis i denne sammenhæng.
I et indlæg i Berlingske Tidende den 9. oktober sidste år hævdede Niels Frank at forlagene ikke længere var interesseret i at udgive en skriftorienteret, eksperimentel, formelt interesseret litteratur, der problematiserer sprogets evne til at gengive virkeligheden. Opfattelsen af, at dette kan lade sig gøre, er en fiktion, vi har overtaget fra det 19. århundredes realistiske tradition, mente Niels Frank.
I et interview i anledning af sin 50-års fødselsdag svarede Johannes Riis igen med at erklære, at han "ikke troede på den tendens med at ville skildre vores splittede verden ved hjælp af splittelse."
Johannes Riis citerede digteren Søren Ulrik Thomsen for at mene, at modernismen havde fordrevet skønheden fra lyrikken og skubbet den ned i trivialgenrer som pop og forskelligartet kitsch. Der skal hele tiden være en ironi, en distance i forhold til det, der skrives indenfor den modernistiske tradition.
Dermed forsvinder skønheden. Bogstaveligheden må ikke være der, man må endelig ikke skulle tages for pålydende, og derfor er der alt for få steder indenfor den seriøse litteratur, at man kan finde skønheden. Det er en stor skam, mente Johannes Riis.

For litterære
"Efter min mening er debatten om Forfatterskolen et symptom på ny-konservatismen," siger Marianne Stidsen.
"Det er bemærkelsesværdigt, at et så lille sted med et så lille budget og så få studerende er blevet til det helt store uhyre i debatten."
- Er det ikke mest fordi dette lille sted har en rektor, der har stort talent for at gøre den til et brændpunkt?
"Jeg ved, at Niels Frank skrev sit indlæg ud fra, at han ved gentagne lejligheder har set, at de unge forfattere var blevet afvist med den begrundelse, at de var for 'litterære'. Jeg tror, at det var denne formulering, der undrede ham. Som jeg har læst debatten har det været hans intention at diskutere, hvilken type litteratur, der priviligeres, og hvilken man ikke er interesseret i."
- Findes der overhovedet en ny avantgarde, eller er det noget, intellektuelle godt kan lide at tale om og tænke over?
"Ved avantgarde forstår jeg ikke den type kunst, der gentager den gamle avantgarde. Jeg mener, at vi, netop fordi vi har kunnet se, at den traditionelle avantgarde var stueren, har lukket øjnene for, at der var andre typer kunst, som ikke bliver godtaget."
"I dag er avantgarden det, der er usynligt inden for den litterære institution. Det er den litteratur, der dyrker for eksempel collagen og lægger vægten på teknikken."

Et skjult program
Nedenunder uenigheden mellem Niels Frank og Johannes Riis løber altså en debat om avantgardens død, der har pågået siden sen-80'erne.
Dengang hævdede blandt andre Søren Ulrik Thomsen, at der ikke længere var nogen borgerlig ideologi at definere sig i modsætning til - markedets forskelsløshed gjorde en avantgarde-position meningsløs: den blev opsuget og sat på museum i samme øjeblik, den var født.
Marianne Stidsen mener tværtimod, at Thomsens og andres kritik i sig selv er udtryk for en tilbagevenden til konservatisme og borgerlighed, hvorfor der også i følge hende er brug for en ny avantgarde. Betragtninger om avantgardens død dækker over en tilbagevenden til romantiske og symbolistiske litterære positioner, mener hun.
"Bag facaden af åbenhed findes et mere skjult program, der trækker tingene i en bestemt retning. Det er rigtigt, at avantgarden er død, hvis man tænker på værker, der mimer den klassiske avantgarde, såsom bilkirkegården på Kgs. Nytorv, døde grise mv. Det er provokationer, der ikke kan gentages, fordi de bliver opsuget, men det er ikke rigtigt, at alt på forhånd bliver godtaget. Der er i høj grad noget, der er udenfor."
Fortællingen er død
- Hvad?
"Jeg er på vagt overfor udsagn om, at der skam ingen smalle steder er! For det passer ikke. Det passer ikke, som Johannes Riis har hævdet, at forlagenes eneste skelnen går mellem god og dårlig kunst. Hvis man ser nøjere efter, så menes der med god kunst den, der handler om eksistentielle spørgsmål på en psykologisk måde. Lyrisk patos og skønhed fremstilles som tidløse værdier, men det er et bestemt litteratursyn, nemlig romantikkens, der ligger til grund."
"I 1980'erne var digter-jeg'et mere tilbagetrukket, mere en eksperimentator."
- Her kan man da nævne en hel række af anerkendte 1990'er-forfattere såsom Christina Hesselholdt, Helle Helle, Kirsten Hammann, Solvej Balle og flere til!
"Det er rigtigt, at der var en formel interesse i begyndelsen af 1990'erne, men næsten alle de kvinder, der dér dyrkede den eksperimenterende kortprosa, har nu forsøgt at bevæge sig over mod mere sammenhængende fortællinger. Og læg mærke til, hvor meget ros de har fået for netop det!"
"Men hele pointen er, at den sammenhængende fortælling er død."
- Mener du det for alvor?
"Ja. Og jeg har svært ved at forstå, at man kan gentage velprøvede traditioner, som om intet var hændt. Jeg ser det som et behov for faste holdepunkter i en flydende verden. Men man må da gå videre med de indsigter i baghovedet, man har fået. Det tror jeg i øvrigt også, at de unge, der er født i 1970'erne gør. Det er dem, jeg underviser på universitetet, og de har en anden opfattelse af identitet, end de ældre, og vil sikkert blive anderledes skribenter."

Morsomt og sort
- Der er vel grænser for, hvor længe det bliver ved med at være sjovt at undersøge formelle muligheder?
"Det synes jeg ikke. Jeg kan ikke læse to sider af en bog, hvor man skal indleve sig i hovedpersonen, uden at falde i søvn. Hvorimod jeg synes, det er vildt spændende og udfordrende og sjovt at følge formelle eksperimenter! Hermed mener jeg dog ikke noget, der skal se ud på en bestemt måde. For nylig har for eksempel Bo hr. Hansen taget en 1970'er-genre som bekendelseslitteraturen op i ironisk metaform. Det finder jeg hylende morsomt."
- Hvad med ældre litteratur. Læser du slet ikke den?
"De store realistiske dannelsesromaner interesserer mig ikke. Men der er forskellige former for realisme. Der er også en sort realisme, som man finder den hos en Bent Vinn Nielsen og en Jan Sonnergård. Dem læser jeg gerne."
- Hvis litteraturen slet ikke har eksistentiel betydning, hvad skal vi så med den?
"Man undervurderer, at de formelle eksperimenter også er udsagn om vores måde at tænke verden og virkeligheden på. At man ikke tror på at sproget er i stand til dækkende at reproducere virkeligheden, betyder ikke, at man ikke tager stilling."

Produkt og virkelighed
- Men netop menneskelige problemer som tab, sorg og smerte er vel problemer, der ikke kan opfanges formelt?
"De kan heller ikke opfanges naivt 'virkeligt'. Jeg mener, at den nutidige virkelighed er karakteriseret ved hele tiden at slå om og blive til fiktion," svarer Marianne Stidsen og henviser blandt andet til tv-programmet Robinson."
- Men her er tale om medieprodukter, ikke om virkelighed?
"Hvor går grænsen?"
- I hvert fald dér, hvor det bliver eksistentielt!
"Den schweiziske forfatter Peter Bichsel skriver om, hvordan fiktionerne spiller ind i virkeligheden, at grænsen ikke er skarp. Og nævner som eksempel soldaten, der dør i en positur, som han har set på film utallige gange."
- Men har Bichsel set soldaten dø?
"Det, han peger på, er at grænsen er porøs, at man ikke kan drage en skarp skillelinje. Jeg mener, at opløsningen af grænsen er markant. Og en litteratur kan ikke hente sine litterære greb fra en tid, hvor virkeligheden var helt anderledes."

Et politisk spørgsmål
- Hvorfor mener du ikke, at litteraturen har plads til begge dele?
"Spørgsmålet er ikke kun vigtigt i forhold til litteraturen. Pluralismen, mangfoldigheden, hvor man kunne forholde sig til alle traditioner, er ved at gå fløjten. Der er opstået en neo-konservatisme under dække af pluralisme, og det gælder også i høj grad indenfor politikken, videnskaben og privatlivet. En tilbagevenden til bestemte traditioner, ikke som et broget felt, men som faste holdepunkter i kaos."
"At insistere på eksperimentet og pluralismen er således ikke blot et æstetisk, men også et politisk og livsfilosofisk spørgsmål!"
"I 1980'erne flyttede fokus fra forfatteren til læseren. Forfatterens rolle som et orakel, der kunne udtale sig om alt, blev nedtonet - nu er det som om fokus flyttes tilbage på forfatteren igen. Seminaret om Søren Ulrik Thomsen på Københavns Universitet for nogle måneder siden ser jeg i den sammenhæng. For mig var det et eksempel på, at man havde behov for at sætte digteren i centrum og dyrke ham. I 1980'erne lød slagordet, at forfatteren var død, men i 1990'erne er han atter opstået fra de døde."
"I 1980'erne var dekonstruktion og postmodernisme i højsædet. Nu hader man postmodernismen, men faktisk gik den ud på at kritisere en tænkning i godt-ondt, sort-hvidt. Man så i stedet på modsætningen i tingene. Nu finder man igen modsætningslogikker over det hele, synes jeg. Carsten Jensen er et godt eksempel med de skarpe skel, han sætter mellem gode og onde i krigene i Europa."
"Racisterne og Pia Kjærsgaard tænker udpræget i god-ond-modsætninger mellem 'os' og 'de fremmede', men det er præcis samme logik, man finder hos anti-racisterne. I Sverige har de endda et tv-program, hvor offentlige personer bliver stillet op og indtrængende tager afstand fra racismen."
- Mener du ikke, man skal tage afstand fra racismen?
"Jo, det da ved gud! Men det mest effektive er efter min mening at erkende, at alt er inficeret med sin modsætning, at ingen af os går fri," siger Marianne Stidsen.
"Det er ikke en effektiv måde at bekæmpe racismen på, at sætte det urene uden for sig selv."

Fakta - Kunsten år 2000
Hvad er kunstens rolle i den nye medieeksplosive tid med utallige tv-kanaler og Internettet, der selv leger med spørgsmålet: virkelighed eller fiktion? Hvordan forholder kunsten sig til de nye virkelighedsformer, når grænserne synes mere flydende end nogensinde?
Information udforsker i en serie artikler kunstens ændrede betingelser

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her