Læsetid 7 min.

Folkelig i en ufolkelig form

24. februar 2000

Sådan ser den unge forfatter Peter Adolphsen sig selv. Han udsender snart en ny bog - i den klassiske avantgardes tradition

Litteratur
Den unge forfatter Peter Adolphsen, der i 1996 debuterede med Små historier (Samleren) udsender primo april en ny kortprosabog: Små historier 2. Han tilhører således den type unge forfattere, der ifølge én af øjeblikkets energiske debattører, Forfatterskolens rektor Niels Frank, tilsidesættes af forlagene til fordel for mainstream-realisme. Så selvom Peter Adolphsen nu for anden gang er trængt gennem forlagenes mandsopdækning, spørger vi, hvorfor han har valgt kortprosaen som genre?
"Det er en genre, der passer mig. Desuden ser mange af de ting, jeg selv holder af, sådan ud," svarer Peter Adolphsen og nævner Franz Kafka, Jorge Luís Borges og Per Højholt som forbilleder.
At kortprosa skulle kræve modenhed og erfaring trækker den 27-årige på skuldrene af.
"Det kræver også en vis indsigt at formulere sig langtrukkent," bemærker han.
"Før man har et fuldt funktionsdueligt sprog, er man vel en 16-17 år. Men derfra må det bero på den enkeltes lyst og evne. Det gode er, at vi alle kan være her - både en Simon Grotian og en Aalbæk Jensen."
- Sætter du dig ned og siger: Jeg vil gøre ligesom Borges og Kafka?
"Ja, min metode er helt klart epigonens! Jeg læser noget, og så prøver jeg det samme. Men det sjove er, at når imitationen lykkes, kan man ikke få øje på den imiterede genstand. Jeg forsøger at finde noget originalt, komme længst væk fra middelmådigheden, og det er nu en gang min måde."
- Er det ikke en modsigelse både at dyrke epigoneriet og det originale?
"Al kunst er traditionsbevidst. Man kan kun være original ved at forholde sig til traditionen, hvad enten man søger at gå mod den, med den eller på tværs af den. Man står altid på skuldrene af noget andet," svarer Adolphsen og citerer Per Højholt, der leverer mottoet til hans nye bog. Højholt taler om at: ...puste sin fjer gennem litteraturens endeløst muterende rum.
"Man puster den fjer videre, andre har pustet til. Spørgsmålet er, om man gentager en tradition eller forsøger at føre den længere ud."

Idiosynkratiske valg
Peter Adolphsens udvalg af traditionen er idiosynkratisk, siger han.
Han interesserer sig ikke for det 19. århundredes realister, men han læser heller ikke kun moderne litteratur. Også den pikareske tradition, Lawrence Sternes Tristam Shandy, Cervantes' Don Quixote samt Pantagruel og Gargantua af Rabelais interesserer.
En moderne forfatter som Georges Pérec, hvis Livet - en brugsanvisning kom på Rosinante i 1999, hører ligeledes til de idiosynkratiske valgslægtskaber.
"Det er jo heller ikke en roman," kommenterer han.
- Hvordan definerer du en roman?
"Som en stort anlagt fortælling fra det 19. århundrede med en hovedperson, hvis skæbne, man ægges til at leve sig ind i. Jeg er mere interesseret i sabotageaktionerne."
Om sin arbejdsmåde siger Peter Adolphsen:
"Min indsats ligger på det øverste lag. Jeg overvejer, om der skal stå 'som' eller 'der' - og om det er en god historie. Men man kan jo godt se, hvis der er lag underneden, der ligger og larmer. Så gælder det om at give dem plads. Det holder ikke at tilrettelægge en bestemt tolkning."
"Jeg synes det interessante er at stræbe efter den ideale tekst. At man hver gang bliver hængende på halvvejen betyder kun, at man hele tiden må gøre endnu et forsøg."
- En af dine historier hedder faktisk 'Den perfekte tekst.' Men eftersom teksten er perfekt, kan ingen, der begynder at læse den, holde op igen, hvorfor de dør af sult og tørst, mens de læser og læser?
"Ja, den ender lidt skidt," smiler Peter Adolphsen. "Først og fremmest var den nu et tankeeksperiment: Hvad ville der ske, hvis..."
- Du tænker meget i konsekvenser?
"Ja, jeg opstiller et 'hvis hvad så'? Det synes jeg er sjovt, men det er sådan set kun en teknik for at komme frem til at have en historie at fortælle. Tricket består så i at præsentere den som et faktum."

Modernisme er fremtid
- Betragter du dig som avantgardist?
"Jo, ja, det gør jeg sgu' nok. Med modifikationer. Avantgarde er egentlig et militært udtryk, dernæst noget der skete i begyndelsen af det 20. århundrede og igen i 1960'erne. Jeg ser mig i forlængelse af den tradition."
- Er det meningsfuldt at tænke sig som avantgardist?
"I høj grad! Der er en herskende smag og et herskende miljø, som godt kunne trænge til at blive skubbet til. Med 'herskende' tænker jeg på den psykologiske, realistiske roman. Men egentlig har jeg ikke så mange meninger, jeg skriver det, jeg har lyst til."
- Hvad synes du kvalificerer dig som avantgardist?
"At hovedbestræbelsen går på det formelle og æstetiske," svarer Peter Adolphsen og henviser til Ortega y Gassets kunstteoretiske værk fra 1925, Menneskets fordrivelse fra kunsten (da. oversættelse 1945). "y Gasset opstiller en modsætning mellem Romantikken og avantgardismen, der har fordrevet mennesket som objekt for kunsten. Og her må jeg nok stille mig på 'Hold 2's side. Jeg er ikke særligt interesseret i de mennesker, jeg beskriver eller i, at folk skal leve sig ind i dem."
"Hele det 20. århundrede er den moderne kunst blevet bebrejdet, at folk ikke kan identificere sig med den. En af Ortega y Gassets pointer er, at når publikum fratages identifikationen, så må man finde på nye måder at nyde kunst på i stedet for at klandre den for en mangel, den selv ser som en overflødighed."
- Du ser den gamle modsætning mellem modernisme og realisme som aktuel, snarere end et splinternyt formudtryk?
"Ja, det gør jeg. Situationen er omtrent den samme som i begyndelsen af det 20. århundrede. Man kan sagtens bedrive kunst i dag med samme indignation som i 1920'erne. Der er noget om, som det er blevet sagt, at vi ikke er kommet til modernismen endnu."
- Dine historier forekommer mig ikke særligt publikumfjendske. Faktisk har jeg med succes læst flere af dem højt for andre!
"Hvis noget er svært, skal der være en grund til det. Jeg har som regel ingen grund til at gøre det svært. Mine historier er rimeligt læselige, jeg synes, jeg er folkelig i en ufolkelig form. Og så er de skrevet, så de passer ind i den moderne hverdag: til et toiletbesøg eller en bustur."

Eksistentiel dimension
- Måske kunne man tale om dimensionsforskydninger i forbindelse med dine tekster. Af rummet, tiden - og bevidstheden?
"At forskyde det tilvante kan ofte afstedkomme en interessant tanke. Også i videnskaben sker det nye, når nogen tænker det kendte på en anden måde."
- Kan man ikke også se dine genkommende spøgelser og uendelige, usynlige dimensioner som udtryk for en opfattelse af eksistensen?
"Jeg har ikke noget grundlæggende eksistentielt udsagn at komme med. Men det kommer velsagtens ud mellem sidebenene. Jeg er ikke en person, der blander mig selv ind i det, jeg laver, jeg har aldrig brugt ting fra mit eget liv."
- Hvis det hele er ren æstetik, hvordan vil du så forklare historien om Johann Sebastian Bach? (Aftrykt her på siden, red.)
"Det er rigtigt, at den for så vidt er et udsagn om, at kunst er mere end æstetik. Faktisk tror jeg ikke, kunst kan undgå at have en eksistentiel dimension, men den skal være indirekte, så historierne kan påtage sig de eksistentielle niveauer ad bagindgangen."

For meget
I den seneste tid har Peter Adolphsen tænkt meget over politik i kunsten, siger han.
"Jeg vil gerne lave politisk kunst, for det er kraftedme' for meget med den verden! Danmark har været i krig, arbejderne er blevet afskaffet - men de bliver stadig lige røvrendt! 1970'ernes kunst er blevet lagt for had - til dels med god grund, fordi de suspenderede æstetikken - men det er ikke nødvendigvis grund til at smide de erfaringer ud, der blev gjort."
"Hvad det politiske angår, ved jeg ikke hvilket slogan, jeg skulle skrive på mit banner. Alt kan modargumenteres, enhver overbevisning løber ind i en løgn. Jeg er ikke principiel modstander af demokrati, måske tværtimod, men konkret modstander af den kapitalistiske fortolkning - pervertering - af demokrati, under hvis banner den vestlige verden fører sine korstog. I det hele taget tror jeg, at det er en skovl idé at tale eller tænke principielt. Virkeligheden er jo konkret. Men i hvert fald: Når sandheder bliver institutionaliserede, kan det blive nødvendigt at stille spørgsmål til dem. Måske med en hammer for at afsløre den hule klang, som Nietzsche gjorde med datidens institutionaliserede værdier moral og kristendom."

SERIE
Kunsten år 2000
Hvad er kunstens rolle i den nye medieeksplosive tid med utallige tv-kanaler og Internettet, der selv leger med spørgsmålet: virkelighed eller fiktion? Hvordan forholder kunsten sig til de nye virkelighedsformer, når grænserne synes mere flydende end nogensinde?
Information udforsker i en serie artikler kunstens ændrede betingelser

De foregående artikler i serien blev bragt 10. og 19. februar. Serien fortsætter

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu