Læsetid: 5 min.

Forårsmildhed

12. februar 2000

Radio og tv
Måske er det det alt for tidlige forår. Måske er det bare dagens forlængelse med ni kvarter siden sidste solhverv. Måske er det simpelt hen alderens mildhed, der har bemægtiget sig min dømmekraft. Under alle omstændigheder - eller i hvert fald under visse - føler jeg, at der i den forløbne uge har været indtil flere opløftende oplevelser på diverse kanaler, hvis formål er at sprede vederkvægelse.
Hvad siger I for eksempel til, med få dages mellemrum, at have mulighed for at gense Frank Capras vidunderlige komedie Du kan ikke tage det med dig fra 1938 og François Truffauts mesterværk Jules og Jim fra 1962?
Bevar's: Film skal ses i biografen. Og da det i biografen kan lade sig gøre indenfor humane timer på døgnet, gik jeg i Gloria på Rådhuspladsen og så Carol Reeds Den Tredie Mand. Hold da kæft, mand, hvad nummer du nu end har: Det kalder jeg en film!
Det var vi nu allerede mange, der gjorde, da den havde premiere i Nørreport Bio i oktober - 49. Romantisk, ja. Og kukuret blev slet ikke opfundet i Schweiz men i Bayern. Alligevel: En bedre kommentar til dagens skisma i Wien og Østrigs uafklarede forhold til sin nærmeste fortid kan næppe tænkes.

Det kunne Carol Reed (1906-1976) jo ikke vide, da han i 1949 lavede sit livs mesterværk efter manuskript af Graham Greene. Og Capra, som troede på det gode i menneskene, havde nok heller ikke forestillet sig, at temaet i flere af hans film - grådighed - skulle udvikle sig til grundlaget for et nyt århundredes globale krise med den definitive opdeling af menneskeheden i de fede og de magre til følge.
Heller ikke Truffaut kunne i 1962 vide, at det venskab mellem tyskeren Jules og franskmanden Jim, han beskrev, senere skulle kunne ses som en (positiv) metafor for den udvikling i forholdet mellem Frankrig og Tyskland, der i dag får os til at fortrænge enhver tanke om nok en krig mellem de to lande. Fede gider ikke slås indbyrdes. Det lader man de magre om.
Blandt dem er det fedt at være fed, men det kan kun lade sig gøre, hvis man skaffer sig magt. Så derfor slås de så om den.

DR's Indefra har det ikke godt med statsministeren. Eller sagt på en anden måde: Statsministeren har det ikke godt med Indefra.
Det kan man ikke fortænke ham i, når man overværede det makværk, den ene af dette programs journalister, Christian Schou, brugte vores og flere folkevalgtes tid på i gangene på Christiansborg. Ud af en usædvanlig tåbelig samling fotografier blev tilfældigt forbipasserende MF'ere og en enkelt minister opfordret til at vælge det par billeder, som de mente kunne få betalende turister til at strømme ind over landets grænser.
Når man betænker, hvor travlt flertallet af de samme folkevalgte har med at begrænse tilstrømningen til landet i øvrigt, fatter man ikke, at de ville bruge tid derpå. Statsministerens mishag overfor Indefra, som kan have årsager, vi ikke kender til, fremgik med al ønskelig tydelighed, da dette programs anden journalist, Klaus Bundgaard Poulsen, forfulgte Nyrup gennem korridorerne, mens sidstnævnte flyttede sig fra et mødelokale til et andet.

Journalisten lod os alle, inklusiv den forfulgte, forstå, at Indefra længe men forgæves havde forsøgt at skaffe sig et interview med landets måske travleste mand. Man må formode, at Indefra i et ubemærket øjeblik har tisset på landsfaderens sukkermad.
Det var i hvert fald, hvad man fornemmede, da Nyrup, efter at han troede, han havde rystet boommanden med mikrofonen af sig, tog bladet fra munden og gav journalisten tørt på i vores uforudsete påhør: "Vi kan godt mødes du og jeg. Men det skal være på fair vilkår, og jeg vil ikke have jeres kamera i nakken," sagde statsministeren i en mildt sagt streng tone. I samme øjeblik opdagede han, at Bundgaard Poulsen var forsynet med en knaphulsmikrofon, som indikerede, at han også havde en sender på sig. "Jeg ser, du har en mikrofon på. Det sagde du ikke til mig før," sagde Nyrup vredt, og i det øjeblik var jeg på hans parti. Derpå flygtede han, forfulgt af både kamera og boommand og journalist. Det var vi vidner til, så der må jo have været mindst to kameraer til stede.
Stående foran elevatoren ombestemte statsministeren sig pludselig og vendte tilbage til Bundgaard Poulsen og sagde, citeret fra mine notater: "Husk, at jeres programmer laves for offentlige midler. Og du får din løn for at lave nogle fornuftige programmer!"
En dristig udtalelse, tør man mene, af pressens minister. De offentlige midler er licenspenge, vedtaget ved medieforlig i folketinget. Og hvad forstås ved "fornuftige programmer", når ordene kommer ud af en magtfuld politikers mund?
Jeg klamrer mig til, at det var en finke, der røg af panden, provokeret som den stressede mand var.

Tilbage til min forårsmildhed. Film skal ses i biografen, som sagt. Man må dog sige, at nogle film får det bedre af at blive set på den lille skærm, når alternativet er, at de ellers slet ikke bliver set.
Ballet skal ses på teatret. Af naturlige årsager har dette dog også sine begrænsninger. Store dansere som Rudolf Nurejev og Erik Bruhn viser sig af gode grunde ikke mere på scenen. Så er det jo godt, at nogen har sørget for, at vi alligevel kan møde dem af og til. Og skidt så da med, at det kun er på den lille firkant.
Tilfældet tilsmilede mig med mulighed for at se Lennart Pasborgs fortrinlige film om netop Erik Bruhn ikke mindre en tre gange, først fra Sverige, så på DR 2, og torsdag formiddag på DR 1. Jeg er den samme, bare mere, hedder filmen efter et citat fra Erik Bruhn.
Filmen, som er et dokumentarisk lille mesterværk af sjælden kvalitet, er samtidig et vidnesbyrd om et menneske, der havde en utrolig udstråling som danser, som koreograf eller bare som tilstedeværende. Til overflod indeholder filmen også indslag med Nurejev og med Harald Lander, for ikke at tale om Carla Fracci fra Scala Operaen i Milano, som vi oplevede i scener fra Sylfiden. Erik
Bruhn var, ifølge ham selv, ikke født til at blive danser. Han blev det bare, og allerede som femtenårig blev han udråbt til at være noget ganske utroligt. På toppen af sin karriere blev han spurgt om, hvordan det føltes at være den største af alle dansere. "Den største danser er ikke født endnu," svarede han og forklarede, at han hvilede i sig selv efter at have fundet en balance mellem på den ene side sine drømme og sin fantasi, og på den anden side den virkelighed, han levede i.
"Jo mere menneske jeg er, jo bedre danser kan jeg blive," sagde han.
Jeg vil gerne forestille mig, at dette gælder i mange andre erhverv: Jo mere menneske jeg er, jo bedre læge kan jeg blive, eller politibetjent, skolelærer, forfatter, møbelsnedker, skuespiller, arkitekt, socialrådgiver.
You name it.
Politiker.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her