Læsetid: 3 min.

Forbrugerpriser

7. februar 2000

DER VAR ENGANG et Elvis Presley-pladeomslag med sangeren, iklædt guldlaméjakke, og ordene "50.000.000 Elvis-fans can't be wrong". Ikke slet så mange stod bag lørdagens TV 2-transmitterede kåring af årets rock- og pop-Grammy-modtagere i et fuldsat Forum, men over 70.000 forbrugere har afgivet deres stemme via Internettet, og da systemet var maget, så der - for at modvirke fristelsen til systematiseret (pladeselskabs)snyd - kun kunne afgives én stemme pr. computer, er der et vist hold i overskriften på denne leder. Nærmere kan man vel ikke komme en demokratisering af smagsløgene - hvis det er det, man vil.
Med den nye afstemningsprocedure har pladebranchen - tilsyneladende med åbne øjne - afskåret sig selv fra at sætte fokus på mindre kendte, men kunstnerisk måske mere grænseafsøgende navne. Det er et tankevækkende signal i en tid, hvor branchen netop, og med nogen ret, beskyldes for kun at have blikket rettet mod udenlandske Aqua-agtige ad hoc-succeser, mens det kniber med lysten til lokale langtidsinvesteringer.

OMVENDT ER lørdagens topscorer, Kashmir, netop et eksempel på, at gode, gamle dyder stadig kan forrente sig - også kunstnerisk. Gruppen, som - velfortjent og uimodsagt - blev kåret som 1999's danske gruppe, album, rockudgivelse og video samt scorede tillægsgevinster som årets danske producer og sangskriver (Kasper Eistrup), har fået lov at passe sig selv i studiet. De har ikke villet eller skullet stå model til nogen MTV-venlig styling eller hitlistevenlig tilretning. De ligner stadig de leverpostejsfarvede efterskoleelever, de var, da de mødte hinanden for små ti år siden på Kastanjevej på Frederiksberg, og de spiller en traditionsbunden, melankolsk rock, der siger skråt op til tidsånden.
Samtidig er både Kashmir og aftenens anden topscorer, debutanten Marie Frank, kunstnere, der sætter indhold og spilleglæde over form. Ja, i Franks tilfælde er der, midt i en overfladestøjende tid, tale om en lille sensation af et comeback for en kvindelig følsomhed, der ikke først og fremmest er gearet til videoer og plakater. Selv om diskussionen om mainstream er futil i en branche uden fælles stilistisk fokus, må listen over lørdagens vindere alligevel være et memento til anmeldere og selvindbildte trendsættere.

AT DØMME EFTER Grammy-kåringerne er rock- og pop-Danmark altså ikke befolket af techno- og rapfans, der, når de ikke udfordrer deres adrenalinprocent, chiller ud til kølig, elektronisk musik. Det er og bliver nichegenrer; interessante, måske nødvendige, helt sikkert stilafsmittende, men nicher.
Det havde Grammy-arrangørerne nok haft på fornemmelsen. I hvert fald havde man ikke turdet give musikken helt fri. Man kunne kun stemme på tre nominerede i hver kategori, og de tre navne var fundet af Dansk Grammy Akademi, bestående af anmeldere, journalister og andre branchekyndige.
Den personkreds vil aldrig finde på at nominere 1999's bestseller, Creamy, i andre kategorier end den, de vandt - Årets børneudgivelse. I det lys tog mere end 190.000 pladekøbere åbenbart fejl.
Måske var det en idé fremover at have en afdeling for kritikerkæledægger og en for publikumsfavoritter. Det ville være et logisk næste skridt og give et ærligere billede. Imod det taler, at meningsmagere altid vil hævde deres faglige pligt til et modspil til den konservatisme, som den brede befolkning pr. definition repræsenterer. Derfor blev Det Brune Punktum Årets Danske Hit med "Jeg Går i Seng Med De Fleste," og fik aftenens eneste spontane, stående bifald, medens Brother Brown Pres. Frank'ee måtte nøjes med nomineringen. På samme måde fik Cardigans en Grammy for Årets Udenlandske Album, mens den kritikerombejlede stilpluralist Beck ikke fik noget til kaminhylden.

DILEMMAET er reelt og sikkert uløseligt, og afspejlede sig helt ud i afviklingsformen. Det var et strammere, mere professionelt show. Folket var forrest - også i bogstavelig forstand. Væk var præget af firmaskovtur for åben skærm, og der var til tider tale om noget, der lignede taknemmelighed fra prismodtagerne. Og humor, som da 'årets sanger' Thomas Helmig udbrød "Jeg har kysset en Spice Girl" efter at have fået sin statuette af Mel C.
Men aftenen satte sig mellem to stole. Nu, hvor det danske rock-establishment er trukket i grå spadseredragt og sort habit, er det signalforvirring at overrække Grammy'erne i en atmosfære, der ikke kan beslutte sig til, om vi er til halbal eller technorave. Det larmende regi truede med at tage opmærksomheden fra det egentlige, musikken. Der var masser af plads og spotlight, men begrænset begejstring, for nu at parafrasere Gnags, vinderen af den ny Ærespris.
Og det siger ikke så lidt om tidens værdifri strømlinethed, at den eneste gang, der gik et sekundkort sus af utryg uforudsigelighed gennem "ih, hvor-er-vi-altså-bare-oppe-på-beatet-hele-tiden"-stemningen, var, da teenagepigerne i Creamy ikke kun takkede deres far og mor, men også - Jesus. tobi

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her