Læsetid: 6 min.

'Forskellene har en værdi i sig selv'

7. februar 2000

Danskerne deltager ikke i det politiske liv på samme måde, som de gjorde for 30 år siden. Men det er der ikke nødvendigvis noget galt i, mener demokratiforskeren Allan Dreyer Hansen

Mandagssamtale
Det kan til tider være svært at glædes over udviklingen i det danske demokrati. Medlemstallene i de politiske partier er styrtdykket i efterhånden mange år - med tiltagende styrke.
Fagbevægelsen har stadigt sværere ved at rekruttere aktive, der skal føre løn- og arbejdskampen videre.
Ungdomspartiernes medlemstal har aldrig været så skræmmende lave som nu.
Hvis man mener, at demokratisk deltagelse kan måles på medlemstal, virker det som om, at danskerne ikke orker at deltage i det formelle demokrati.
På trods af medlemstallenes dystre profeti om et demokrati i krise, mener demokratiforskeren Allan Dreyer Hansen, der just har afleveret sin ph.d.-afhandling om demokrati og medborgerskab, ikke at det står så slemt til. Der er meget at glædes over og masser af håb for fremtiden. De sidste 30 års demokratiske udvikling i Danmark er ikke en forfaldshistorie, men snarere en forandringshistorie, mener Allan Dreyer Hansen.
"Vi lever nok ikke i demokratiets jubelår," siger den unge politolog til Information. "Men man skal samtidigt passe på at begræde medlemstilbagegangen i partierne for meget. Jeg synes ikke, at jeg vil gå med til, at de sidste 10 år har været en forfaldshistorie, og jeg tror ikke, at det udelukkende er et spørgsmål om, at deltagelsen er faldet. Det er ligesåvel et spørgsmål om, at den er forandret. Den er gået fra en forestilling om, at sund deltagelse i politiske spørgsmål var et heltidsengagement, til at det er helt fint at deltage i konkrete projekter en gang i mellem."

Ad-hoc deltagelse
Allan Dreyer Hansen mener, at der er ved at ske nogle grundliggende forandringer i det danske samfund, der udfordrer selve opbygningen af det politiske system.
"Noget af billedet er, at deltagelsesmønstret er ændret, sådan at folk engagerer sig andre steder, end man tidligere har gjort. Og mere ad hoc end tidligere. De folk, der er aktive, er aktive på nye måder."
Hvis man var miljøaktivist for 25 år siden, var man det med hele sin sjæl, hele tiden. Var man medlem af et parti, optog det en massiv del af ens vågne liv, og var en væsentlig del af ens identitet, mener Allan Dreyer Hansen.
"I dag virker den tid, man brugte som aktivist eller partimedlem, helt vildt."
"Man skal i denne sammenhæng ikke glemme, at meget af det foreningsarbejde, vi måler deltagelsen med i dag, ofte har været præget af folk, der selvom de gik til møder, sjældent deltog rigtigt. Partierne har været fyldt med mennesker, der ikke var synderligt aktive, og spørgsmålet er så, hvor stor forskel, der er på den aktive masse af politisk engagerede, dengang og nu."
- Hvordan deltager man da i dag?
"Folk deltager der, hvor de har en spontan interesse. Og hvor deltagelsen kan antages at medføre nogle ændringer, man kan se med det samme. Der er ikke så mange, der har lyst til at diskutere de store linier. Det ville selvfølgelig være fint, men det bliver meget let abstrakt, og det gør det svært for den enkelte at føle, at det giver mening."
"Hvis man kigger sig om i landet, kan man finde mennesker, der engagerer sig i alt muligt. For eksempel mødte jeg i forbindelse med et forskningsprojekt en arbejdsløs arkitekt, der helt uden om fagforeningen - det var slet ikke faldet hende ind - sammen med sine venner havde lavet et projekt i den boligblok, hun boede i på Nørrebro i København, for at få gjort noget ved integrationsproblemerne - og lavet en internethjemmeside, så andre kunne følge deres arbejde og få glæde af erfaringerne. Jeg tror, at det er ved at blive et mønster."
- Mister man ikke overblikket, hvis alle render rundt, og laver konkrete ting. Hvem skal da prioritere på et overordnet plan?
"Skrækscenariet i det her er, at en professionaliseret elite sætter sig på det hele. En elite, som smiler venligt, og træffer beslutningerne i det dulgte, mens de fra tid til anden kaster et par budgetlunser ud til alle os andre i den glade logrende hob, der render rundt og ordner haver i boligforeningerne."
"Den gode vision er, at begge parter opfatter hinanden som legitime og gør, hvad de kan for at give hinanden plads. For problemet går to veje."
"Den potentielle fare ved al denne hverdagsmageri er altså, at hvis det politiske engagement ikke giver konkrete resultater inden for en overskuelig tidshorisont, så forsøger man ikke at gøre det, der skal til for at gøre en forskel, men trækker sig i stedet. Folk skal lære at tage konfrontationerne, når de kommer. Der er intet så demokratisk saliggørende som en masse konflikter og sammenstød."
- Men har partierne ikke haft en form for opdragende eller uddannende effekt på danskerne og vores forhold til demokrati, som vi nu er ved at miste?
"Jeg tror sagtens, at vi kan blive opdraget demokratisk ved at koncentrere os om det, der ligger tæt på. På den måde er et godt demokrati en samling af mange forskellige repræsentative kanaler, der hver for sig ser på, hvordan man kan holde sig åben over for deltagelse. Det vil ofte være enkeltsags-deltagelse, for der er ingen, der gider at være politiske væsener, der afsætter al sin tid til at være politisk."
"Det sjove er i denne sammenhæng, at når man snakker med folk ude i landet og spørger, om det, de laver, er politik, så siger de meget ofte nej, fordi det ikke er partipolitik, de bruger deres tid på. Men det er faktisk ofte uhyre politisk arbejde, de har involveret sig i. Problemet er, at politik lyder som om det handler om konflikter og uenighed, og det orker hverdagsmageren ikke. Mange er bange for konflikter. Men konflikterne findes. Og jeg tror på sin vis, at det bliver en form for lakmusprøve på danskernes demokratiske deltagelse, om de kan lære at begå sig i konflikter."
"Det er altid rarere at være venner med folk, end at være uvenner. Men jeg tror, at hvis det skal have en reel mening at deltage, så må det også betyde, at alle er åbne for uenigheder, og at man er i stand til at tage et nederlag, når man bliver stemt ned. Meget ofte tænker specielt unge mennesker, der deltager i det politiske spil: "Hvis de ikke vil høre på, hvad jeg har at sige, så trækker jeg mig bare." Og det er uheldigt, for det er netop uenighed og konflikter, der konstituerer politik."
- Men er irritationen ikke gensidig. Jeg mener: Det er da ærgerligt, at de unge kommer rendende, bruger alle pengene og løber igen, hvis de ikke får deres vilje?

Beslutninger i modvind
Idealbilledet er en større gensidig forståelse. Jeg mener, at vi har brug for en attitudeændring. Det skal være legitimt, at folk har nogle stærke synspunkter på et område, og ikke på andre. Men omvendt må man sige, at det er vigtigt med en eller anden form for ansvarlighed over for, at der skal ske nogle overordnede prioriteringer mellem enkeltsager, der skal vægtes mod hinanden.
- Men hvordan kan man få hverdagsmagerne med på det. Hun vil jo bare lave en ordentlig have i boligforeningen eller sende legetøj til cubanske børn?
"Jeg tror egentlig ikke, at problemet behøver at være så fantastisk stort. Vi skal blot erkende, at enhver beslutning bliver truffet i modvind. Politik grundlægges af modsætninger og forskellighed. Verden af i dag er plural og opsplittet på alle mulige forskellige måder. Der er forskelle alle vegne. At tænke sådan, giver en hel anden vægt på tolerance, end vi er vant til. Det gør det hele besværligt."
"Men besværlighed og forskelle har en værdi i sig selv. Det må være en ret, at være forskellige og derfor må vi have lavet nogle forskellige offentlige rum, hvor vi kan være politiske på andre måder end den dominerende."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her