Læsetid: 5 min.

Forskellighedens debat

25. februar 2000

Qlummen

Egentlig havde jeg tænkt mig at indvie læserne i min nyligt afsluttede og særdeles farceprægede skiferie i de franske alper, fordi jeg mener at have observeret, at den totale overvurdering af ens kropslige udfoldelseskapacitet i forbindelse med amatør-udøvelsen af denne sport er et udbredt, menneskeligt fænomen med store omkostninger - især hvad angår ens bankkonto og diverse kropsmuskler, der begge sættes på en udmattelsesprøve af de mere radikale.
Imidlertid er der andre sager, der presser sig på. For mens jeg sad på hotelværelset og holdt en ispose sikkert placeret på gemalens knæ (som han havde stødt lidt ved et lykkeligt fald, der nødvendiggjorde, at vi straks måtte tilbagelevere de lejede ski), og barnet kæmpede på den franske skiskole (hvor børns præstationer selvfølgelig vurderes og efterfølgende præmieres med bamse- snefnug- eller stjernegraden), fik jeg lejlighed til at fordybe mig i ugens aviser.
Det var ikke uspændende læsning. Mit blik blev i forste omgang suget hen imod en annonce i Le Monde, hvori der stod, at det nu er fire århundreder siden, at Giordano Bruno (den 17. februar 1600) blev dømt til døden af en kætterdomstol og brændt levende på bålet for at have udtalt sig proklamerende om "det uendelige univers, de multiple verdener og det kosmiske liv".
Alene det, at nogen indrykker en sådan annonce, er i sig selv interessant og et tydeligt tegn på, at denne "retssag" på ingen måde er overstået. Men hvordan er denne visionære personlighed endt på bålet? Og hvorfor bliver denne urokkelige filosof, der tre gange blev landsforvist, ved med at være en inkarnation af modstanden mod alle dogmer her 400 år senere? Giordano Bruno var mand med kolossale fordringer; en ung dominikaner der blev matematiker, magiker, politiker - og en drilagtig og genial forfatter. Hegel kaldte ham "en europæisk komet", James Joyce sympatiserede på en dybt personlig måde med hans beslutsomhed og overbevisning om metodisk at kunne løse alle gåder.
Gang på gang blev han udstødt af den romersk katolske kirke, calvinisterne i Geneve og de tyske lutheranere. Han blev forrådt af en venetiansk adelsmand og "ven", Mocenigo og mistede det sidste håb om at få det professorat matematik, der havde stået frit siden 1588, og som i 1592 gik til en vis Galileo Galilei.
Denne "akademiker uden akademi" dør som "stædig kætter" ifølge kirken og for os andre som martyr for den frie filosofiske tanke.
Og når nogen indrykker en sådan annonce er det, fordi der enten eksisterer områder, hvor religiøse, politiske eller ideolgiske institutioner lovligt kan forfølge, dømme og sanktionere forfattere, tænkere og andre filosoffer, eller også fastholdes det som fornuftens universelle selvfølgelighed, at alle individer har en ufravigelig ret til at udtrykke sig frit, og at al fravær af denne ret er en krænkelse af den menneskelige værdighed.

En anden sag, som jeg selvfølgelig ikke er alene om at være fængslet af, angår opvågningen af det Østrig, der siger nej. Den stadig voksende modstand, og det øgede antal af demonstrationer mod Haider, protesterne mod at hans xenofobe parti er kommet i regeringen. I de sidste tre uger er der blevet protesteret overalt og i alle retninger. Anti-racistiske foreninger, demokratiske klubber, studenter, kunstnere, invandrer-grupper og et væld af andre minoriteter; der er barrikader foran parlamentet, og lokalradioen, Radio Orange, har systematisk ladet 'folket' komme til orde.
Var der 100.000 eller 200.000 mennesker på gaden sidste lørdag i Wien? SOS-Mitmensch, organisatoren bag den hidtil største, planlagte demonstration, er ikke så optaget af selve antallet. Det, der egentlig tæller, er, at der kun er ét slagord: "Nej til koalitionen mellem de konservative og det ekstreme højre".
I Paris var der - selvfølgelig - adskillige solidaritetsmøder og demonstrationer foran den østrigske ambassade. Samme dag lancerede den franske indenrigsminister, Chevenement, sin L'islam à la francaise og udtalte, at "moderat islam er en stabilitetsfaktor", hvorfor "lokalpolitikerne bør begynde at bygge moskeer", mens han selv vil arbejde for etableringen af en (verdslig) organisation, der skal repræsentere de fire millioner muslimer i Frankrig.

Den tredje sag, der i den grad optog mig, mens jeg fornyede isposens indhold og deltog i jubelråbene over barnets første ski-præmie (en lille bamse-stjerne, beviset på at han nu kan tage sine første ski-skridt ned ad en moderat bakke samt bremse op igen) var UNCTAD-mødet om international handel og udvikling i Bangkok samme uge.
Om det nu var det milde thailanske klima eller villigheden til at vende det sorte blad fra Seattle - dialogen mellem de industrialiserede lande og udviklingslandene blev genoptaget og marginaliseringen af sidstnævnte tilsyneladende reduceret.
Verden synes ikke længere at være delt op i dem, der forsøger at påtvinge globaliseringen, og dem der forsøger at bekæmpe den. Markederne skal åbnes, men der skal samtidig etableres klare regler, der sikrer, at alle får noget ud af det. Det vigtige var ikke mindst den synlige rolle, som NGO'erne spillede: De er bedre organiserede, har øget ekspertise til rådighed, og deres effektivitet vinder terræn. WTO's fiasko i Seattle - primært på grund af de nye internationale civile kræfter - har markant accelereret deres anerkendelse.
En ny generation af aktivister, der rekrutterer deres forkæmpere blandt advokater, økonomer, journalister. Aktive i stedet for reaktive.
Mange af dem har hverken komiteer eller bureaukratier - de opererer alene via Internettet. Slagordet synes at være: Forskelligheden er vores særegenhed. Og de vil alt, bortset fra at tale med den samme - uniformitetens og standardiseringens - stemme.

Og hvad betyder så alt dette? Ligger aktualiteten omkring Giordano Bruno ikke i, at han minder os om alt det, der forekommer irrationelt, fremmedartet, og heterogent i vores egen tid? Bruno ville altid forhandle; under retssagens syv lange år blev han ved med at bede om et møde med Paven. Han var villig til at sige det, Kirken ville have - han var ikke i den forstand imod den - men der var altså bare lige det, at han faktisk havde opnået nogle afgørende videnskabelige resultater.
Hvis man vil høre på og forhandle med 'det anderledes' ligesom både han ønskede det - og i sidste uge demonstranterne i Østrig, den franske indenrigsminister, og UNCTAD-mødet gjorde, så slipper vi måske for bålet. Det er det egentlig skræmmende ved Haider; han minder os om, at man eventuelt kan få brug for det igen. Og dette vil sige, at (kulturel) forskellighed kan ikke, og bør ikke, tage form af en hårdnakket påstand, en erklæring. Den skal debatteres, diskuteres. For alene det at diskutere vil sige, at man ikke er ens....

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her