Læsetid: 4 min.

Fortiden i vore hjerter

17. februar 2000

Zhang Yimous følelsesforløsende kærlighedshistorie og Paul Thomas Andersons amerikanske quilt er gode bud på priskandidater

Filmfestival
Den kinesiske instruktør Zhang Yimou fik sit internationale gennembrud på festivalen i Berlin i '89 med De røde marker og siden er det blevet til en enestående række af mesterlige film, der for alvor har åbnet vestens øjne for den kinesiske 5. generation af filmkunstnere. Så en ny film af Yimou imødeses med spændt forventning.
Forventningerne blev ikke skuffede ved dagens pressevisning af The Road Home. Enhver filmkunstner, der kan skildre en lille kærlighedshistorie med så megen følelsesægte fylde som tilfældet er her, har tilskueren med sig. Så meget at et medfølelsens suk gik gennem salen da den forelskede Zhao Di fortvivlet, men forgæves, løber efter sin udkårne, den til landsbyen tilflyttede skolelærer, for med sine hjemmelavede svampe dumplings ordløst at erklære ham sin kærlighed - og så falder og taber gaven.

Livslang kærlighed
Og lige så meget levede salen med da hun, mens musikken svulmer op, genfinder det hårspænde han har foræret hende. Det er enkle situationer, der i traditionelle hænder kan blive lige så banale, som de her er følelsesforløsende ægte. Scenerne er renfærdigt skabte, sublimt klippede i en fejende rytme der er synkroniseret med følelsesintensitetens vekslen og de farvemættede cinemascope billeder er af en overjordisk skønhed.
The Road Home er en fortælling om den store, stærke, livslange kærlighed, og har som ramme en søns tilbagevenden til sin landsby, hvor faderen er død efter 40 års virke som minisamfundets skolelærer. Moderen insisterer på en traditionel kinesisk begravelse, der midt i den strenge vinterstorm er et næsten halsløst projekt, men moderens ønske får sønnen til at mindes forældrenes første møde, der er en sagnomspunden del af landsbyens fælles erindringsgods. Denne erindring, der modsat resten er i farver, udgør filmens hoveddel. Men fungerer optakten godt som indledning til fortællingen om mødet, så blegner afslutningen i forhold til erindringsfortællingen, bliver for
abrupt i de overblændede montagesekvenser.

En filmperle
Også Vinco Bresans kroatiske film Marshal handler om fortiden og dens betydning. Men hvor Yimou er ganske forsigtig med de politiske pejlemærker, så går Bresan til biddet. Titlens marshal er Josip Broz Tito, der som spøgelse siges at være dukket op i et lille ø-samfund. Det eksjugoslaviske område har en lang tradition for surreel humor, som vi ikke blot kender fra Kusturica, men også fra Dusan Makavejev og fra andre kunstnere der har udfoldet sig i andre medier end filmen.
Marshal er et barn af denne humor og fabulerer med groteskens forvrængende, men måske netop dermed retvisende spejl om fortid, nutid og fremtid i et samfund, der synes at have mistet sine værdier og ikke har fået andet end stræben efter succes og penge i stedet. Som borgmesteren, der "kæmper for at opbygge kapitalismen," som det hedder med en parafrase på et socialistisk slogan. Det fortsætter han dog med, for Titos spøgelse bliver en turistindustri en attraktion som gammelkommunisterne valfarter til, sammen med X-files-inspirerede agenter på jagt efter det overnaturlige. En lille filmperle med skarp dobbeltsidet humor med skrue.

Ambitiøst projekt
En anden priskandidat må være Paul Thomas Andersons amerikanske Magnolia, en tre timers amerikansk
quilt, med et klart forbillede i Altmans mesterværk Short Cuts. Men hvor Altman er en cool kyniker vil Anderson gerne have det hele til at forløses positivt, om end midlet er en næsten apokalyptisk naturstridig naturkatastrofe. Den kun 30-årige Anderson huskes fra den næsten lige så lange Boogie Nights om 70'ernes amerikanske pornofilmindustri, og igen er det lykkedes ham at få en producent til at acceptere en så ambitiøs film og få en ellers højt gageret stjerne som Tom Cruise til at medvirke for næsten ingenting i rollen som den fortabte søn, der har succes som sex-guru der får proselytterne til at juble over sloganet respect the cock.
Persongalleriet er i øvrigt bl.a. en døende mand, en tv-vært der får konstateret fremskreden cancer, en dreng der er stjerne i et langtlevende quiz-program, en junkie-datter med et faderproblem og en kærlighedshungrende politimand.
Hvordan disse skæbner sættes i forbindelse med hinanden er en lang (tre timers) historie, men det ambitiøse projekt går trods skønhedsfejl godt hjem.
Indledningen påpeger en række mærkelige tilsyneladende tilfældigheders samspil, og det er indgangen til forståelsen af historien. For argumentet er, at den slags usandsynlige sammentræf faktisk sker, og ikke kun på film. Hvad der kun sker på film er de lange, for mange og for lange, montagesekvenser, hvor der skøjtes mellem de forskellige delhistorier sovset ind i en enerverende og påtrængende underlægningsmusik. Men Magnolia er en dejlig ambitiøs film der har meget at give af. Anderson er værd at holde øje med.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her