Det er svært at være rettroende katolik blandt en stamme af vantro, beskidte lutheranere
Væmmelse
En gang imellem undrer man sig, når man ser, hvor stor væmmelse det udløser hos pastor Krarup, pastor Slot-Henriksen og ligesindede at leve side om side med muslimer. Er det virkelig så hårdt at være rettroende?
Jeg tror, at svaret er ja. Jeg er for nylig stødt på en åndsbeslægtet forfatter, ikke fra middelalderen, nej vi skal såmænd ikke mere end 100 år tilbage for at finde folk, der mente noget med deres tro.
I januar 1899 flyttede Léon Bloy, en glødende fransk katolik, til Kolding, hvor han boede det næste halvandet år. Han var dansk gift, og det var lykkedes ham at omvende konen til katolicismen, men alt, hvad han ellers stødte på i Danmark, fyldte ham med så stor lede, at han var nødt til at føre en dagbog over det, Dix-sept mois en Danemark (Sytten måneder i Danmark).
Bogen er en god kur for danskere, der aldrig har prøvet at føle sig som andenrangsmennesker. Med sikker hånd slår Léon Bloy ned på alle de små frastødende detaljer, der er så karakteristiske for os protestanter: påklædning, spisevaner, formeringstempo, hygiejne, slagteritualer - og så selvfølgelig vores trang til bare at blive ved med at leve i vores egen kultur.
Her et par ukronologiske uddrag, ordnet efter emner:
"April 1899: Forfærdelige, ulidelige, morderiske stank fra vores lokummer, ligesom fra alle danske lokummer, der er en slags barbarisk, ubeskrivelig skamplet på dette kongerige."
Had til badning
"Oktober 1899: Jeg har allerede fortalt om de rædselsfulde lokummer, som er så karakteristiske for protestanterne. Men jeg havde glemt deres forunderlige had til badning. I al almindelighed, jo mere beskidt man er hos Luther, jo mindre vasker man sig. Jeg antager, at dagen før deres bryllup eller dét, der svarer til det, bliver jomfruerne eller de såkaldte jomfruer skrabet af deres forældre."
"Maj 1899: Hvorfor er det i dette land umuligt at finde en slagter, jeg siger ikke: Der virkelig kan sit job, men som har lært det eller bare prøvet på at lære det? Udlændinge må undre sig over disse frygtelige kvarte dyrelig, som slagterbudene bærer på deres skuldre, og som kunderne er nødt til selv at skære ud."
"Oktober 1899: Har jeg allerede, eller har jeg ikke, nævnt slagternes hvide forklæder? Altså, de danske slagtere har rundt om maven hvide forklæder så store som skørter og med blonder på mellemstykket. Det er sket for mig, når jeg gik og kiggede ned, at jeg pludselig har troet, jeg stod over for en luder, der var ude og trække."
"31. december 1899: Omkring os protestanternes lavpandede munterhed, de fejrer med kanonslag og råben og skrigen dette nytår, som i øvrigt er helt uden betydning for disse dyr, som ikke tænker på andet end at spise og drikke og bedække deres alt for fødedygtige hunner."
"8. april 1899: Fødselsdagsfest for den tåbelige Christian, den gamle avlskonge. Byen er smykket med flag, der går optog gennem gaderne."
"April 1899: Igen denne forfærdelige bimlen fra det protestantiske tempel."
"Februar 1900: Hvem vil give mig en mulighed for at slippe væk fra Luther? Det her er helvede slet og ret, et lunkent og velafrettet helvede, mens vi venter på det rigtige."
Timer til alle
"August 1899: Ferien er slut, og skolen begynder igen. Det mekaniske liv bliver genoptaget. Den ene halvdel af dette kongerige skal give timer, den anden skal have timer. Hver eneste dag, indtil de dør. Og det til ingen nytte, i al evighed til ingen nytte."
"Januar 1899: Vi flytter midlertidigt ind i den berømte landsby Askov, arnested for den grundtvigianske pludren."
"Marts 1899: Grundtvigianerne, der har taget navn efter en kvalmende, højt agtet digter, udmærker sig ved deres grimhed og deres skræmmende åndløshed. Det er umuligt at danne sig en idé om det, hvis man ikke har set den berømte landsby Askov i Jylland, hvor sekten har sit hovedkvarter. Åh, dette dydens sprog! Oh, disse dydige fjæs og dydige dragter! Og så holder de alle sammen foredrag og synger ulidelige salmer fra morgen til aften."
"April 1899: Oh! Den uovervindelige, usigelige rædsel ved vores lutheranske og skandinaviske lokummer, som ikke bliver tømt, og som går over deres bredder som et digt af Grundtvig."
"Marts 1900: Jeg har kun én ting at bede om: en flugtvej. Danmark slår mig ihjel."
