Læsetid: 4 min.

Og frøerne gik i skjul

3. februar 2000

En af verdenslitteraturens mest særprægede og groteske forførelser finder sted ved et dyrskue. Mens en taler i svulstige vendinger udbreder sig om landbrugets almennytte og Statens nødvendige styrkelse, rykker en velhavende yngre godsejer stadig tættere på en lægefrue, han nylig har truffet, og inden uddelingen af præmier for svineopdræt og høravl er slut, har et voldsomt begær fået fire tørre læber til at dirre og flettet ti fingre blødt og modstandsløst sammen.
Vi er ca. midtvejs i romanen Madame Bovary (1857), som Gustave Flaubert (1821-80) skrev i årene 1851-56. Forfatteren, der var svageligt anlagt, havde på dette tidspunkt trukket sig tilbage til familiens landsted Croisset ved Seinen og arbejdet ihærdigt på et større, skuespillignende værk med historisk-mytologisk motiv, som vennerne imidlertid rådede ham til at brænde.
I stedet tog han så fat på den efter samtidens målestok skandaløse historie om Emma, den unge, smukke, drømmeriske frue, der keder sig bravt i ægteskabet med en noget ældre, retskaffen, men veg og lidt latterlig mand. Ved et bal på et slot snuser hun til en anden verden, der minder hende vagt om de romaner, hun læste som ung, og hun begynder at fantasere om et nyt, spændende liv, pludselig åben for eventyret.
Den første beundrer, der melder sig - eller som hun trækker til sig, efter at hun er gået i drift - tør hun knap røre ved, den dag chancen ellers byder sig. Den anden, Rodolphe, giver hun sig hen til, endegyldigt på en ridetur. Mens hestene spiser af løvet, trækker den snu, erfarne forfører Emma med sig rundt om en lille dam, hvis vand ligger grønt af andemad, og hvis åkander henligger i afblomstret ubevægelighed. Ved lyden af de to elskendes skridt springer nogle frøer i skjul.

Som en flod af mælk
Detaljen med åkander og frøer er karakteristisk for Flaubert. Om Emma og Rodolphe overhovedet bemærker dem, får vi ikke at vide. Men idet det altafgørende skred finder sted i hovedpersonens ophedede indre, forskyder fortælleren beslutsomt blikket til de i sig selv hvilende omgivelser og antyder diskret, men bestemt, at det der nu skal ske, på én gang er vældigt og såre banalt. Efter det første favntag mærker Emma sit hjerte banke og blodet strømme gennem sin krop "som en flod af mælk". Rodolphe derimod står med en cigar mellem tænderne og reparerer med sin lommekniv en af tømmerne, der er sprunget. Igen fungerer her den skarpt sansede, situationsbundne enkelthed som forfatterens signatur. Man kan nærmest følge hans håndskrift, mens den med et hårfint underspil styrer uden om den skæbnesvangre begivenhed, men samtidig jo indkredser denne, så dét punkt af tavshed præciseres, hvor læserens meddigtende fantasi uvægerlig må søge ind.
Madame Bovary har fået en fremskudt plads i romanens historie. I første omgang på grund af sin frimodige omgang med stof omgærdet af moralsk tabu, noget, der også indbragte forfatteren påtale for retten. Men i anden omgang, og med voldsom konsekvens, rager romanen op i kraft af fortælleteknikken. En allestedsnærværende stemme opfanger alt og udtrykker så godt som alt, men holder sig ikke desto mindre tilbage, i et nærværets fravær, en blind seen, en form for robust diskretion. "Emma, det er mig," skal forfatteren have sagt, men i skriften udfører han konstant det samme forsvindingsnummer, idet han balancerer imellem en til det sentimentale grænsende psykologisk indlevelse og en tyk ironi, der truer med at tippe over i pur destruktion.

En bælg af lidenskab
På én gang tilbageholdende og dynamisk omkringsøgende kan Flaubert derfor også siden hen i romanen analysere, hvorledes Emma, ægget og opflammet af Rodolphe, fantaserer sig ud af sit liv, ind i en farlig drømmeverden. Hun bliver dorsk og dvask, en sprængfyldt bælg af lidenskab, og når hun ligger i sin elskers stærke arme, flyder det med ømme ord. "Jeg er din tjenerinde og din konkubine!" udbryder hun ekstatisk. "Du er min konge, mit idol! Du er god! Du er smuk! Du er klog! Du er stærk!"
Det næste typografiske afsnit begynder således: "Han havde så tit hørt den slags ting blive sagt til sig, at han ikke mere fandt noget originalt ved dem. Emma lignede enhver anden elskerinde, og da nyhedens interesse lidt efter lidt faldt bort som et stykke tøj, der tages af, lå lidenskaben blottet i al sin ensformighed, lidenskaben, der altid har de samme former og betjener sig af samme sprog."
Kontrasten mellem hendes henrevne lovprisning af ham og hans nøgterne dom over hende gentages, da Rodolphe skal skrive et sentimentalt afskedsbrev og sideløbende gennemtænker hele deres forhold og på forhånd gennemkalkulerer hendes reaktioner på hans ord. Barsk, men særdeles virkningsfuldt, og slående i sin kynisme, ligesom den kraftige scene hen imod værkets slutning, hvor Emma, svigtet af såvel sin første som sin anden elsker, og tilmed bragt ud over randen til økonomisk ruin, sluger arsenik og dør - ikke som den smukt lidende heltinde i en romantisk fiktion, men fysisk ækelt, støjende, pinligt.
Fantastisk i dag at læse et værk, der snart har halvandet århundrede på bagen, men virker så frisk som var blækket tørret den dag i går. Forklaringen ligger i skriftens gang hen over papiret i Croisset, men også i, at så meget af det, der siden er blevet forsøgt i fortællekunsten, står i gæld til Flaubert og hans mod til at være nøjagtigt sandfærdig.

*Madame Bovay er citeret efter Uffe Harders oversættelse, første gang udsendt 1966 i Gyldendals Bibliotek, Verdenslitteratur, siden bl.a. i Søren Gyldendals Klassikere. Første danske oversættelse, ved N.J. Berendsen, kom 1875 og blev optrykt så sent som 1962 og 1972 hos hhv. Hasselbalch og Edito Bøger

Dette er den første i en ny serie, hvor Erik Skyum-Nielsen portrætterer klassikere inden for fortællekunsten gennem lynnedslag i deres skrift

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her