Læsetid: 3 min.

Den gamle festival

15. februar 2000

Filmfestivalen i Berlin kan i år fejre sine første 50 år og har samtidig flyttet hele herligheden til den nye bymidte Potsdamer Platz

Filmfestival
BERLIN - Fra festivalens hovedcenter på Marlene Dietrich Platz, kan man se ned ad Alte Potsdamer Strasse. Og hvor den ender, ender bydelen. Så nyt er det, at berlinere valfarter hertil for at opleve det nye og tæt befolker den arkadegang i flere etager der løber langs hele hovedgaden, med alle de forretninger og fast-food spisesteder, der nu engang er meningen med livet i disse kunstige konsumparadiser.
Men på stedet der før var en bar mark, der skilte øst fra vest er der altså med et voldsomt løft bygget en ny by. Der er investeret megen prestige og ikke mindre økonomiske midler i projektet, der arkitektonisk har en del af byde på. Ikke mindst det endnu ikke helt færdige Sony Center, et imponerende cirkulært byggeri, overbygget med noget der ligner en gigantisk paraply. Her skal bl.a. det berlinske Filmmuseum have til huse. Og med Marlene Dietrich Platz har man ikke alene hædret den store stjerne, men også skabt et byrum, der endelig har gjort det muligt for festivalen at give albuerum til de mange berlinere, der trænges om indgangen for at få et glimt af tidens varmeste navne. Renzo Pianos lange lave trin er måske som skabt til at falde på indtil man er helt klar over, at der er trin, men også til at give udsyn. Det var tiltrængt lørdag aften hvor tusinder af teenagefans især af hunkøn stod i timevis i stiv februar blæst for at få et glimt at idolet: Leonardo DiCaprio, der efter undergangen med Titanic er strandet på The
Beach, af kolleger karakteriseret som et sentimentalt opkog af Fluernes Herre og The Blue Lagoon. Den form for smålig kritik kunne dog ikke skille ham og hans berlinske fans, der endte med knap at få et glimt af den feterede, der skyndte sig ud af bilen og ind i biografens salige mørke.
I få minutters afstand fra denne plads udspiller hele festivalen sig i en række nye multiplexbiografer, der alle både har store lærreder, gode proportioner og formidabel komfort. Er det hele endnu for spritnyt til at have aura eller blot personlighed sådan som biograferne omkring Gedächtniskirsche, så er der teknisk og kvalitetsmæssigt intet at klage på. Nu er der ingen grund til at lægge én bestemt visning af en film på grund af biografen, for alle sale er upåklagelige, de fleste fremragende. Desværre gælder det ikke helt festivalens hovedbiograf, der ikke har samme markante amfiteatralske opbygning som de øvrige biografer og dermed heller ikke gode nok sigtelinjer. Sådan går det typisk når en sal skal bygges til både teater og film mm.

Gong Li
Præsidenten for årets jury er den kinesiske stjerne Gong Li, mest kendt for sine roller i Zhang Yimous film. I konkurrenceprogrammet er hun blevet fejret med en særvisning af filmen Breaking the Silence af Sun Zhou. Vi har før set Gong Li i en rolle som udslidt hverdagskineser, men Sun Zhous film udspiller sig i nutiden i en kinesisk storby, hvor hun er alenemor med et barn, der er døv, og som hun kæmper for at skabe bedre vilkår for, end hun selv har haft. Her er arbejdsløshed, seksuelle overgreb, fattigdom og et særdeles lemfældigt socialt system. Gong Li er overbevisende som moderen selvom det er svært at skjule, hvor smuk hun er. Og har filmen nogle sentimentale toner, så har den også en fin lydhørhed i skildringen af drengen og hans reaktioner på sit handicap og især på andre børns drillerier.
Konkurrenceprogrammet er i øvrigt stærkt præget af amerikanske mainstream film, så meget, at omfanget af berlinske presserøster om tiltrængt nytænkning nu er markant. Det hjælper lidet at tyske Wim Wenders stod bag åbningsfilmen, når filmen er amerikansk og udspiller sig på et lille karkerlakhotel i downtown L.A., hvor Mel Gibson er opdageren, der skal løse mysteriet om et dødsfald og kommer i kontakt med så mange af de weirdoes, der bor der, at det bliver alt for meget, alt for anstrengt. Det hjælper kun lidt, at der indimellem er beåndede billeder af Wendersk kaliber.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her