Intermetzo
I den kommende uge, 17. februar, er det 400 år siden, den katolske kirkes ledende folk i Rom slæbte en af Europas store tænkere og naturvidenskabsmænd for inkvisitionsdomstolen og efter dommen overgav ham til de verdslige myndigheder, hvilket med anklagerne for fritænkeri eller kætteri var ensbetydende med umiddelbar fuldbyrdelse af dommen - døden på bålet.
Kirkens mænd kunne af gode grunde ikke selv slå ihjel, det havde man folk til. Henrettelsen, der her markeres i ærbødigt minde om afdøde, blev varetaget af krigsknægte og Roms bøddel.
Den makabre handling fandt sted på Piazza del Campo dei Fiori, kendt af rejsende som det charmerende og livlige torv i det centrale Rom, hvor man kan få hvad hjertet begærer af madvarer, og som i øvrigt har været under renovering i det sidste års tid. Her på midten af piazzaen, hvor Ettore Ferraris nu berømte statue af martyren blev anbragt som en slags sen bodshandling i 1889, havde man stablet risknipper og let antændeligt ved op omkring en kraftig pæl.
Jordanus Brunus Nolanus, i det daglige kaldet Giordano Bruno, der på det tidspunkt havde tilbragt syv år - først i Venezias blykamre, siden i de lige så frygtede fangehuller under Engelsborg - var helbredsmæssigt en nedbrudt mand, da han, bleg og udhungret, blev kørt til retterstedet i en kærre.
Lænkerne havde ifølge øjenvidner gnavet igennem håndled og ankler, så knoglerne stak frem. Begge Brunos arme var dertil trukket af led under torturen både før og efter dommen, hvor de gejstlige vel at mærke altid var til stede. Torturen var jo for anklagedes egen skyld, at han kunne komme på bedre tanker. Én gang havde Bruno også tilbagekaldt sine idéer om Universets beskaffenhed. Men, da han havde sundet sig, insisterede han og kaldte ikke sine teser tilbage siden. Det værste, inkvisitionen vidste, var, når kætterne gik ranke i døden, hvorfor torturen faktisk var værst i den fase, hvor en anklaget fastholdt sine vildfarelser efter dommen. Ikke at en tilbagekaldelse på et så sent tidspunkt normalt ville kunne redde den anklagede fra bålet, men han ville i så fald blive genstand for de gejstliges forbøn om himmelsk barmhjertighed.
Hvad angår henrettelsen på bålet, vel det mest lidelsesfulde og ydmygende et menneske kan udsættes for, ville en sidste øjebliks angrende ofte kunne blive tilkendt vådt brænde. En nådeshandling, hvorved den udviklede røg som regel kvalte delinkventen, før ilden for alvor tog fat. I visse tilfælde var den dømte i den grad medtaget af torturen, at han knap sansede omgivelserne og blev flammernes bytte i halv- eller helbedøvet tilstand.
Naturen var imidlertid ikke Bruno venligt stemt. Torturen havde ikke berøvet ham bevidsthed endsige forstand. Ej heller havde en og anden menneskelig deltager i henrettelsesproceduren listet sig til at give ham noget bedøvende at drikke, hvilket nu og da mildnede den sidste bitre stund.
Det fremgår klart af de forhåndenværende beretninger fra dagen, at Bruno trods den brutale medfart var ved sine fulde fem. Natten igennem, inden kærren kom og hentede den fhv. dominikanermunk fra Nola, hin halstarrige og forbryderiske kætter, heretico ostinatissimo, anstrengte munkene sig ved deres massive og gentagne overtalelsesforsøg på at frelse Brunos sjæl og få ham til utvetydigt at tilbagekalde sin vranglære. Men Bruno lod sig ikke rokke, hvilket - uden at der her foreligger underretninger om det - meget vel kunne skabe alvorlige problemer for sjælesørgerne selv.
Hvorom alting er, kørte kærren til sidst afsted med den stædige fange - mod piazzaen, mod Brunos tilintetgørelse. Ved den martrede mands side i kærren stod endnu munkene, der undervejs en sidste gang forsøgte med uigendrivelige bibelske argumenter at slå brecher i hans forsvar. Forgæves. Omsider, da kærren nu var ved piazzaens ydre husrække, gav de op og påbegyndte i stedet de liturgiske dødssange. Requiem for torteret geni i bøddelkærre.
Selv på bålet lod Bruno sig ikke rokke, men vendte tværtimod, da plageånderne rakte korset op til hans læber for et sidste kys før døden, sit hoved væk i afsky.
Manden de brændte, før den blide romerske februarsol stod op over Rom, gik i døden for sin overbevisning om Universets beskaffenhed. Hverken mere eller mindre. I modsætning til kirken, mente Bruno i overensstemmelse med det kopernikanske verdensbillede, at solen - ikke jorden - er centrum i systemet, men at solen til gengæld ikke er centrum i universet, men blot én sol blandt mange, for ikke at sige én blandt uendeligt mange, eftersom Bruno indså verdensrummets relative uendelighed.
I England, da Bruno opholdt sig der i 1580'erne, udviklede han sit verdensbillede. I øvrigt sammen med hukommelseslæren. To sider af samme sag, eftersom Bruno opfattede verden som et sammenhængende hele med mennesket fuldt integreret. I Oxford optræder den lærde mand fra Nola i disput på universitetet.
Mødet udvikler sig til intellektuelt håndgemæng, fremgår det af Brunos egen selvbevidste beskrivelse. Han lægger ikke fingrene imellem og håner de tilstedeværende traditionelle teologers aristoteliske verdenssyn. Tilsyneladende nyder Bruno sin åndelige overlegenhed kombineret med en næsten overmenneskelig hukommelse.
Nogen synderlig takt synes ikke at have været filosoffens stærke side. Efter lignende universitære skandaler, fortrækker Bruno til London, hvor han gør bekendtskab med bl.a. Marlowe og Shakespeare. Bruno påvirker dem begge. Måske mest langtrækkende og konsekvensskabende for den europæiske fortælling Marlowe, hvis Dr. Faustus udspringer af Brunos inspiration.
Den utroligt flittige Bruno, der udgiver et væld af værker, drager siden til Frankrig. Derfra til Venezia, hvor han slår sig ned hos en ung adelsmand, der ønsker sin hukommelse styrket ved Brunos lære. Et mystisk forhold, der ender med, at den svigefulde Moncenico angiver sin lærer og gæst til inkvisitionen. Måske i skinsyge over for en overlegen begavelse, måske i frygt for samme inkvisition.
Herefter er resten allerede beskrevet: blykamrene, udlevering til Rom, fængsel i syv år i Engelsborg, tortur, døden på bålet.
