Afsættet er en restauratør, der tager konsekvensen af forældrenes manglende vilje til at lære deres børn medmenneskelige omgangsformer
Qlummen
En restauratør fik for nylig fingrene i klemme, da han tillod sig at udelukke børn på visse tidspunkter fra sin restaurant. Restauratøren hævdede, at børn i dag var uopdragne og fik lov til at vælte rundt i restauranten. Eftersom restauratørens gæster netop valgte at gå ud at spise for at hygge sig og nyde maden i fred og ro, mente han, at det var hans ansvar som restauratør at sikre gæsterne den vare.
Restauratøren er tydeligvis ikke på omgangshøjde med en dominerende gruppe unge forældre, som ikke selv er blevet opdraget og nu giver deres børn mere eller mindre frit spil ud fra den opfattelse, at opdragelse er et oldfashioned fænomen. Vi vil gerne respektere børn på lige fod med andre mennesker, siger de. Et udgangspunkt, jeg har stor sympati for. Spørgsmålet er udelukkende, om forældrene praktiserer holdningen klogt?
Jeg synes eksempelvis, restauratøren er i sin gode ret til at forlange, at børn, der er gæster i hans restaurant, til en vis grænse underordner sig de voksnes præmisser.
Det betyder eksempelvis, at man sidder ved bordet, når man spiser. Og når man ikke kan sidde mere, må en af de voksne gå en tur med barnet. Måske kan middagen for de voksnes vedkommende ikke trække helt så længe ud, som man ville have foretrukket. Sådan må det være, når man tager små børn med på restaurant. Kan børnene ikke nogenlunde falde ind i den kultur, der hersker på restauranten, er der jo rigeligt med McDonald's.
Overordnet er sagen, at en vis opdragelse er nyttig. Det argumenterer en gruppe børneforskere modigt, yderst overbevisende og meget mindre pegefingeragtigt, end jeg af debatmæssige tilbøjeligheder gør ovenfor, i en ny bog Opslagsbog om opdragelse (Gyldendal). Her forklarer Ole Varming, Poul Thomsen, Søs Bayer og Anne Poulsen, hvorfor socialisering af børn efter deres opfattelse ikke er nok. Altså den forestilling, at bare børn har kontakt med omverdenen og menneskene i den, så sker udviklingen af sig selv. Forskerne plæderer til gengæld for begrebet opdragelse, der for dem rummer en direkte, målrettet kontakt mellem barnet og den voksne.
Det stiller imidlertid mindst ét krav til den voksne: At vedkommende selv ved, hvad der er op og ned. At den voksne f.eks. selv har en fornemmelse af, hvad det er for et samfund, opdragelsen sigter mod at lade barnet glide ind i. Og det kan ingen jo vide i dag, forsvarer de voksne sig.
Men det er slet ikke, hvad essensen handler om, siger børneforskerne, der hævder, at de voksnes værgen for sig hviler på en sammenblanding af økonomisk og humanitær tænkning. Når man taler om det ukendte fremtidssamfund, tænker man typisk på den økonomiske og teknologiske udvikling. Men hvad med den menneskelige omgang? Hvad nytter verdens bedste uddannelse og færdigheder i forhold til krævende teknologi, hvis man ikke ejer den ballast at kunne begå sig medmenneskeligt?
At være en autoritet handler således ifølge Varming, Thomsen, Bayer og Poulsen ikke om at udstede ordrer og forvente ubetinget lydighed, men om at hjælpe sine børn og på en kærlig måde lære dem om livets normer og værdier. At skifte spædbarnets lystprincip ud med et mere realitetsbetonet er i sig selv en læreproces.
Læsningen har inspireret mig til den erkendelse, at det er lige før, jeg går ind for det gammeldags dannelsesbegreb. Altså dannelse forstået som evnen til at forholde sig etisk til sin kulturelle samtid. Dannelse som de menneskelige kvaliteter, man i en given kultur ønsker at fremelske. Traditionel dannelse går, som jeg fortolker den, ud på at lære at begå sig på en måde, der tager hensyn til andre. At lære sine børn dannelse vil altså sige at lære dem at tænke og handle på en måde, der i en eller anden forstand er alment acceptabel.
Det lyder kedeligt, vil nogen indvende. Faren for Jante-agtige tilstande lurer da også lige om hjørnet, men det er selvfølgelig ikke den laveste kulturelle fællesnævner, vi skal lefle for. Og jeg mener om nogen, at der skal være plads til farverig individualitet. Jeg vil bare her midt i det industrielle, teknologiske og kommercielle ræs slå fast, at der ligger væsentlig menneskelig kvalitet i begreber som dannelse og opdragelse. Og at vi allesammen har brug for ikke bare veluddannede, men dannede mennesker, der tænker etisk, før de handler.
Hvordan vil det gå os, hvis vi ikke også bredere set genopvækker den etiske synsvinkel? På mig virker det, som om man - udviklingen, samfundet, helheden - nærmest er gået i ekstase over de teknologiske og videnskabelige landvindinger. Og ligesom ikke har tid til generende spørgsmål, der modsat de videnskabelige resultater, holder vandene åbne.
Det er nok muligt at producere reagensglasbørn. Men er det rigtigt? Man kan måske holde kunstigt liv i mennesker. Men bør man det osv. osv.?
Et eller andet sted handler diskussionen, når det gælder børn, børneopdragelse, dannelse og etik om omsorg. Om den nærhed, indføling, tilstedeværelse, opmærksomhed og imødekommenhed, som er den ny teknologis diametrale modsætning. Men som børn skal have for at blive sunde mennesker. Vi ved fra både de rumænske børnehjemsbørn og Anden Verdenskrig, at det ikke er nok for børn at få vand og brød. Et barn går til grunde uden en dyb relation til en omsorgsperson, der holder af det. Børneforskerne udtrykker det sådan, at vi som mennesker her på kloden er sådan indrettet, at vi har brug for at vikle os ind i hinanden. Om vi så forlader vores koner eller fravælger vores børn, vil de fortsat spille en hovedrolle i vores liv.
Dybest set vil de fleste vel også svare, at det er de sociale fællesskaber, der gør livet værd at leve.
Men den kendsgerning stiller altså også krav til os om at praktisere en adfærd af menneskelig kvalitet. Det er noget, vi skal lære. Derfor gør man børn en bjørnetjeneste ved ikke at lære dem at opføre sig, så andre mennesker kan holde ud at være sammen med dem. Selv på restauranter.
Forældre er nødt til at turde involvere sig; turde tage stilling til, hvilke værdier de vil sende deres børn ud i verden med. Efter min mening er det mange gange vigtigere end at kunne håndtere ny teknologi. Det kan enhver idiot lære, når det gælder.
