på lørdag ville Iljitsch Johannsen være fyldt 75 år. Asger Schnack tegner et portræt af digteren, der blev en bemærkelsesværdig stemme i
dansk poesi
75 års fødselsdag
Digteren Iljitsch Johannsen blev født den 19. februar 1925. Jeg tænker ofte på Iljitsch Johannsen, både når jeg læser ham, og når jeg ikke nødvendigvis sidder med en bog, men bare tænker på ham.
Han har betydet meget for mig og, ved jeg, flere andre, der i ham har set en lykkelig outsider på det danske parnas, en digter, der uden tøven bevægede sig ud eller ned i surrealistisk poesi og skabte disse grønne, gule drømmetonede digte, man kan gå og huske på.
Han udsendte et par meget tynde digtsamlinger som nittenårig, inden han fem år senere, i 1949, udgav sit hovedværk Harlekin og døden. Han var nu 24 år, fuldt færdig digter, bevidst om sine virkemidler og - måske nok så vigtigt - i stand til at koge denne viden op med den afgørende ikke-viden, som er nødvendig, for at sanseligheden kan blive gennemlyst og nærværende i digtet. Der er viden og intellektuel anfægtelse, men der er også en surrealistisk lampe, der lyser, selve spontaniteten, som ikke kan tvinges, læres eller hentes frem, men som kommer bagfra (hvis den kommer).
Efter denne samling, som betegner en yderposition i forfatterskabet og i dansk surrealistisk poesi i det hele taget, vendte han tilbage til mere traditionel versekunst i de følgende bøger, som udkom i første halvdel af 1950'erne. I 1952 berigede han den danske litteratur med sin uovertrufne gendigtning af Federico García Lorcas Zigøjnerballader. Det intense studium af García Lorcas digtning - med dennes islæt af lokal folkelig tradition - gav sig udslag i en dyrkelse af den hjemlige folkevise i hans egen poesi, tydeligt f.eks. i samlingen Ræven og træet fra samme år.
Endnu et par udgivelser blev det til, inden Iljitsch Johannsen i 1957 omkom ved en tragisk drukneulykke i Frankrig, kun 32 år gammel. Posthumt udkom et bind efterladte digte, Skabelse, 1962, ved Inger Johannsen. Men det er den tidlige samling fra 1949, hvor han udfordrer sproget, sansningen og drømmen i et dyk i det ukendte, der vil blive stående som hans ubestridte mesterværk. Da Gyldendal i 1991 udsendte et bind Udvalgte digte, redigeret af Thomas Boberg, var vægten da også lagt på Harlekin og døden, idet over halvdelen af udvalgets digte er fra denne bog.
På drømmens scene
Mest berømt af alle Iljitsch Johannsens digte er det elegiske 'Sommermorgenen' med undertitlen 'Fragment af klagesang over Sonja Hauberg'. Sonja Hauberg hørte til samme kreds af forfattere som bl.a. Ove Abildgaard og Iljitsch Johannsen. Hun skrev romanen Syv år for Lea, der udkom i 1944, og som vel stadig kan læses som en rammende beskrivelse af spildt ungdom. Hun var død ganske ung i 1947 af tyfus under en rejse til Finland. 'Sommermorgenen' er et af de smukkeste mindedigte, der er skrevet på dansk. Og et af de mærkeligste, fordi det udspiller sig på drømmens scene.
Det kan opleves som et brudstykke af en surrealistisk film, eller som en lille ophængning af surrealistiske øjebliksmalerier. Kulissen er København, nærmere bestemt Ørstedsparken, men det er en ualmindelig udgave af byen, vi præsenteres for, den er oplevet i den tidlige morgen som i en søvnløshedens rus. "Tidligt en sommermorgen / gik hun bort gennem gader / tomme som muslingeskaller / belagte med graa perlemor."
Det fremskrevne rum er taktilt, man føler dets skrøbelige overflade, det er som at træde ind i noget skørt og skært, noget ristet eller riflet, som var det gjort af andre materialer end dem, vi kender. Det er drømmens skjulte under- eller sideverden, vi lukkes ind i, hvor væggene mellem liv og død er tynde og permeable. Rystende og ligetil er strofen, hvor ulegemligheden demonstreres: "Sonja skrev med fingeren / mørke tegn i duggen / som hundred andre morgener, / men der var intet mærke."
Der er kun kalk og irgrøn stanniol, det hele sanset, umærkeligt, i en dobbelthed, der svinger mellem ro og uro, som på et øjeblik bliver læserens. Digtet lyser af tidlig morgen eller sen nat, der aldrig gik til sengs, men levede videre i dagens første timer som en tid, der ikke findes, men som hudløst erindres.
Let porøse sager
I dette digt - og i de andre digte fra Harlekin og døden - træder digteren som en skygge ind i omverdenen, om den så nok så meget er drømmens eller halvsøvnens verden. Her, fra det ubevidste, sendes disse sære signaler, der ikke er frit flagrende eller 'opfundne', men indlevede. De er blevet til gennem identifikation, ikke blot med tingenes overflade, men også med deres 'underflade', deres skjulte inderside.
Det er herindefra deres poesi lyder som hårde, let porøse sager, der lyser og ikke vil forlade én, fordi de bærer på denne ejendommeligt blinkende synæstesi.
Et andet digt, jeg jævnligt vender tilbage til, og som man let kan blive ramt af som af en skærende følelse - der opstår, når man helt ser det surrealistiske maleri, digtet er - hedder 'Ensomheden' og er et kvindeportræt, som kan læses her på siden.
Dette digt sammenfatter fint Iljitsch Johannsens metode i denne bog. Der er en reminiscens af Schack Staffeldt i solnedgangens rosa svælg, og der er Dali og Bjerke-Petersen og de Chirico over landskabet, men først og fremmest er der digterens egen sanselighed, som gennemlyses af følelse: de skjulte associationer til drømmens ubevidste, de snoede snegle og den strandede delfin, og tidens kontinuum: marehalmens passere (hvilket billede!), der tegner tiden, og endelig kvinden, der falder som en søjle i sin tilsandede ensomhed: vinden, der kommer "med et silkeklæde / fyldt med sand / til hendes øjne." Så smertefuldt, så ensomt, så nøgternt og så sjæleligt løftet: ind i en indre billedverden, der på én gang rummer tid og rum og farver, tætte sansninger, høje himle, porøse lag, opløsning, erindring og sluttelig: synets tilsanding.
For det er med lukkede øjne, dette syn ses, i en søvnens eller opvågningens vision, af digteren og nu af læseren.
Andre digte fra Harlekin og døden er lige så sarte og sanseblandede. Der er oversættelser af drømme, hvor alt er som fortryllet og helt dagligdags, og hvor det foruroligende blot antydes: "Vi gik i et landskab med mange planer forbundet af brede regnforvitrede trapper med en antydning af mos mellem fliserne." Atter er der den særlige taktile følsomhed: "Det regnede fint, og gruset var sprødt som vaflerne vi købte ved boden (...)."
Den drømmerefererende metode er en velkendt surrealistisk udtryksform, hvor drømmen kan være mere eller mindre 'digtet' eller egentlig drømt. De franske surrealister eksperimenterede med sådanne drømmedigte, ligesom malerne fæstnede drømme til lærredet. Der fandt senere et brud sted blandt surrealisterne, hvor én gruppe netop dyrkede denne 'psykofotografiske' stil, mens en anden lagde vægten på de maleriske virkemidler, eller i digtet: klang, materiale.
Iljitsch Johannsens vandringer ind i drømmen befinder sig et sted midt imellem disse yderpunkter. Drømmen kan godt være drømt, men den er også digtet, og sprogets rytme er afgørende for oplevelsen. Vi er som læsere fanget ind i digtets mange planer: "Hvordan vi kom hjem?" spørges der til sidst i den ovenfor citerede 'Oversættelse af en drøm': "Jeg husker det ikke, saa det er muligt vi endnu gaar dernede en søndag for længe siden og nyder regnvejret."
Som digtet her taler om drømmen, kan man have det med poesien, man kan når som helst besøge den et sted uden for tid og rum, den er nutid og fortid på samme tid, og når den er bedst: fremtid og altid.
Ensomheden
Hun løb
langs den tomme strand
en aften
som en konkylie
der løftede over land
sit rosa svælg
i kalkhvide skyer
riflede fint
en høj spiral
med foden i det grønne
vand
som slikkede stranden
uden forskel
smaa tørre sten
den sorte tang
perlemorsstumper
snoede snegle
maagers fjer
og en strandet delfin
Marehalmens passere
tegnede tiden
gik i cirkler
som knive
paa deres egne spor
hun faldt som en søjle
hørte intet mere
og vinden kom fra søen
med et silkeklæde
fyldt med sand
til hendes øjne.
Fra Harlekin og døden, 1949
