Læsetid: 2 min.

Gensyn med Wheeler

10. februar 2000

Lige fyldt 70 er den canadisk-engelske trompetist Kenny Wheeler stadig en fremragende instrumentalist

Koncert
I sin tid, hvilket vil sige i Nørregades Montmartre i 70'erne og 80'erne, var Kenny Wheeler en ret hyppig gæst her i landet.
Jeg husker især med glæde trioen Azimuth, hvor hans trompet og flygelhorn indgik i et både følsomt og abstrakt samarbejde med de to englændere, pianisten John Taylor og vokalisten Norma Winstone. Det var synd at sige, at mange danskere benyttede lejligheden til at stifte bekendtskab med denne usædvanlige trio.
Anderledes da Wheeler tirsdag aften efter et langt fravær spillede i Copenhagen JazzHouse, som i den anledning var, om ikke udsolgt, så dog godt fyldt. Hertil bidrog det nok også, at Wheelers kvartet rummede den amerikanske trommeslager Adam Nussbaum, der efter snart utallige besøg er højt skattet af det københavnske publikum, og førnævnte John Taylor, som mange danske lyttere og musikere regner blandt Europas bedste jazzpianister.

Ikke så cool
Wheeler er en særdeles erfaren musiker, der med lige stor fortrolighed har spillet både fritrytmisk og mere traditionspræget musik, men dog især har dyrket det mere tilbageholdte, coole udtryk, der gennem et kvart århundrede har gjort ham til et medlem af det tyske grammofonselskab ECM's faste stok. Tirsdagens kvartet trak i en anden retning, og især fik Nussbaums dynamiske trommespil, der næsten aldrig er hørt på ECM, Wheeler mere ud af busken.
Også den engelske bassist Chris Laurence, der skønt ret erfaren i pladesammenhæng vist aldrig tidligere har besøgt os, tilførte musikken en vitalitet, som undertiden kan savnes hos den indtil det pertentlige omhyggelige Wheeler. Laurences magtfulde og bæredygtige akkompagnementer fik især passager af modal og ostinat karakter til at fremstå med stor styrke.
Naturligt nok gav aftenen også prøver på Wheelers evner som komponist og arrangør, fra indledningen, som måske var "Nicolette" fra Angel Song, Wheelers fine kvartet-cd med Lee Konitz, over et stykke til minde om længst afdøde Booker Little, et af Wheelers trompetist-forbilleder, til første sæts afsluttende "By Myself", en sjældent hørt ballade, som Wheeler kan have fra Art Farmer, den trompetist-forgænger, som han måske står nærmest. Interessant nok var netop denne standard-melodi det stykke, der tydeligst viste Wheelers sans for fritrytmisk musiceren.
Et sympatisk gensyn og -hør med en musiker, der ingenlunde syntes tynget af, at han i sidste måned rundede de 70.

*Kenny Wheeler Quartet i Copenhagen JazzHouse tirsdag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her