Frank Darabonts 'Den grønne mil' er en fabel om kampen mellem det gode og det onde
Ny film
Den amerikanske forfatter Stephen King har siden debuten i 70'erne med Carrie skabt sig et stort navn på at skrive bedstsælgende gyserromaner, hvor det uhyggelige og overnaturlige går hånd i hånd med det meget almindelige og håndgribelige. Men at den produktive forfatter også rummer en blidere side, hvor hans menneskelighed og tro på magter større end mennesket selv ikke er pakket så horribelt ind, ved stadig kun de allermest trofaste af hans læsere.
I novelle-samlingen Different Seasons fortæller King fire opbyggelige historier symboliseret ved de fire årstider, og ud af det er hidtil kommet to fremragende film, Rob Reiners Sammenhold ('85) og Frank Darabonts En verden udenfor ('95), der samtidig hører til blandt de bedste Stephen King-filmatiseringer overhovedet.
Derfor er det måske ikke så mærkeligt, at Darabont også har brugt King som forlægget for sin anden spillefilm, Den grønne mil, der er baseret på forfatterens fire år gamle føljetonroman.
I stil og tone - og såmænd også indholdsmæssigt - minder de to historier og film om hinanden så langt, at de begge tager udgangspunkt i et fængselsmiljø, en måske-måske ikke uskyldig mand og derfra folder sig ud til også at handle om så meget mere end bare skyld og uskyld. Det er universelle fabler om godt og ondt, liv og død, kærlighed og had, håb og en tro på fremtiden og det gode i mennesket.
Den grønne mil
Vi befinder os i 1930'erne i Cold Mountain-fængslet i Maine, hvor lederen af fængselsvagterne på dødsgangen, Paul Edgecombe og hans mænd så ganske vist bliver udfordret på deres tro på, hvad der er muligt og sandsynligt, da den sorte kæmpe John Coffey gør sin entré.
Den to meter høje og to meter brede Coffey er blevet dødsdømt for voldtægt og mord på to små, hvide piger, men da han havner på den grønne mil, som Edgecombe og hans kolleger kalder dødsgangen - vejen ned til 'gamle gnist', den elektriske stol - er han så blid som et lam og ikke det udtrykte billede på en skruppelløs, blodtørstig morder, der er i stand til at begå så forfærdelig en forbrydelse.
Faktisk er Coffey det modsatte af en morder - han er en livgiver, der kurerer Edgecombe for den meget smertefulde urinvejsbetændelse, han lider af, og som kan se det gode og ikke mindst onde i mennesker, når han berører dem. Og ondt er der meget af på den grønne mil.
Men med Coffey som en helende kraft, der gennemstrømmer den grønne mil, bliver tilværelsen for Edgecombe, hans kolleger og de indsatte aldrig den samme igen.
Velgørende
Den grønne mil er ikke ligeså intenst fængende og empatisk en film som En verden udenfor - de minder for meget om hinanden, ligesom det overnaturlige element (guddommelige undertoner om man vil) i Den grønne mil ikke når den magiske realisme i forgængeren - men den når et langt stykke ad vejen og leverer bestemt en for øjne og hjerte velgørende oplevelse.
Det er en til alle tider gyldig fortælling om kampen mellem det gode og det onde, og hvor vi trods vores vished om, at ondskaben lever og er tilstede overalt, alligevel får slået utvetydigt fast, at det gode (næsten) altid løber af med sejren.
Darabont har med sine to King-film vist sig at være en af forfatterens bedste og mest nænsomme fortolkere. Instruktøren, der også selv skriver manuskripterne, får det maksimale ud af Kings forlæg, som han i udseende og sjæl forbliver tro mod og samtidig forlener med sin egen blidhed og følsomhed. Ikke mindst gennem sit afdæmpede visuelle udtryk, lydefrit og behageligt.
Frank Darabont forstår også at vælge sine skuespillere med omhu, og over hans instruktion og deres skuespil hviler en sikkerhed og naturlighed, som var de alle født til deres roller. I rollen som Paul Edgecombe står Tom Hanks i spidsen for et ensemble, der også omfatter David Morse, Sam Rockwell, James Cromwell og ikke mindst Michael Clarke Duncan som John Coffey, og som alle lægger stærk og bred ryg til den grønne mils beboere.
*Vintens forlag har just udgivet Stephen Kings føljetonroman Den grønne mil i ét bind
*Den grønne mil. Instruktion og manuskript: Frank Darabont. Amerikansk (Imperial, København)
