Med sin nylige økonomiske ansigtsløftning stod Amerikas sorte hovedstad mandag aften vært for en drabelig duel i det berømte Apollo-teater mellem Al Gore og Bill Bradley
HARLEM, New York - Spadsér en tur på 125. gade i New Yorks eksklusive afro-amerikanske kvarter Harlem en eftermiddag i februar, og ikke et hvidt ansigt skinner i ens øjne. Ellers ligner det livlige hovedstrøg i kraft af en nylig ansigtsløftning ethvert andet i New Yorks multietniske bysamfund.
Gadens facade prydes af en ny Blockbuster Video Store, drugstores, supermarkeder, restauranter, barer - og så er der selvfølgelig det berømte Apollo Theater, hvor Harlems mest lovende musiske talenter hver onsdag aften får lov at demonstrere deres evner for et publikum, som er kendt for at være ubamhjertigt kritisk. Det var fra denne scene, at Billie Holiday og Ella Fitzgerald startede deres karriere i 1930'erne.
Mandag aften var teatersalen stuvende fuld af forventningsfulde gæster.
Blandt de fremmødte kunne man se skuespillerinden Whoopi Goldberg - charmerende vært for Oscar-ceremonien i Hollywood - og filminstruktøren Spike Lee.
Oppe på scenen stod to hvide mænd - det demokratiske partis kandidater til Det Hvide Hus. Den ene vicepræsident Albert Gore, den anden eks-senator Bill Bradley. Anledningen? En tv-debat om emner af særlig betydning for landets afro-amerikanske mindretal på 35 mio. mennesker, og ikke mindst for New Yorks sorte befolkning, der udgør en tredjedel af det demokratiske partis vælgere i staten af samme navn, hvor der bliver holdt primærvalg 7. marts.
Gores hamskifte
Den tidligere basketballstjerne Bill Bradley spillede i sine ungdomsdage for New York-klubben Knicks og alene den omstændighed skulle gavne ham blandt sorte vælgere, idet de fleste af hans holdkammerater var afro-amerikanere. To af dem sad mandag aften i Apollo Teatret og klappede af Bradley. Men i takt med Al Gores præsentation af sig selv som en mere aggressiv og lidenskabelig præsidentkandidat, er Bradleys støtte i meningsmålingerne faldet støt.
"For to-tre år siden havde jeg aldrig forestillet mig, at Gore kunne vinde. Han var en elendig kandidat. Nu synes han at være undergået en mirakelkur. Jeg håber, det er den ægte Gore, vi ser," siger Howard Dodson, direktør for Harlem-tænketanken Schomburg Center for Research in Black Culture.
Fyrværkeri af anklager
Set med Bill Bradleys øjne var tv-debatten derfor en enestående mulighed for at score et knock-out mod sin rival og kun få minutter inde i det halvanden time lange show affyrede han da også sin første punch. De næste 45 minutter blev et festfyrværkeri af anklager og modanklager.
Højdepunktet i den dramatiske tv-debat kom, da Bradley rakte vicepræsident Gore et bundt dokumenter, der skulle påvise, at han i 1981 støttede skattelettelser til private religiøse skoler, som holdte sorte børn ude. Gore bed imidlertid godt fra sig og havde medbragt eksempler på, at Bradleys støtte til afro-amerikanske mærkesager i Senatet ikke altid har været så eksemplarisk, som han gerne vil lade vælgerne tro.
I sin måske mest overbevisende replik sagde vicepræsidenten: "Senator Bradley forestiller sig, at præsidentskabet er en akademisk øvelse. Det er ikke tilfældet. Man skal kæmpe dag ud og dag ind for manden på gaden."
Netop denne pointe værdsatte Whoopi Goldberg, en erklæret Gore-fan. "Jeg ønsker ikke at optræne en ny fyr til jobbet i Det Hvide Hus," bemærkede skuespillerinden efter forestillingen.
Spike Lee var ovenud tilfreds med debattens udfald. "Jeg ser Bill Bradley som den nye Abraham Lincoln. Han har visioner og vil noget, hvorimod Gore søger at løbe fra sin fortid," mente filminstruktøren.
Kendsgerningen er imidlertid, at vicepræsidenten nyder langt større opbakning fra USA's afro-amerikanske samfund end Bradley.
Clintoneffekten
Det skyldes især hans tilknytning til præsident Clinton, som er den mest populære præsident blandt sorte vælgere siden Abraham Lincoln - manden, der bevirkede ophævelsen af slaveriet under borgerkrigen i 1861-65.
"For os har det været enormt vigtigt, at Clinton var i stand til at holde skansen mod de rabiate republikanere, som overtog Kongressen i 1994," forklarer Bill Perkins, der repræsenterer Harlem i New Yorks byråd.
"Herudover har Clinton forsvaret positiv særbehandling og udpeget sorte medlemmer til sin regering og centraladministrationen. Den økonomiske situation er forbedret, så flere afro-amerikanere har jobs. Som politiker kan jeg ikke skifte hest midt i løbet og støtter derfor Gore. Bradleys visioner lyder godt, men han er en outsider i partiet."
Al Gores vigtigste politiske aktiv her i det sorte Amerikas kulturelle hovedstad er uden tvivl Clinton-regeringens bevilling i 1993 på 100 mio. dollar til udvikling af en selvstændig mikro-økonomi. Sammen med tilsvarende bidrag fra byen og staten New York, i alt 300 mio. dollar, indgik forbundsstatens penge i en lånepulje, som iværksættere af nye virksomheder kunne få adgang til på billige rentevilkår.
Harlems renæssance
Resultatet af dette prisværdige initiativ er forbavsende. Det ville være en overdrivelse at sammenligne Det Nye Harlem med en østtysk provinsby fem år efter genforeningen i 1989. Ikke desto mindre ses tydelige tegn på, at denne skamplet på New Yorks samvittighed er ved at blive visket væk. Harlem oplever i disse år sin anden renæssance.
I 1980'erne ejede byrådet 60 procent af en boligmasse i Harlem, som havde stærkt behov for renovering. I dag er bygningnerne solgt til ejendomsselskaber ejet af kirker, der har iværksat en omfattende renovering og planlægger at leje lejligheder ud til en rimelig pris. Historisk seværdige barer og restauranter bliver sat i stand ved hjælp af de 300 mio. dollar, og al denne aktivitet har tiltrukket etablerede forretningskæder, der førhen holdt sig på afstand af Harlem.
"I gamle dage måtte Harlem-borgere rejse til andre bydele for at købe ind. Vi havde ikke apoteker, ej heller supermarkeder, tøjbutikker, videobutikker og biografer. Pengene strømmede ud af Harlem," fortæller Howard Dodson, medlem af bestyrelsen, der administrerer de 300 mio. dollar.
I dag er 4.500 nye arbejdspladser blevet skabt i Harlem, og man regner med at nå 12.000. Som følge er gadekriminaliteten faldet drastisk. En hvid person kan uden risiko for overfald gå op og ned ad Malcolm X. Boulevard omkring midnat. Unge mænd på gaden ænser ikke længere en hvid gæst.
