Læsetid: 3 min.

Et gråt og støvet CV har ingen interesse

18. februar 2000

Snævertsynede og intolerante får ikke job på tjekkede virksomheder som Bosch Telecom

Jobbet
Laure Ricard var selvskreven til jobbet. For hun er fransk, god til at samarbejde og havde erfaring fra en virksomhed i Tyskland.
Lige den type de har brug for på mobiltelefonfabrikken Bosch Telecom i Pandrup. For på de lange gange indenfor er der lige så højt til loftet, som der er tempo på i denne branche. Laure Ricard bestod testen og blev budt velkommen i den nordjyske virksomheds enorme nye bygning ved hovedvejen mellem Aalborg og Løkken.
Bosch Telecom er en multikulturel virksomhed med 15 forskellige nationaliteter repræsenteret blandt de 250 ingeniører i udviklingsafdelingen. Omkring Laure Ricards skrivebord på første sal sidder tre andre softwareingeniører. Den ene er spanier. Den anden er fra Kina. Den sidste er dansker.
"Hvis ikke man kan samarbejde og kommunikere med folk fra andre kulturer, har man ikke en chance for at få job her," siger Laures chef, faggruppeleder Svend Holme Sørensen.

Samarbejdsevne et must
Selv om udlændingene endnu kun udgør 10 procent af de ansatte, er engelsk blevet indført som arbejdssprog på alle møder. Det ændrer magtbalancen fra, at danskerne har en fordel, til at alle er lige.
Også kommunikationen kollegerne imellem foregår oftest på engelsk. Man er gearet til de kommende år, hvor der vil komme endnu flere udlændinge til virksomheden i Pandrup.
"Verden bevæger sig lynhutigt i øjeblikket, markedet er worldwide, og derfor har vi brug for folk, der kan begå sig i andre kulturer - sprogligt såvel som mentalt," siger Svend Holme Sørensen.
"Det er et krav, som vi stiller til både udlændinge og danskere. Et gråt og støvet CV kan vi ikke bruge til noget."
Nogle står ikke distancen. For selvom tekniske færdigheder står højt på virksomhedens kvalifikationsliste, er evnen til omstilling og samarbejde et must i en branche, hvor kassen skal scores på kreativitet og tempo.
Og det går hurtigt på Bosch Telecom. I kontorerne på de luftige gange af glas og stål arbejder hjernerne på højtryk for at udvikle konkurrencedygtig hard- og software til mobiltelefoner. Her spiller ingenørernes forskellige kulturelle baggrund en stor rolle:
"Hvis man skal sælge mobiltelefoner i Frankrig, er det vigtigt at vide, hvad der foregår i hovedet på en franskmand," siger Laure.

Den ny kultur
Kontorpersiennerne for vinduerne ud til gangen er rullet ned. Inde bagved er atmosfæren hektisk. Folk diskuterer, vandrer rundt, kigger hinanden over skulderen på computerskærmene. Det multikulturelle miljø giver ingenørerne et kick:
"Vi tænder på det. Det giver inspiration og dynamik. Vi gejler hele tiden hinanden op og skaber en ny fælles kultur omkring produktet," siger Laure.
Den fælles kultur hedder networking i virksomhedens terminologi. Det indebærer blandt andet at prioritere en kollegas opgave før sin egen. Eller sin egen før chefens. Derfor har Bosch Telecom valgt en flad ledelsesstruktur. Det giver de ansatte større selvstændighed, og er samtidig en forudsætning for, at det multikulturelle miljø kan trives. At der ikke så langt mellem chefen og de ansatte overrasker ofte de udlændinge, der kommer fra andre ledelsestraditioner.
José Angel Diéz, der er softwareingenør fra Spanien, fik et chok til julefrokosten:
"Direktøren var fuld og tog bussen hjem sammen med os andre!" siger han og griner.

Mor hjælper
Networking er, ifølge Svend Holme Sørensen, fremtiden, når det gælder det globaliserede marked. Det skaber dét kreative miljø, der skal til for at udvikle nye produkter.
Men for at være kreativ, skal det personlige overskud være i orden. Derfor har virksomheden en 'professionel mor', der skal hjælpe de nyansatte udlændinge med at falde til. Dagligdags ting som hvor man kan få sin cykel lappet, eller hvordan man finder rundt i det kommunale system, er noget af det, den professionelle mor tager sig af.
For Bosch Telecom betyder ordningen også en fremtidssikring - dygtige ingenører som Laure bliver hængende, når arbejdsforholdene er gode. Og man trækker måske flere til.
"Hvis jeg skulle vælge mellem at lede en afdeling med udelukkende danske ingeniører eller en med et multikulturelt miljø, ville jeg klart vælge den multikulturelle," siger Svend Holme Sørensen.
"Sådan havde jeg måske ikke haft det for fem år siden. Men i dag står det klart for mig, at det er nødvendigt. Det kræver globaliseringen simpelthen."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu